Foto: Demensdag

Smil til mig med demens - Mød op til Demensdagen på Frederiksø 10. maj 2019

Smilet er den korteste vej til nærhed og kontakt. Smil er derfor også omdrejningspunkt for at forstærke det, der allerede vokser og gror i Svendborg Kommune i bestræbelserne på at skabe et demensvenligt samfund - til gavn for os alle.

 

Svendborg Kommune slår i samarbejde med Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark dørene op for Demensdagen 2019 den 10. maj kl. 11-17 i Rundbuehallen på Frederiksø.

 

Et brag af en dag med 1.000 besøgende

Demensdagen forventer ca. 1.000 besøgende, store og små, gamle og unge. Som besøgende vil man møde vidt forskellige aktiviteter og få mulighed for at give alle sanser en oplevelse.

 

Dagen har et omfattende program, som byder på sang og musik med Lasse og Mathilde, Kællingekoret, Fyraftenskoret, Carolinekoret og Thurø kor.

Neurolog Anne Korsgård og Elisabeth Dalsgaard fortæller om dansens betydning og byder op til at få sus i skørterne. Claus Holm laver smagsprøver i en bod med ”mad som hukommelsesbærer” og borgmesteren afslører et kunstværk, der er blevet til i et samarbejde på tværs af dagcentre, skoler og børnehaver i Svendborg Kommune.

 

Der vil være mulighed for at møde og tale med mennesker, der har en demenssygdom, og der er en stand, hvor man igennem Virtuel Reality kan få indblik i, hvordan en demenssygdom kan påvirke ens oplevelser af verden.

Der vil være hunde og heste og en snak om, hvordan dyr kan have betydning for mennesker med demens.

 

På dagen viser vi en bred pallette af aktiviteter til at leve et sundt, sjovt og godt liv - med den afledte effekt, at de både kan forebygge demens - og gøre livet med demens bedre fortæller Karoline Raundahl, Demenskonsulent i Demenscenter Sydfyn

 

Vores arrangement er for alle. Det er for mennesker med en demenssygdom, pårørende, borgere i land og by – ja, for alle os der potentielt kan rammes af et slag i lykken, der ændrer vores liv, som det var, siger Lone Harlev, Projektleder i Folkebevægelsen.

 

Demensdagen er skabt i et stort samarbejde med organisationer, skoler, virksomheder, institutioner, private og frivillige.

 

Så kom og bliv overrasket og få rokket ved din opfattelse af, hvad demens er - Vi kommer nemlig hele vejen rundt. Sæt kryds i kalenderen d. 10. maj – Vi håber på at se så mange som muligt. Tilsammen laver vi et brag af en dag! Opfordrer Karoline Raundahl, Demenskonsulent i Demenscenter Sydfyn.

 

Læs mere om arrangementet her: www.demensvenligtdanmark.dk

 

Kontaktinformation:

  • Karoline Raundahl - mobil: 29657096
  • Silja Kyndbo - mobil: 27610044