Punkt 8 Ollerup Gymnastikforening
Beslutningstema
Ollerup Gymnastikforening søger om permanent forhøjelse af lokaletilskud til lokaleleje på Ollerup Gymnastikhøjskole. Alternativt søges om en forhøjelse af rammen for en 2-årig periode med efterfølgende evaluering af behovet.
Sagsfremstilling
Ollerup Gymnastikforening har senest i 2018 fået en permanent udvidelse af tilskudsrammen til leje af lokaler på Ollerup Gymnastikhøjskole fra 398.000 kr. til 469.000 kr.
Foreningen har tidligere søgt om en større forhøjelse af tilskudsrammen og fik i 2017 en 1-årig bevilling på 548.000 kr.
Bevillingen blev dog reduceret til 469.000 kr. i forbindelse med, at den blev gjort permanent, da foreningen ikke havde udnyttet bevillingen fuldt ud.
Foreningen har begrundet behovet for en øget bevilling med, at Gymnastikhøjskolen har stillet lokaler gratis til rådighed for projekt ”Nye fællesskaber” i projektperioden. Disse aktiviteter bliver fremover et permanent tilbud til medlemmerne og samtidig med, at aktiviteterne sættes i drift, skal der betales lokaleleje.
I 2018 havde foreningen 865 timer inden for tilskudsrammen. Foreningen meddeler, at aktivitetsniveauet p.t. er på 1.048 timer pr. år, og foreningen har planer om en udvidelse på 404,5 timer årligt.
Aktiviteter, som er blevet implementeret efter ”Nye fællesskaber” er startet op, omfatter Styrketræning, Indoor Cycling, Puls og styrke, Bootcamp, CrossGym, Playfit, Yoga, Zumba Fitness, Motionsfloorball, Jumping Fitness og eSport.
Foreningen har særligt fokus på 3 målgrupper, Senioridræt (målgruppe 60+) – Familieidræt (målgruppe – hele familien) samt JuniorKlub+ (målgruppe 4. – 6. klasse).
JuniorKlub+ er ikke en juniorklub, men et tilbud om gymnastik, parkour, sportsaktiviteter, svømning m.m. til aldersgruppen 4. – 6. klasse i samme tidsrum om fredagen, som børnene mandag – torsdag går i juniorklub. Fredag er Juniorklubben lukket.
Antal medl | 2015 | 2016 | 2017 | 2018 |
0 – 12 år | 369 | 347 | 265 | 300 |
13 – 18 år | 63 | 71 | 70 | 60 |
19 – 24 år | 131 | 147 | 131 | 176 |
25 – 59 år | 137 | 134 | 172 | 264 |
60+ år | 55 | 51 | 36 | 45 |
I alt | 755 | 750 | 674 | 845 |
Ollerup Gymnastikforening søger om udvidelse af den økonomiske ramme på 241.288 kr. (fra 469.000 kr. til 710.288 kr.).
Alternativt søges en bevilling for en 2-årig periode sæson 2019-20 og 2020-21 med efterfølgende evaluering af behovet.
Den økonomiske ramme er nettotilskud, dvs. fratrukket foreningens egenbetaling på henholdsvis 60 kr./27,50 kr. pr. time for stor og lille hal.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Det vurderes, at bevillingen kan øges som ansøgt inden for den økonomiske ramme for lokaletilskud.
Beslutning i Folkeoplysningsudvalg den 27-06-2019
Bevilget 241.300 kr. for en 1-årig periode. Derefter evalueres foreningens aktiviteter.
Foreningen anmodes om at dokumentere antal af deltagere på de enkelte hold i den kommende sæson.
Birgit Sørensen var fraværende, som suppleant deltog Karin Olsen
Frank Müller-Bøgh, Peter Bang, Cafer Koyuncu og Herdis Linde Jensen var fraværende.