Projekt Edison

Opfinderspirer med klimaet i fokus

Lige knap en fordobling på to år – antallet af elever, der har gode opfinder-evner, er stigende. I hvert fald deltog hele 340 elever fra 6. og 7. klasserne fra henholdsvis Tåsingeskolen, Rantzausminde Skole, Nymarkskolen og Stokkebækskolen i opfinderkonkurrencen Projekt Edison på de to Fremtidsfabrikker i Svendborg.

Dagen blev skudt i gang af Borgmester Bo Hansen, der også afsluttede arrangementet med kåringen af dagens vindere i Rundbuehallen på Frederiksø.

Eleverne deltog i lokalfinalen af opfinderkonkurrencen Projekt Edison. Under det overordnede tema ”Klima - hvordan kan du gøre en forskel?” havde de arbejdet med at udvikle nye og klimavenlige ideer. Fredag den 29/10 var de mødt op på Fremtidsfabrikkerne for at vise og pitche resultaterne af deres opfindsomhed for dommerne. Dommerpanelet, der talte bl.a. politikere og erhvervsfolk, var meget imponeret over de unges kreativitet, opfindsomhed og omtanke.

Ideerne favnede bredt. Lige fra en solcelledrevet bus over CO2 mærkning af varer til en app, der kan skanne indholdet af dit køleskab og derefter komme med bud på mulige retter.

Dog var det ideen om en app, der kan skanne skrald og samtidig sætte pant på de forskellige typer affald, der særligt begejstrede dommerne, som kårede hold 43 fra 7.c på Stokkebækskolen som dagens vindere.

2. pladsen gik til Hold 27 fra 7.C på Rantzausmindeskole, mens 3. pladsen gik til hold 56 fra 7.B på Nymarkskolen. Endelig gik 4. pladsen til hold 24 fra 7.C på Rantzausminde Skole.
Fælles for de andre vindere var bl.a. deres fokus på apps, der kan lette hverdagen – men med klimaet i centrum – og et hold ville have klima på skoleskemaet.

Samarbejdet mellem Fremtidsfabrikkerne og skoleområdet falder i tråd med Svendborg Kommunes overordnede uddannelsespolitik, der har fokus på at styrke kreativ innovation og iværksætteri.

”Det har været en rigtig spændende dag, hvor de mange skoleelever, der har deltaget i Projekt Edison, har beriget os med deres kreative og idérige bud på, hvordan vi alle sammen kan gøre en forskel for klimaet. Deres evner tegner godt for fremtiden”, siger en smilende Henrik Nielsen, formand for Børne- og Ungeudvalget.

De fire vinderhold går videre til Projekt Edison Landsfinalen, der bliver afholdt online torsdag den 25. november 2021, hvor de sammen med elever, studerende, lærere og undervisere fra hele landet skal sætte fokus på innovation og entreprenørskab.

I Svendborg er projektet et samarbejde mellem Energistyrelsen samt Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, Fonden for Entreprenørskab, Svendborg Kommunes skoleområde og Fremtidsfabrikkerne under Erhverv.

Læs mere om Edison-projektet