Svendborg dunker en aftale i kurven med Rabbits

Der var smil i hele ansigtet hos både viceborgmester Henrik Nielsen, (C), Svendborg Kommune og direktør Troels Mortensen, Svendborg Rabbits.

Baggrunden for smilet var, at de to mænd satte deres navne på en aftale om samarbejde mellem Svendborg Kommune og Svendborg Rabbits. Det skete forbindelse med Rabbits hjemmekamp mod Værløse BK, som hjemmeholdet vandt 85-77.

Henrik Nielsen lægger ikke skjul på, at aftalen skal være en win-win-situation for begge parter.

- Det er et samarbejde der gavner både Svendborg Kommune og Svendborg Rabbits. Og det viser, at vi fra Svendborg Kommune også bakker op omkring det arbejde, der sker i Svendborg Rabbits og blandt de mange engagerede mennesker i og omkring klubben, siger Henrik Nielsen.

Svendborg Kommune bliver samtidig en del af det store netværk, som er i og omkring Svendborg Rabbits.

- Det er mit håb og forventning, at vi kan blive en aktiv medspiller i forhold til det arbejde, som Svendborg Rabbits står for.  Og fordi Svendborg Rabbits kan spille bolden tilbage, og være med til at samarbejde med Svendborg Kommune på hele det store og vigtige område som vores satsning på idrætsskole-projektet og bevægelse i skoler og daginstitutioner samt på sundhedsområdet er et udtryk for, siger han.

Samme positive toner lyder fra Rabbits-direktør Troels Mortensen.

- Vi er glade for at Svendborg Kommune bliver en del af vores stadig større netværk af samarbejdspartnere. Det viser, at Svendborg Kommune også gerne vil bakke op om det arbejde vi laver i Svendborg Rabbits. Ligesom vi selvfølgelig gerne vil være en god samarbejdspartner i forhold til kommunen, siger Troels Mortensen.

Aftalen mellem de to parter skal genforhandles til sommerferien.