Punkt 7 Status for klima- og energiaktiviteter i 2019
Beslutningstema
Orientering om status på klima- og energiaktiviteter i 2019. Aktiviteterne vedrører alene bevillinger i forbindelse med klima- og energikoordinatorens ansvarsområde. De vedrører ikke aktiviteter i ISP (det innovative energispareprojekt) under CETS eller partnerskabskontrakt med GO2Green.
Indstilling
Direktionen indstiller til udvalgets afgørelse, at
- orientering om status for aktiviteter under klima- og energikoordinatoren i 2019 tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Målsætninger og forpligtende aftaler
De overordnede mål i Svendborg Kommunes klima- og energipolitik er, at kommunen som geografisk enhed skal være 100 % forsynet med vedvarende energi (VE) i 2040 (delmål = 50 % i 2025), og at kommunen som institution skal være 100 % forsynet med vedvarende energi i 2030 (delmål = 75 % i 2025).
Via aftaler med Danmarks Naturfredningsforening om Klimakommune og Klimakommune Plus+ er vi forpligtet til at reducere kommunens egen CO2-udledning med mindst 2 % per år til og med 2025 samt øge arealet med skov med 2-3 ha per år og fortsat fremskynde private energirenoveringer.
VE-andel
For hele kommunen på geografisk niveau bestod elforbruget i 2017 af 32 % vedvarende energi, varmeforbruget af 24 % og brændstofforbruget til transport af 5 %. Samlet set en vedvarende energi-andel på 20 %.
CO2-udledning
Af den seneste opgørelse fra 2018 over CO2-udledningen for kommunen som virksomhed fremgår det, at den samlede CO2-udledning fra kommunens bygningsdrift og transport i 2018 er 5.922 tons. Deri er indregnet en CO2-reduktion på 84 tons som følge af skovrejsning. Udledningen svarer til en stigning på 9 % i forhold til 2017. Målet om at reducere udledningen med 2 % årligt er derfor ikke opfyldt.
Elforbruget var ellers reduceret med 3 % og varmeforbruget uændret og transporten steg med 6 %. Når CO2-udledningen alligevel var stigende skyldes det, at den emissionsfaktor for el, som Energinet offentliggør årligt, svinger meget afhængig af andelen af vind i elproduktionen. Emissionsfaktoren har på nuværende tidspunkt større udsving end energiforbruget og overruler dermed forbrugets betydning. Det vil gradvist mindskes efterhånden som andelen af vedvarende energi øges i elproduktionen.
Kommunens andel af CO2-udledningen som virksomhed er 1-2 % af den geografiske kommunes. Energistyrelsen har dog endnu ikke offentliggjort tal for 2016, 2017 og 2018. Administrationen deltager i en arbejdsgruppe for udvikling af Energistyrelsens beregningsværktøj.
Skovrejsning og private energirenoveringer
I 2018 har Svendborg Kommune fået 5 ha ny fredskov, hvilket svarer til en CO2-reduktion på 50 tons årligt.
I regi af projektet Energirenoveringshjulet er der energitjekket 31 huse og energirenoveret 17 huse. De har i alt bidraget med en energibesparelse på 139.000 kWh, hvilket svarer til en CO2-besparelse på i alt 36 tons.
Status på aktiviteter og forbrug i 2019
I budget for 2019 var der afsat 413.100 kr. til aktiviteter under klima- og energikoordinatoren. Herudover blev der overført 348.898 kr. fra regnskab 2018. Der blev på Miljø- og Naturudvalgets møde den 5. marts 2019 vedtaget aktiviteter indenfor grønne arbejdspladser, transport, undervisning, bæredygtighedsstrategi, borgerinddragelse og landbrug.
Derudover har der været arbejdet med:
- Revision af klima- og energipolitikken.
- Skovrejsning
- CO2-opgørelse for 2018 på virksomhedsniveau.
Følgende tabel opsummerer budgetaktiviteterne i 2019:
Aktivitet | Indhold | Effekt |
Grønne arbejdspladser | Tilskud til energitjek i private boliger, til energirenoveringer i klubhuse, energivejledninger i Sundhøj Energihus. | Reduktion i energiforbrug og CO2-udledning. |
Transport | Opsætning af ladestander til elcykler, udlån af elcykler. | Reduktion i brændstofforbrug og CO2-udledning. |
Undervisning | Grøn Fredag, Grønt Flag skoler. | Mulig reduktion i energiforbrug og CO2-udledning, hvis eleverne ændrer adfærd |
Bæredygtighedsstrategi | Borgermøde, konsulent bidrag samt grafisk opsætning af Bæredygtighedsstrategi og Klima- og Energipolitik, | Mulig reduktion i energiforbrug og CO2-udledning, hvis borgere og ansatte ændrer indkøb og adfærd. |
PR, borgerinddragelse | Boligmesse og Klimauge | Mulig reduktion i energiforbrug og CO2-udledning, hvis borgere ændrer forbrug og adfærd. |
Landbrug | Telefonisk energirådgivning og –rapport til 34 landmænd. | Mulig reduktion i energiforbrug og CO2-udledning, hvis landmænd gennemfører anbefalede tiltag |
Grøn ordning | Revision af 2 projekter under Grøn Ordning. | Mulig større accept af vindmøller. |
Skovrejsning | Plantning og rådgivning | Opsamling af CO2 fra atmosfæren |
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Følgende tabel opsummerer forbrug i relation til budget.
Aktivitet | Budget (kr.) | Forbrug (kr.) | Difference |
Energirenoveringshjulet | 75.000 | 51.000 | 24.000 |
Grønne arbejdspladser | 120.000 | 149.668 | -29.668 |
Transport | 55.000 | 42.567 | 12.433 |
Undervisning | 28.100 | 28.480 | -380 |
Bæredygtighedsstrategi | 35.000 | 88.258 | -53.258 |
PR, borgerinddragelse | 20.000 | 12.466 | 7.534 |
Landbrug | 70.000 | 70.200 | -200 |
Grøn ordning | 10.000 | 69.162* | -59.162 |
Skovrejsning | 0 | 88.911 | -88.911 |
Overført fra 2018 | 348.898 | 0 | 348.898 |
I alt | 761.998 | 600.712 | 161.286 |
Forklaring: + = mindreudgift og - = en merudgift
*Omkostningerne til Grøn Ordning refunderes i 2020, når projektet afregnes til Energistyrelsen.
Der er et forventet mindreforbrug på 161.286 kr., der foreslås overført til 2020.
Lovgrundlag
Beslutning i Miljø- og Naturudvalget den 04-02-2020
Taget til efterretning.