"Klæd dig på til fremtiden" - nye 65-årige informeres om tilbud til seniorer

Svendborg Kommune vil informere og inspirere kommende pensionister

Det er fjerde gang Social og Sundhed i Svendborg Kommune slår dørene op til arrangementet ”Klæd dig på til fremtiden”, hvor ”nye” 65-årige informeres om tilbud til kommunens seniorer.

Til arrangementet præsenteres deltagerne for en bred palette af tilbud og muligheder, der er for seniorer i  Svendborg Kommune. Der er oplæg omkring frivillighed og kulturelle aktiviteter, idrætstilbud for seniorer, den digitale pensionist mm. Eftermiddagen sluttes af med Peter Fabers levende fortælling om sit liv som pensionist.

 

Vi får mange gode og relevante inputs fra tidligere deltagere til arrangementet ”Klæd dig på til fremtiden” og vi gør meget for at tilpasse informationen, så den rammer målgruppen. Men det er vigtigt at gøre sig klart, at målgruppen er vidt forskellig,

siger formand for Social og Sundhedsudvalget Hanne Ringgaard Møller, og fortsætter:

Nogle af deltagerne er stadig på arbejdsmarkedet, nogle har måske været på efterløn i et par år og nogle er nyudklækkede folkepensionister. Når deltagerne er vidt forskellige er det også en udfordring at tilpasse informationen, så den rammer alle. Vi gør meget ud af, at det skal være alsidige oplæg og så opfordrer vi deltagerne til at tage det med hjem, de kan bruge.

Derfor er oplæggene på dagen korte og giver et overordnet billede af tilbud og muligheder. I pausen og efter arrangementet er det muligt at få en snak med oplægsholderne, lige som der er repræsentanter fra Ældre Sagen, Ældrerådet, Seniorværkstederne og Seniorakademiet.

 

Og flere af deltagerne er begejstrede for arrangementet:

Det er en rigtig god ide at invitere os ind til et møde, hvor vi kan få ny viden og inspiration. Selvom jeg har en hverdag, der er godt fyldt op lige nu, får jeg stadig inspiration og en ny mængde viden, som jeg synes er relevant for mig. Jeg forstår faktisk ikke, hvorfor der ikke er flere, der har meldt sig til. Det vil jeg helt klart opfordre til, at man gør, når man modtager invitationen.

 siger Kaj Kruse, der deltog i arrangementet den 14. januar. Og Annette Bovbjerg, der også deltog er enig:

Det er alle tiders og jeg kan helt afgjort bruge den information, jeg har fået i dag. Jeg synes, det er rigtig godt, at kommunen inviterer os til et møde, hvor vi bliver præsenteret for så mange muligheder, som vi er blevet i dag.

 

Borgere der fylder 65 i 1. halvår 2016, vil modtage en invitation til at deltage i et lignende arrangement i august 2016.

For yderligere information kontakt: