Foto over Svendborgs tage i morgendis med rygende skorstene og blå himmel

Brev på vej om varmeløsninger til borgere med gas og olie

I hele Danmark er der stort fokus på at udfase brugen af naturgas og olie til at opvarme bygninger. Det gælder også her i Svendborg Kommune, hvor en opdateret varmeplan er på vej og klar i det nye år. Borgere må indtil da nøjes med en overordnet fremtidsudsigt.

Snart får alle borgere med gas og olie i Svendborg Kommune et brev, der giver status og fremtidsudsigter for varmeløsninger i den enkeltes område.

Brevene forventes at blive sendt afsted d. 15.-16. december.

Det skyldes, at regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) tidligere i år i forbindelse med en ny klimaaftale blev enige om, at alle danskere med gasfyr skal have besked om, hvad de kan forvente af muligheder for fjernvarme. Og hvis fjernvarme ikke lader sig gøre, skal borgere have besked om andre mulige opvarmningskilder.

Den besked skal danskerne ifølge klimaaftalen have modtaget fra kommunerne inden årets udgang.

Grundig og realistisk varmeplanlægning tager dog tid. Derfor vil en del borgere ikke allerede nu kunne få så klar en besked om, hvad der skal ske med varmeforsyningen i deres område, som mange ellers kan være blevet stillet i udsigt i for eksempel landsdækkende nyheder om fjernvarmebrevene.

Alle vil dog få information om alternative grønne varmekilder og om støttemuligheder. Det kan blandt andet være om varmepumper og mindre fællesløsninger, eller om, hvordan man bestiller et energitjek af boligen.

Forhindringer for klar besked til alle nu og her

Grunden til, at mange fortsat vil savne en plan for deres eget område er, at hele fjernvarme-puslespillet afhænger af forskellige faktorer, som er uden for kommunernes beslutningsområde:

  • Fjernvarmeværkerne må f.eks. kun udvide til nye områder, hvor det har en ’positiv samfundsøkonomi’. Dvs., at fjernvarmeløsningen er den billigste varmeløsning for samfundet sammenlignet med relevante alternativer, når man blandt andet ser på investeringer, driftsøkonomi og miljøpåvirkning.
  • Derudover skal de eksisterende andelshavere i fjernvarmeværkerne støtte beslutningen om at udvide til nye områder. Beslutningen om fjernvarmeudvidelserne er således ikke noget Svendborg Kommune beslutter alene, men noget, som skal ske i samarbejde med fjernvarmeværkerne.  Vi er derfor løbende i dialog med forsyningsselskaberne om mulighederne for udvidelser.
  • Tilslutning til fjernvarmenettet i et område afhænger selvfølgelig også af, om nok vil tilsluttes.
  • Samtidig er planlægningen afhængig af, at der er arbejdskraft og materialer til rådighed på det rette tidspunkt.

For nogle områder kan der også være behov for ekstra tid, hvis for eksempel elnettet skal udbygges, så der kan tilsluttes store varmepumper til at forsyne de nye fjernvarmeområder. Det kan også være, at der simpelthen mangler en fornuftig placering til de nye fjernvarmeanlæg.

Vi arbejder på sagen – kommunens egentlige varmeplan er på vej

Svendborg Kommune reviderer varmeplanen, så en ny ligger klar i 2023. Her kan der gives en mere troværdig tidshorisont for udsigterne til fjernvarme.

Når et område eksempelvis først er planlagt til fjernvarme, vil det betyde, at borgerne ikke kan opnå tilskud til etablering af individuelle varmepumper. Det er derfor centralt, at kommunens varmeplanlægning er grundig og realistisk – og det tager mere tid, end kommunerne er blevet givet med klimaaftalen.

I alt sender Svendborg Kommune fjorten forskellige typer breve ud, alt efter situationen i de forskellige områder.

Nogle vil få besked om, at der er potentiale for fjernvarme i deres område, men at der pt. ikke er et fjernvarmeselskab, som kan levere fjernvarme til området. Her kan borgerne med fordel tale sammen om lokale fællesløsninger.

Andre igen, at det desværre slet ikke er realistisk i deres område. De borgere vil få rådgivning om, hvordan en anden løsning, fx en varmepumpe, er vejen væk fra gassen.

Fælles for de fleste er, at løsninger uanset hvad kommer til at strække sig nogle år frem i tiden, selvom brevene skal sendes nu.

Hvad sker der så nu?

På baggrund af den reviderede varmeplan i 2023 vil der blive udarbejdet og godkendt fjernvarmeprojekter. Ambitionen er, at fjernvarme, der hvor det er muligt, er helt udrullet i 2028.

Sideløbende arbejder Svendborg Kommune også med andre typer af løsninger for fælles varmeforsyning i mindre målestok. Eksempelvis 'termonet', der kan være relevant i de områder, hvor den traditionelle fjernvarme ikke forventes at komme ud, men hvor individuelle opvarmningsløsninger heller ikke vil være optimale.  

Du kan søge svar på ofte stillede spørgsmål om varmeforsyning og finde tips og rådgivning på Svendborg Kommunes hjemmeside her:

www.svendborg.dk/varmeforsyning