Foto: I demenshaven i Bryghuset Svendborg Demensby er der etableret en have, hvor borgere med demens trygt kan færdes. Der er blandt andet en campingvogn, drivhus, høns og kaniner

Svendborg Kommune vinder pris for demenshaven

Billedtekst:

I demenshaven i Bryghuset Svendborg Demensby er der etableret en have, hvor borgere med demens trygt kan færdes. Der er blandt andet en campingvogn, drivhus, høns og kaniner

 

Der var jubel fra delegationen fra Svendborg Kommune, der deltog i Demenstopmøde 2019 i Aarhus tirsdag den 22. oktober.

Svendborg Kommune vandt prisen i kategorien for Demensvenligt bolig og byggeri for etablering af demenshaven i Svendborg Demensby.

 

Formand for Social og Sundhedsudvalget Hanne Klit og projektleder Annette Søby modtog prisen på vegne af Svendborg Kommune. Forebyggelseschef i PenSam Lise Kjoldkær overrakte prisen og sagde i sin begrundelse:

Svendborg Kommune får prisen for et enestående projekt. Havens arkitektur og design er udarbejdet af forskere og baseret på evidensgrundlag. Og haven er med til at understøtte det gode liv for borgere med demens.

 

Til Demenstopmødet blev der uddelt fem priser om demensvenlighed. Svendborg Kommune var nomineret i de tre første kategorier og vandt prisen for Demensvenligt bolig og byggeri.

  • Demensvenligt lokalsamfund
  • Demensvenligt transport
  • Demensvenligt bolig og byggeri
  • Den bedste støtte til pårørende
  • Den bedste demensindsats/aktivitet

 

Formand for Social og Sundhedsudvalget Hanne Klit siger:

Vi kan godt være stolte af at være nomineret i tre ud af fem kategorier ved Demenstopmødet 2019 i Aarhus. Det er en flot anerkendelse af de tilbud, vi har til vores borgere med demens og samtidig en anerkendelse af vores dygtige, dedikerede medarbejdere og ledelse, som hele tiden arbejder på at udvikle Svendborg Kommunes demenstilbud.

At prisen for Demensvenlig bolig og byggeri gik til Svendborg Kommune for Demensbyens have kan vi takke Støtteforeningen og den A. P Møllerske Støttefond for. Støtteforeningen har gennem den A. P Møllerske Støttefond skaffet midler til en helt fantastisk have, som med sin indretning med bl.a. ishus, campingvogn, drivhus, hønsehus og kaniner understøtter det gode liv for borgere med demens.

 

Demenstopmødet er arrangeret af Demensalliancen, der er et samarbejde mellem Ældre Sagen, FOA, PenSam, Dansk Sygeplejeråd og Ergoterapeutforeningen om en fælles vision om et demensvenligt Danmark, hvor ingen er alene med demens.

På demenstopmødet fik deltagerne ny viden, inspiration og netværk i forhold til fortsat at fastholde og forstærke fokus på demens og sammen udpege nye veje mod et demensvenligt Danmark.

 

Kontaktinformation:

  • Formand for Social- og Sundhedsudvalget Hanne Klit - telefon: 24 96 91 41
  • Projektleder Annette Søby - telefon: 24 88 68 55