Kæmpe triatlonfestival lander på Fyn

Kæmpe triatlonfestival lander på Fyn

Det internationale triatlonforbund ITU har netop peget på Fyn som vært for Multisport Festival 2018. En event, der udover fire forrygende VM’er fylder øen med festivalstemning en hel uge i sommeren 2018. Med i opløbet var stærke bud fra Japan, Polen og Canada.

Japan og Polen blev overhalet af Danmark og Canada, da ITU skulle afgøre, hvor deres spritnye VM-koncept, Multisport Festival, skal foldes ud. Både det fynske bud fra Danmark og det canadiske bud var så stærke, at ITU på deres generalforsamling i Japan besluttede at tildele dem begge et værtsskab. Danmark i 2018 og Canada i debutåret 2017.

”Multisport Festivallen er en innovativ idé, som giver multisportsatleter mulighed for at konkurrere i flere forskellige VM-konkurrencer. Indtil nu har age group-atleter ofte været nødt til at prioritere et mesterskab frem for et andet. Nu vil de være i stand til at kombinere begge oplevelser i én familievenlig og spektakulær uge. Danmark præsenterede et fremragende bud, og jeg er slet ikke i tvivl om, at de vil afholde en fænomenal festival,” sagde ITU president og IOC medlem Marisol Casado efter tildelingen af værtskaberne.

”Vi glæder os til i samarbejde med Sport Event Denmark, Sport Event Fyn og ikke mindst de fynske triatlonklubber at afholde fire forskellige VM’er på en uge. Det er en fantastisk mulighed for at få vist Danmark og ikke mindst Fyn frem i den internationale TRI-verden,” siger Morten Fenger, direktør Dansk Triatlon Forbund.

Island of Events

Fire fluer med et smæk

Ifølge Sport Event Denmarks direktør Lars Lundov er der god grund til at være stolte:

”Fire fluer med et smæk! Det er en meget stor tillid, det internationale triatlonforbund har udvist Danmark og Fyn ved at tildele os deres nye, ugelange triatlonfestival i 2018 med ikke færre end 4 VM’er og et hav af workshops og seminarer for alle. Det bekræfter, at den danske indsats er i superligaen for internationalt eventarbejde,” siger han.

Næstformand i Sport Event Fyn, Jane Jegind glæder sig over hvervningen af så stor en international sportevent, der på smukkeste vis kan være med til at understrege, at Fyn er ”the island of events”

”Jeg er sikker på, at vi med det fælles fynske samarbejde, hvor vi supplerer hinanden i stedet for at konkurrere, går i den helt rigtige retning. Tiltrækningen af ITU Multisport Festival viser, at vi som ø ofte har flere strenge at spille på end de værtsbyer, vi konkurrerer med rundt om i verden. Det er et rigtigt stærkt signal, vi kan sende, når vi står sammen – også med Sport Event Denmark og Dansk Triatlon Forbund - og kan tilbyde et stærkt organisatorisk fundament for eventen”, siger hun.

Borgmestrene i de tre værtsbyer; Odense, Svendborg og Middelfart er meget tilfredse med frugten af samarbejdet omkring det fælles fynske bud og ser nu frem til at udfolde visionerne med hinanden og samarbejdspartnerne fra Sport Event Denmark og Dansk Triatlon Forbund. A ”Week of Peaks” venter med store VM-resultater, store publikumsoplevelser og sideevents, der involverer såvel deltagere og medrejsende som fynboerne.

 

Glæde hos borgmestrene

”Med havnepladsens spændende byrum kan vi skabe nogle helt unikke rammer om den her festival og samtidig benytte anledningen som afsæt for Fyn til at tage et stort spring mod den absolutte elite, når det kommer til at afholde internationale sportevents”, siger Anker Boye, borgmester i Odense Kommune.

”Det bliver stort, når triatleterne i crossdisciplinen indtager det sydfynske. ITU kommer på ingen måde til at fortryde valget af den fynske model. Der er handling bag ordene i det her samarbejde, og i Svendborg har vi god tradition for massiv folkelig opbakning på gader og stræder, så vi glæder os til at levere et af festivalens mange højdepunkter på stranden i Christiansminde”, siger Svendborgs borgmester Lars Erik Hornemann.

I Middelfart venter Steen Dahlstrøm spændt på at affyre startskuddet til festivalens mest profilerede konkurrence i 4 km svømning, 120 km cykling og 30 km løb:

”Vi er allerede begyndt at se frem til en sommer, hvor det kommer til at summe af liv på marinaen i Middelfart. I år afvikler vi to sejlsports VM’er på to uger og med vores solide eventerfaring i bagagen står vi mere end klar til at sende triatleterne på den lange distance afsted herfra og ud på den smukke fynske rute med kurs mod festivalcenteret på Odense Havn.”

 

Kontakt:

Jane Jegind, næstformand, Sport Event Fyn, tlf. 20 91 10 31
Lars Lundov, direktør Sport Event Denmark, tlf. 40 31 48 55
Morten Fenger, generalsekretær, Dansk Triatlon Forbund, tlf. 21 90 06 00
Anker Boye, borgmester Odense Kommune, tlf. 40 75 33 33
Steen Dahlstrøm, borgmester Middelfart Kommune, tlf. 40 15 18 58
Lars Erik Hornemann, borgmester Svendborg Kommune, tlf. 30 17 51 00