Sinne i spidsen for Fremtidsfabrikken

At få skabt en stærkere profil for Fremtidsfabrikken som et samlet tilbud.

Det er det korte budskab fra den nye leder af Fremtidsfabrikken Sinne Wils, efter at hun fra 1. marts satte sig i lederstolen for de to fabrikker på henholdsvis Jessens Mole og Kvægtorvet samt de to projekter, Medstrøm og ShareFifty5.

"Vi skal øge kendskabet til Fabrikkerne og de virksomheder og projekter, som vi huser. Vi har nogle fantastiske og dygtige virksomheder i husene og holdet bag fabrikkerne og de tilhørende projekter arbejder både fuldtids-  og deltids og nogle bare få timer for at skabe et stærkt iværksættermiljø på Sydfyn. Jeg glæder mig over, det engagement alle lægger. Vores EU-socialfondsprojekter Medstrøm samt ShareFifty5 tilbyder kurser for iværksættere og små og mellemstore virksomheder inden for det martime, it samt kreative erhverv. Og det er en virkelig god mulighed for iværksættere at komme med på de kurser", fortæller Sinne Wils.

Hun håber også, at Fremtidsfabrikken bliver et endnu vigtigere aktiv for Svendborg. Så både erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner og andre partnere ser det som en naturlig proces at arbejde sammen med Fremtidsfabrikken.

"Vi har bl.a. planer om et samarbejde med uddannelsesinstitutionerne, da vi tror på, at det vil være til gavn for begge parter", siger Sinne Wils.

Den 37-årige leder af Fremtidsfabrikken har en uddannelse inden for kommunikation. Hun er fynbo, og efter 14 år i København flyttede hun for to år siden tilbage til Svendborg med sin mand og to børn. Hun har tidligere arbejdet bl.a. som leder og konsulent i kommunikationsafdelingen i Fødevarestyrelsen, inden hun blev udviklingskonsulent og senere afdelingsleder i Plan og Erhverv i Svendborg Kommune.

Men nu er fokus rettet mod de mange iværksættere i Fremtidsfabrikken og på samarbejdet på tværs for at skabe et endnu stærkere iværksættermiljø på Sydfyn.