Byrådet bliver demensvenner

Byrådet bliver demensvenner

Mange af os kan blive usikre, når vi står overfor et menneske med demens. Vi bliver bange for at træde nogen over tæerne, at gå for tæt på eller vi er i tvivl om, hvordan vi bedst kan hjælpe.

Det kan være svært at sætte sig ind i de udfordringer, som mennesker med demens står overfor. Derfor oplever mange familier, at de bliver isoleret og misforstået i takt med demenssygdommens udvikling.

Det vil politikerne i Svendborg Kommune gerne være med til at ændre på.

Derfor inviterede de den 27. november to demensven-instruktører til at lære dem om, hvordan man kan gøre en positiv forskel i mødet med et menneske med demens og deres pårørende, og dermed uddanne dem som demensvenner.

På spørgsmålet om, hvorfor byrådet i Svendborg Kommune skal være demensvenner, svarer Anne Katrine Olsen næstformand for Social og Sundhedsudvalget:

”- Vi skal forholde os til demens. Både som politikere og i vores lokalsamfund. Vi har alle et ansvar for at gøre Svendborg Kommune til et sted, hvor mennesker med demens og deres familier mødes med forståelse, respekt og værdighed”

Skal din virksomhed være demensvenlig?

Byrådet opfordrer foreninger og virksomheder i Svendborg Kommune til at følge op og gøre flere arbejdspladser, butikker og foreninger demensvenlige.

Svendborg Kommune har i samarbejde med Alzheimerforeningen og Svendborg Senioridræt uddannet 14 demensven-instruktører, som nu er klar til at udbrede viden om demens, og derved gøre Svendborg Kommune mere demensvenlig.

Ønsker du, din virksomhed eller forening at gøre en forskel for mennesker med demens, er I meget velkommen til at bestille et besøg af en af vores demensven-instruktører.

I vil blive registreret som en demensvenlig virksomhed/forening i Svendborg Kommune og i Alzheimerforeningen, ligesom I vil modtage et bevis på jeres deltagelse.

Besøget varer ca. en time, og det er gratis at deltage.

Ring for yderligere information til Demenskontakten på telefon: 29 65 70 23