Tak for et godt Landsstævne

Tak for magien!

DGI Landsstævne i sommer er forbi. Festen er slut, teltene pakket sammen, gynmnastikgulve og scener kørt i depot og gigantdukkerne fra Fjeren & Rosen er lagt i arkiv. I uge 26 stod Svendborg Kommune på den anden ende da Landsstævnet lagde til kaj og blev til kulminationen på seks års samarbejde med DGI. Det blev en uge med masser af sport, bevægelse, fællesskab, musik- og kulturoplevelser og magiske øjeblikke for borgere, deltagere og gæster. Flere steder i byen og kommunen kunne man ikke undgå at bemærke Landsstævnet, som havde udgangspunkt i Stævnecentrum ved Svendborg Idrætscenter. Der var også gang i byen, havnen, Christiansminde, Ollerup og Tankefuld. Sidstnævnte som campingområdet Camp Tankefuld, hvor 8000 deltagere overnattede i telt eller campingvogn. Også på Tåsinge, i Rødskebølle og Sørup var der aktiviteter, for at ikke at nævne alle indkvarteringsstederne på kommunens skoler.

I alt gæstede 20.743 deltagere vores kommune – her af knap 7000 efter- og højskoleelever, som allerede ankom om mandagen. Efterskoleeleverne skulle forberede deres store shows, som både indeholdt flotte fælleskoreografier, livemusik fra efterskolebandet, spring, løft og konfetti – alt sammen bundet sommer under titlen ”Klodeværk”.
Mandag tog vi også imod 210 seniorer til ”Ollerup-dagene”, som blev indkvarteret i Ollerup på høj- og efterskolen. Herfra stod den på tre dages ”højskoleophold” med aktiviteter, foredrag, fællesspisning morgen og aften, sang og kulturelle indslag hver aften og morgenaktiviteter som yoga og svømning. Aktivitetsprogrammet blev til i samarbejde med naturvejledere fra kommunen, Svendborg Museum og Kultur og Fritid. Hjemmefra havde seniorerne tilmeldt sig aktiviteter og udflugter, fx en tur til Sydlangeland for at se de vilde heste. ”Ollerup-dagene” takkede af torsdag middag, hvor DGI Landsstævne 2022 tog over og officielt startede.

Torsdag: Torsdag startede det officielle landsstævneprogram ved åbningsparaden, hvor 16.000 deltagere bevægede sig fra midtbyen i en stor slange ad Egensevej, Høje Bøge Vej og Skovsbovej ud mod Stævnestadion og det store åbningsshow i dejligt sommervejr med høj sol og let brise. DR transmitterede showet live på DR1 og på scenen var taler fra borgmester Bo Hansen, formand for DGI Charlotte Bach Thomassen og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen. Til at binde det hele sammen var showets vært, Annette Heick. Landsstævnets første aften fortsatte med koncerter på alle byens scener og fest i gaden.

Fredag: På dag to vågnede vi op til regnvejr. Det satte en dæmper på aktiviteterne, hvor blandt andet alle spring ved gymnastikopvisningerne blev udeladt på grund af de glatte gulve. Til trods for regnen var der masser af fællesskab og fede øjeblikke, og i løbet af dagen stoppede det våde vejr, lige i rette tid til premieren på gigantforestillingen Fjeren & Rosen på Frederiksø, hvor BaggårdTeatret som producent formåede at samle og sammensmelte store dele af kommunens kultur- og foreningsliv i den største teateropsætning på Sydfyn nogensinde.

Lørdag: Solen vandt i den gad indpas på Landsstævnets tredje dag. Det blev en perfekt dag og aften med gang i hele byen: fra Christiansminde til Ollerup kunne man opleve masser af idræt, opvisninger og kulturaktiviteter for alle aldre eller tage sig en gratis sejltur med det gode skib Helge M/S. Lørdag aften optrådte det store efterskolehold på 5700 elever med deres sidste show ud af tre, og herfra begyndte festen for alvor med masser af koncerter i hele byen, på havnen og i Stævnecentrum.

Søndag: Alting har en ende, og det havde Landsstævnet i Svendborg også. Søndag formiddag sad 8400 tilskuere klar på lægterne for at sige farvel og gensyn ved det spektakulære Afslutningsshow på Stævnestadion. Med fornemt besøg og tale af statsminister Mette Frederiksen og til tonerne af Carpark North, blev værtskabet officielt overdraget vil Vejle Kommune, som er byder velkommen til Landsstævnet i 2025.

Man siger, at ting er cirkulære. Ting, man tror, er et afsluttet kapitel, kommer tilbage: Trompetbukser, mavebluser – selv energikriser kommer igen! Så mon ikke, at Landsstævnet kommer hjem til Svendborg igen, når tiden er til det. Indtil da siger vi: TAK FOR MAGIEN!
 

Fakta om Landsstævnet

  • 20.743 Deltagere (heraf 5.752 efterskoleelever)
  • VIP’s Besøg af statsministeren og kulturministeren
  • 39 Forskellige idrætter og i alt ca. 400 forskellige aktiviteter
  • 90 Lokale projekter og aktiviteter
  • 50.000 Frivillige timer løftede Landsstævneoplevelsen til nye højder
  • 182.000 Måltider serveret for deltagerne (69.000 morgen, 60.000 frokost, 53.000 aften)
    (Heraf ca. 3.000 allergene menuer og ca. 6.000 vegetar menuer)
  • 16.000 Måltider serveret for leverandører, officials, ansatte mv.
  • 8.000 Sov på camping: 913 campingvogne / 1.672 telte / 3.500 efterskoleelever
  • 8.440 Sov på skoler
  • 870 Vejskilte opsat
  • 1.472Sanitære enheder: 659 toiletter, 312 urinaler, 501 bade

At DGI Landsstævne er en stor gymnastikopvisning, det er en sandhed med modifikationer: Lidt mere end en tredjedel af deltagerne var gymnaster (ekskl. efterskoleelever), men der var også:

1.076 beachvolleyspillere 170 skytter
804 fitnessudøvere 166 landevejsryttere
655 fodboldspillere 151 golfspillere
605 tilmeldte til Ollerup-dagene (senior) 148 kampidrætsudøvere
502 svømmere 146 SUP’ere
475 tilmeldt løb og gang 138 padelspillere
347 petanquespillere 135 Five-a-side-håndboldspillere
224 biathleter 118 tennisspillere
217 floorballspillere 111 deltagere til Hold Hjernen Frisk
215 græshåndboldspillere 69 krolfspillere
215 MTB’ere 67 bordtennisspillere
201 beachhåndboldspillere 33 krocketspillere
200 badmintonspillere 32 basketballspillere
181 kajakroere 11 bowls-spillere
173 tilmeldt dans og musik  

 

Hvor kommer deltagerne fra?

Jylland    73,3 %
Fyn og øerne    16,2 %
Sjælland og Bornholm 10,6 %