Punkt 9 Etableringstilskud til Sydfyns Krisecenter
Beslutningstema
Ansøgning fra Sydfyns Krisecenter om etableringstilskud
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At Social- og Sundhedsudvalget tager orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
På Social- og Sundhedsudvalgets møde den 8. maj 2019 blev administrationen bedt om at indhente en klar juridisk vurdering af muligheden for at yde etableringstilskud til Sydfyns Krisecenter og undersøge muligheden for at understøtte driften gennem driftsoverenskomst (3 modeller).
Administrationen har rettet henvendelse til Indenrigsministeriet og bedt om vurdering af, om kommunen kan yde et tilskud til etablering af kvindekrisecenter. Ministeriet har efter konsultation med Børne- og Socialministeriet vurderet, at henvendelsen handler om fortolkning af Serviceloven og derfor henhører under Børne- og Socialministeriet. Børne- og Socialministeriet oplyser, at de ikke har mulighed for at svare inden udvalgets møde.
Administrationen har desuden henvendt sig til tre kommuner og indhentet viden om konkrete modeller for driftsoverenskomst. På den baggrund har administrationen udarbejdet forslag til 3 modeller for driftsoverenskomst.
Administrationen har endvidere beskrevet en proces for evt. beslutning om etablering af kvindekrisecenter med driftsoverenskomst i Svendborg Kommune.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Sagen har ingen økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser.
Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 04-06-2019
Taget til efterretning.
Udvalget ønsker, at der udarbejdes en temabeskrivelse, der om muligt kan medtages til budgetforhandling.
Der var afbud fra Susanne Gustenhoff (Ø). Som suppleant deltog Jens Erik Laulund Skotte (Ø).