Badepunkter

Nyt badeflag på kommunens strande

Svendborg Kommune introducerer i år den nye mærkningsordning Badepunkt, som er skræddersyet til de nordiske badeforhold. Det nye flag vil vaje på fem strande fra 1. juni til 15. september.

Hopper du i vandet fra Christiansminde, Lundeborg, Ballen Smørmosen på Thurø og Slotshagen ved Valdemars Slot, vil du i år kunne spotte et hvidt flag med blå bølger i stedet for det velkendte blå flag.

Fra den 1. juni 2023 er den nye mærkningsordning Badepunkt nemlig trådt i kraft på fem af Svendborg Kommunes strande.

Fokus på den gode lokale badeoplevelse

Badepunktordningen er udviklet af Friluftsrådet sammen med de øvrige nordiske lande. Hvor der i den europæiske Blå Flag-ordning, som de fem strande tidligere havde, er fokus på især faciliteter og service, har Badepunkt-ordningen den gode badeoplevelse formet af badestedets lokale karakter i centrum.

Ser du det hvide flag med blå bølger, er det et kvalitetsstempel, der garanterer, at du på badestedet finder:

  • Rent badevand
  • God sikkerhed
  • Adgang til toilet 
  • Mulighed for særlige kultur-, natur- og friluftsoplevelser 

For begge ordninger er høj badevandskvalitet et krav, og badevandet skal altså fortsat leve op til samme høje kvalitet som hidtil.

Kommunen tester løbende vandkvaliteten

Ved alle kommunens strande tages der sommeren igennem løbende prøver af badevandet for at sikre, at det fortsat er lækkert og rent. Resultaterne fra prøverne lægges på kommunens hjemmeside her.

Hvis der opdages forurening, vil kommunen desuden informere pressen og opsætte skilte på den enkelte strand, indtil badevandet er rent igen.

Tjek badevandet hjemmefra

Otte af kommunens badestrande er desuden tilmeldt Badevandsudsigten, som viser risikoen for forurening ved strandene beregnet ud fra kendte overløb med spildevand i havet.

Badevandsudsigten kan tjekkes på computeren eller hentes som en app til telefonen. Find den her

Hvis du vælger at benytte Badevandsudsigten, bør du altid vælge en strand med badepunktmærket. På den måde er du bedst sikret at bade i rent vand.

Strandene, som indgår i Badevandsudsigten, er Christiansminde, Ballen, Lundeborg, Smørmosen på Thurø, Slotshagen ved Valdemars Slot, Vindebyøre, Færgegården og Øreodden.

Vil du med en tur på stranden?

Naturvejlederne fra Svendborg Natur- og Miljøskole afholder i august fire gratis familiearrangementer på kommunens strande. Her kan man opleve alt fra tang i køkkenet og sankning langs strandkanten til livet på det lave vand.

Læs mere om arrangementerne og tilmelding her.