Punkt 5 Etablering af strandhåndboldbane på areal ved Tvedhallen
Beslutningstema
Tilsagn om råderetsaftale med Tved Gymnastik- og Idrætsforening om etablering af strandhåndboldbane på et kommunalt areal beliggende ved Tvedhallen.
Indstilling
Direktionen indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Erhvervsudvalget til endelig godkendelse i Byrådet,
- At der indgås en 25-årig råderetsaftale med Tved Gymnastik- og Idrætsforening for anlæggelse af en strandhåndboldbane.
- At Administrationen bemyndiges på Byrådets vegne til at indgå en råderetsaftale.
Sagsfremstilling
Tved Gymnastik- og Idrætsforening ønsker at anlægge en strandhåndboldbane på et areal ved Tvedhallen og Tved Skole i forlængelse af Tved Skoles multibane.
Banen bliver i størrelsen 18 x 33 meter, og vil blive omkranset af panelhegn. Der vil blive opgravet ca. 40 cm jord, der placeres i en høj i nærheden, som tilsås med græs. Højen vil kunne benyttes af både skolebørnene og foreningslivet til leg og fysisk aktivitet.
Tved Gymnastik- og Idrætsforening har afholdt møder med Tved Skole, Tved Boldklub og Tved Uderum, og alle bakker op om projektet.
Banen skal primært benyttes til strandhåndbold for klubbens medlemmer i håndboldafdelingen, men skole, øvrige idrætsforeninger og borgere kan benytte banen til deres aktiviteter.
For at kunne etablere banen, søger foreningen om råderet over et areal, som er angivet på vedhæftede kortmateriale. Ved at opnå en 25-årig råderet, givet det foreningen mulighed for at ansøge fonde.
Folkeoplysningsudvalget blev orienteret om sagen på deres møde den 27. juni 2019, og Sport og Idræt i Svendborg på deres møde den 24. juni 2019.
CETS Distrikt Idræt, som har ansvaret for arealet, har ingen bemærkninger til, at der etableres strandhåndboldbane på arealet.
Banen vil blive placeret i skel mellem 2 kommunale arealer, henholdsvis den matrikel hvor Tved Skole ligger og den matrikel, som benyttes til fritidsaktiviteter. Da der ikke er tale om en bygning, giver dette ikke anledning til problemer.
Der er intet i lokalplan nr. 111.322, der hindrer anlæggelse af strandhåndboldbanen, da området er udlagt til idrætsformål.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Tved Gymnastik- og Idrætsforening er bygherre på projektet og vil via fondsmidler og egne midler finansiere den samlede anlægssum.
De fremtidige driftsudgifter for anlægget afholdes af Tved Gymnastik- og Idrætsforening.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 04-11-2019
Indstilles.
Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 07-11-2019
Indstillingen godkendt.
Afbud fra Jens Erik Laulund Skotte (Liste Ø). Stedfortræder Jesper Kiel (Liste Ø).