Undervisning

4,4 millioner skal højne unges fokus på teknologi og gode ideer

Takket være en bevilling fra Novo Nordisk Fonden kommer cirka 2000 skoleelever i Svendborg Kommune til at prøve kræfter med idéudvikling og samspil med erhvervslivet over de næste fire år. Det sker, når projektet INNO:UNG // Erhvervsudsyn bygger bro mellem udskolingen, erhvervslivet og erhvervsuddannelserne.

Man siger, at fremtiden ligger hos de unge – og de skal helst kunne angribe den innovativt, kreativt og med teknisk forståelse. Med projektet INNO:UNG // Erhvervsudsyn går Svendborg Kommune, sammen med blandt andet erhvervsuddannelserne og erhvervslivet, det et skridt nærmere. De kommende fire år skal alle folkeskoleelever fra kommunens 8.-klasser deltage i en uges undervisning med fokus på innovation, de gode idéer og teknologi. Bag projektet står Skole- og Uddannelsesområdet samt Fremtidsfabrikken og erhvervskontoret i Svendborg Kommune.


Samarbejde på tværs

Selvom udskolingseleverne allerede har naturvidenskab, teknologi, ingeniørvidenskab og matematik (også kaldet STEM-fagene red.) på skoleskemaet, så skal projektet være med til at gøre disse fag mere appetitvækkende hos de unge. I projektugen får eleverne til opgave at komme med en løsning på en konkret problemstilling, som de eller virksomhederne ser, at fremtiden vil byde på. Til at løse opgaven får eleverne mulighed for at udvikle og fremstille prototyper i de lokale MakerSpace eller MakerLab – værksteder på henholdsvis Nymarkskolen og Erhvervsskolen, hvor der kan arbejdes med 3D-print, lasercuttere, kodning og meget mere. Som afslutning på ugen skal eleverne pitche deres idéer og løsninger for virksomhederne. Ved at skabe sammenhæng mellem STEM-fag i udskolingen, den tekniske udførsel af idéer og virksomheders konkrete udfordringer, håber man, at projektet vil skabe mere entusiasme omkring TECH-fagene på erhvervskolerne. Henrik Nielsen, formand for Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget, ser frem til det tværfaglige samarbejde:

-Det glæder mig utrolig meget, at vi har fået denne donation fra Novo Nordisk Fonden. Dét, at vi nu i endnu højere grad kan arbejde tværfagligt mellem Erhverv og Skole- og uddannelsesområdet giver en fantastisk mulighed for vores unge elever, der både kommer til at prøve kræfter med innovation og møder Svendborgs erhvervsliv og erhvervsuddannelserne – og samtidig styrker vi vores STEM-fag, siger Henrik Nielsen.


Fra pilotprojekt til stort kommunalt projekt

INNO:UNG har tidligere været kørt som et pilotprojekt. Med bevillingen fra Novo Nordisk Fonden kan projektet nu udbredes til alle kommunale 8. klasser i Svendborg Kommune de næste fire år. Næstformand i Svendborg Erhvervsråd, Maria G. Erlang Schaumann, glæder sig over, at projektet har fået bevillingen:

-Det er vigtigt for Erhvervsrådet, at Svendborgs unge også får undervisning i dét at tænke ud af boksen og opleve, hvordan man helt konkret kan bruge fx matematik og natur/teknik i et fremtidigt arbejdsliv. Dét at de unge får mulighed for bruge hhv. erhvervsskolernes og skolernes faciliteter til fx at 3D-printe deres idé, håber vi giver flere unge et indblik i de tekniske erhvervsfaglige uddannelser, og det spændende arbejdsliv en sådan uddannelse kan medføre, uddyber Maria G. Erlang Schaumann.

Fakta:

Projektet INNO:UNG // Erhvervsudsyn er blevet støttet med en donation på 4,4 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden. Projektet løber over de næste fire år og målgruppen er 8. klasser i Svendborg Kommune

Projektet er et samarbejde mellem Fremtidsfabrikkerne, erhvervskontoret og Skole- og Uddannelsesområdet med interesse fra SESG, Svendborg Erhvervsråd samt Industrien Sydfyn

Fagene naturvidenskab, teknologi, ingeniørvidenskab og matematik går under en samlet betegnelse STEM-fag (Science, Technology, Engineering og Mathematics)

Novo Nordisk Fonden har bevilliget i alt 4,4 millioner via puljen ”Project grants for strenghtening STEM subjects in vocational education and training – 2022”

Projektet sigter mod at udvikle de unges både kreative og tekniske kompetencer i mødet med erhvervslivet og undervisning i entreprenørskab. Projektet skal i løbet af de fire år bl.a. producere undervisningsmateriale og gøre brug af ”sidemandsoplæring” særligt rettet mod klassens lærer, så projektet gøres bæredygtigt og kan leve videre i skolerne efter projektperioden, der slutter ultimo 2026


For yderligere oplysninger kontakt:

Henrik Nielsen, tlf. 2392 4979
Formand for Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget,

Kathrine Vestergaard Hyttel, tlf. 5128 4140
Skole- og Uddannelseschef

Søren Bach-Hansen, tlf. 3017 5490
Erhvervschef