Punkt 13 Møde med regionens Psykiatri- og Socialudvalg ift. Psykiatriplan 2020-2024
Beslutningstema
Orientering om proces for implementering af anbefalinger i Psykiatriplan 2020-2024
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At Social- og Sundhedsudvalget godkender at mødes med Psykiatri- og Socialudvalget i Region Syddanmark
Sagsfremstilling
Regionsrådet vedtog i december 2019 en ny psykiatriplan for Region Syddanmark for 2020-2024. Dette skete efter en involverende bruger- og høringsproces, hvor kommunerne bl.a. spillede aktivt ind med en lang række vigtige input.
Regionens Psykiatri- og Socialudvalg vil arbejde for at den involverende proces fortsætter over i implementeringsfasen af Psykiatriplan. Derfor ønsker udvalget at besøge hver af regionens kommuner og drøfte udmøntningen af planen i sammenhæng med lokalpolitiske udfordringer og prioriteringer på psykiatriområdet. Input fra mødet vil indgå i det videre arbejde med implementeringen af planens anbefalinger lokalt og regionalt.
Psykiatriplanen 2020-2024 samler både eksisterende og nye indsatser, og sikrer et langsigtet fokus og en klar strategiske retning. I planen er formuleret 39 anbefalinger til indsatser som er grupperet under seks temaer: Patient og pårørende, Lighed i Sundhed, Sammenhæng og forebyggelse, Bedre behandling – forskning, kvalitet og udvikling, Kapacitet og organisering samt Fastholdelse, rekruttering og kompetencer.
Psykiatriplanens temaer peger bredt ind i de overordnede visioner for Sundhedsaftale 2019-2023. Således er der fokus på at anbefalingerne i Psykiatriplanen understøtter arbejdet med at indfri Sundhedsaftalens målsætninger. Særligt gælder det:
- At forbedre mental trivsel for børn og unge
- At reducere antallet af akutte genindlæggelser
- At reducere antal færdigbehandlingsdage
- At reducere overdødeligheden blandt borgere med psykiske lidelser
- At sikre flere unge med psykiske lidelser tilknyttes en uddannelse
- At sikre at andelen af borgere med psykiske lidelser, som fastholdes på arbejdsmarkedet øges.
I Svendborg Kommune er der iværksat en række initiativer på området:
- Akutpladser
- Udbredelse af CTI metoden. En evidensbaseret metode, som retter sig mod borgere, der er i en kritisk overgangsfase i deres liv. En kritisk overgangsfase kan eksempelvis være fra massivt misbrug til mindre grad af misbrug, udflytning fra botilbud til egen bolig eller løsladelse fra fængsel til egen bolig
- Ansættelse af sundhedsfaglig projektkonsulent bl.a. med fokus på lighed i sundhed
- Anvendelse af 24/7 digitalt tryghedstilbud
- Oprettelse af flexboliger
- Projekt ”Ung under eget tag”
- Udvidelse af udsattesygeplejersketilbud
- Fælles politiske udvalgsmøder om unge og mental sundhed
- Min plan.
Mødet med regionens Psykiatri- og Socialudvalg er planlagt til den 11.august 2020
Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 03-03-2020
Godkendt.