Mødrehuset

Mødrehuset er en del af Familiecentret.

For at blive tilknyttet Mødrehuset skal barnet og familien visiteres fra Familieafdelingen - det vil sige, at barnet eller den unge og familien skal have særlige behov i et omfang, så de tilhører niveau 3,5-5 i Bekymringsbarometret.

Mødrehusets målgruppe er sårbare unge - enten gravide kvinder eller nybagte mødre/forældre, som har særlige behov for pædagogisk og omsorgsmæssig støtte til at starte livet som forældre.

De fleste bliver visiteret til Mødrehuset umiddelbart efter barnets fødsel. Nogle bliver dog først visiteret, når barnet er nogle måneder gammelt - og nogle få allerede i slutningen af graviditeten.

Alt efter behov får de unge bevilget 1-3 ugentlige dage á 6 timer i Mødrehuset. Vægten bliver lagt i barnets første 3-6 måneder, mens der senere i forløbet ofte kun er tale om én ugentlig fremmødedag.

Samtidig med at de unge kommer i Mødrehuset, får de også besøg i hjemmet af husets medarbejdere, der kan give familierådgivning og familieterapi. Desuden har medarbejderne mulighed for at trække på bistand fra andre sektorer, hvis der er behov for det.

De unges faste fremmøde i Mødrehuset stopper som regel, når barnet er omkring et år. Herefter får de en løsere tilknytning til huset - som oftest indtil barnet er 1-2 år. Det kan være en kombination af sundhedsfaglig bistand og/eller familierådgivning i form af hjemmebesøg eller samtaler i Mødrehuset.

Indsatsen er tværfaglig, og medarbejderne er pædagoger, sundhedsplejersker og småbørnskonsulenter. De har alle terapeutisk efter- og videreuddannelse i kommunikation og psykologiske problematikker hos børn og voksne.

De fysiske rammer er et parcelhus på adressen Byparken 19 B i den nordlige del af Svendborg med det hverdagsudstyr, som spædbørn og deres nybagte forældre har brug for.

Mødrehuset er et ambulant dagtilbud i henhold til Servicelovens § 52.