Logo med tekst: March mod ensomhed 2022

Svendborg Kommune går med i March mod Ensomhed ’22

Svendborg Kommune går med på en del af de 2.000 kilometer, som Patrick Cakirli og følgeskab vandrer gennem 81 kommuner og 5 regioner. March mod Ensomhed vandrer for synlighed på ensomhed, som en af de største helbredsudfordringer på folkesundheden i Danmark. Borgmester Bo Hansen byder marchen velkommen til Svendborg søndag den 28. august kl. 8.00 foran Rådhuset.

- Patrick Cakirli sætter fokus på en vigtig sag, der desværre bliver stadig mere aktuel. Det bakker jeg selvfølgelig op om. Ensomhed er en kompleks problemstilling og ganske alvorligt for dem, der lever med ensomheden. I Svendborg Kommune er der, blandt andet i kraft af det frivillige foreningsliv, mange forskellige og rummelige fællesskaber, der er gode til at række ud og invitere andre med. March mod Ensomhed er med til at minde os alle om, at der er mange i vores samfund, der har brug for at blive hjulpet ud af ensomheden. Jeg håber, at mange har lyst til at gå med, siger Bo Hansen, borgmester i Svendborg Kommune.

Søndag den 28. august starter marchen foran Svendborg Rådhus kl. 8.00, hvor turen går mod Nyborg. Bo Hansen byder velkommen og går med på en del af turen. Alle, der har lyst til at gå med, er velkomne. Konceptet for March mod Ensomhed er nemlig sådan, at Patrick Cakirli ikke må gå, hvis han ikke har følgeskab. På den måde bliver hans vandring symbol på vigtigheden af fællesskab, sammenhængskraft og social ansvarlighed i kampen mod ensomhed.

Når marchen ankommer til Svendborg om lørdagen er Svendborg Kommune vært for en fælles middag, hvor Patrick Cakirli spiser sammen med frivillige fra det frivillige sociale område og følgere af marchen. Her deler Patrick sin personlige historie med March mod Ensomhed.

Patrick udfører March mod Ensomhed hvert år fra uge 32 til og med uge 41 for at sætte nationalt fokus på ensomhed som sundheds- og samfundsudfordring såvel som for at samle ind til March mod Ensomheds Landsindsamling, som i år støtter: RECOVERY BULLS - en idræts- og aktivitetsbaseret nonprofitorganisation, som blandt andet forebygger og afhjælper ensomhed blandt mennesker i udsatte livspositioner.

- I Danmark er ensomhed en af de største trusler mod folkesundheden. Op mod 600.000 voksne, unge og børn føler, oplever og lever med ensomheden. Det skal der handles på. I March mod Ensomhed er vores mission at skabe fokus og synlighed på forskellige udfordringer og problemstillinger, som ensomheden medfører. Vi ønsker derfor at være platform for fællesskaber og mulige løsninger mellem kommune, civilsamfund og menneske. Vores håb er at være medvirkende til at skabe sammenhængskraft og mere nærvær i kampen mod ensomhed i et lokalt og nationalt perspektiv, siger Jannie Vesti Mai, Forperson i March mod Ensomhed.

March mod Ensomhed ’22 udføres i samarbejde med over 45 kommuner, Frivilligcentre & Selvhjælp Danmark, RECOVERY BULLS og Middelfart Sparekasse.

Se mere på Facebook: https://m.facebook.com/marchmodensomhed/

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:

  • Patrick Cakirli, projektleder hos March mod Ensomhed. mobil: 93 30 01 80
  • Bodil Kristensen, brobygger på frivilligområdet i Svendborg Kommune. Mobil: 24 76 00 49