Fremtidsfabrikken slår døren op

Fra rutebilstation til kreativt hus. Det er den forvandling som den tidligere rutebilstation på havnen i Svendborg har gennemgået de seneste mange måneder.

Fremtidsfabrikken er navnet på det nye hus med de store åbne vinduespartier ud mod verden.  Fremtidsfabrikken bliver hjemsted for en række mindre iværksætter-virksomheder, der kan leje sig ind. Allerede fra starten er næsten alle 20 fuldtidspladser lejet ud. I midten af november åbner de 24 deltidspladser, hvor iværksættere to vilkårlige dage om ugen kan tage plads i de åbne kontorer.

Det er en god blanding af virksomheder, der har lejet sig i huset med den smukke udsigt udover havnen. Og at det også er kreative folk viser sig i valget af firma-navne som f.eks. Dansk Skybrud Rådgivning, Den Gode Oplevelse, Optimist.nu, Social Plexus, Vid og Sans  og Out of The Box for blot at nævne nogle af dem.

Sammen med åbningen sender Fremtidsfabrikken bogen ”Voksevæk i netværk – den sydfynske model” på gaden. Den fortæller historien om Fremtidsfabrikken Sydfyn og giver et bud på, hvordan den sydfynske model for mikrovirksomheder har udviklet sig.