Punkt 8 Tiltag for førtidspensionister
Beslutningstema
Forslag til tilbud til førtidspensionister, der ønsker at bevare en tilknytning til arbejdsmarkedet
Indstilling
Direktionen indstiller,
- at udvalget godkender forslag til informationsaktiviteter.
Sagsfremstilling
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget blev på møde den 2. december 2019 orienteret om førtidspension, herunder tilkendelse samt hvorledes pensionen påvirkes, hvis borgeren ønsker at udnytte sin restarbejdsevne i f.eks. et løntilskudsjob (tidligere skånejob).
Udvalget ønskede på den baggrund forslag til, hvordan det sikres at interesserede førtidspensionister, der ønsker at arbejde kan få den nødvendige hjælp og støtte.
Lovgivningsmæssigt har førtidspensionister ret til mindst 3 samtaler med jobcentret. Jobcentret har mulighed for at deltage forskellige former for tilbud, der kan opkvalificere borgeren. Såfremt borgeren allerede har kontakt til en arbejdsgiver kan jobcentret hjælpe med at etablere en løntilskudsaftale.
Løn- og arbejdsvilkår samt arbejdstid aftales mellem arbejdsgiveren, førtidspensionisten og den faglige organisation. Virksomheden udbetaler lønnen og modtager herefter et løntilskud, der fastsættes ud fra den enkeltes evner og forudsætninger for at deltage i arbejdet.
Som udgangspunkt er løntilskuddet på 28,56 kr. pr. time.
Praksis i dag er, at de borgere, der henvender sig i jobcentret, får en aftale med en af jobcentrets virksomhedskonsulenter, der kan give vejledning om lovgivningens bestemmelser samt give viden om den lokale arbejdsmarked. Jobcentret har mulighed for i særlige tilfælde at bevilge forskellige former for tilbud, der kan opkvalificere borgeren.
Førtidspensionister under 40 år, der selv ønsker at deltage i et ressourceforløb, kan få et ressourceforløb efter reglerne i LAB-loven. Ressourceforløbet kan bestå af tilbud efter LAB-loven og indsatser efter anden lovgivning, herunder efter lov om social service og sundhedsloven. Et ressourceforløb er relevant, når der er et udviklingsperspektiv i forhold til personens arbejdsevne.
Hvis mulighederne for at flere førtidspensionister bevarer en tilknytning til arbejdsmarkedet og dermed får mulighed for at bidrage med de ressourcer de har til rådighed, hvilket kan give en større fællesskabsfølelse og en følelse af være værdifuld skal øges, vil Administrationen anbefale, at der sættes fokus på øget information.
Konkrete initiativer kunne være:
- Informationsmateriale, der udsendes i forbindelse med tilkendelse af førtidspension, hvor der gøres opmærksom på muligheden for at kontakte jobcentret for råd og vejledning
- Information på kommunens hjemmeside om mulighederne for at få råd og vejledning, herunder konkret kontaktinformation
- Informationsmateriale, der kan anvendes af borger/jobcenter i dialog med interesserede virksomheder
- Forsøg med et åbent jobcafé-arrangement, der sætter fokus på mulighederne for at arbejde som førtidspensionist. Arrangementet annonceres på kommunens hjemmeside og andre relevante fora.
Det er vigtigt, at der er tale om information, der understøtter, at der er tale om en frivillig mulighed for de borgere, der selv ønsker at benytte sig af muligheden for at høre mere. Når en borger tilkendes førtidspension, er erfaringen, at der ofte er tale om borgere, der har været igennem et længere sygdoms – og sagsforløb, og det er vigtigt, at tilbuddet ikke opleves som et pres.
For nogle borgere, vil der efterfølgende, når der er kommet ro om borgerens forsørgelse og helbredssituation komme et behov for at deltage i flere aktiviteter. Udover mulighederne for at arbejde, kunne der skabes mere fokus på mulighederne for at deltage i frivillige sociale tilbud eller mulighederne for at indgå i frivilligt arbejde. Der er en mangeårig tradition for frivillighed i Svendborg kommune, hvilket blandt andet understøttes af Frivilligrådet og Frivillighuset.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Informationsinitiativerne afholdes indenfor den samlede budgetramme.
Beslutning i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 03-02-2020
Indstillingen blev godkendt.
Hanne Ringgaard Møller (B) og Karl Magnus Bidstrup (Å) deltog ikke i behandlingen af punktet.