Holdleder til nyttejob

MT - Teknisk service-rep af dørhåndtag

Til vores samarbejdsaftale med Borger og Arbejdsmarked i Svendborg Kommune søger vi en engageret og ansvarlig holdleder, der vil være med til at gøre en forskel for borgere i aktiveringsforløb gennem nyttejob. Som holdleder vil du få en vigtig rolle i at koordinere, motivere og støtte deltagerne i deres opgaver samt, at daglige aktiviteter bliver gennemført på en effektiv og respektfuld måde.

Vi har et tæt samarbejde med Borger og Arbejdsmarked, og der henvises pt. 45 borgere til nytteindsatsen i Ejendomsservice i Center for Ejendomme og Teknisk Service (CETS).

Med base på den kommunale ejendom Bodøvej 18 i Svendborg skal du i tæt samspil med en række aktører sørge for at beskæftige de personer, som sendes i nyttejob. Der er udarbejdet en liste med en række godkendte arbejdsopgaver på tværs i kommunen. Der er alene tale om samfundsnyttige opgaver i kommunalt regi.

Du får en god mulighed for at præge området i et tæt og koordinerende samspil med din nærmeste kollega samt ledere og medarbejdere i kommunen. Du vil også få et tæt samspil med Borger og Arbejdsmarked og skal kunne håndtere mindre administrative opgaver på enkel og smidig vis.

Om jobbet
Som holdleder vil dine primære opgaver være:

  • At lede og motivere deltagere i nyttejobforløb.
  • Planlægge og fordele arbejdsopgaver, f.eks. inden for vedligeholdelse og grønne områder.
  • Sikre, at opgaverne udføres i overensstemmelse med gældende standarder og sikkerhedskrav.
  • Være en støtte og rollemodel for deltagerne og fremme et positivt arbejdsmiljø.
  • Rapportere til projektleder eller koordinator om fremdrift og eventuelle udfordringer.

Vi søger en person, der:

  • Har relevant faglig viden og erfaring indenfor området.
  • Har gode kommunikationsevner og kan motivere mennesker med forskellige baggrunde.
  • Er praktisk anlagt og har sans for organisering og struktur.
  • Har forståelse for målgruppen og en empatisk tilgang til arbejdet.
  • Har erfaring med brug af relevante IT-systemer
  • Kan stille krav til de ledige om fremmøde og arbejdets udførelse
  • Kan guide og vejlede
  • Kan begå dig på alle niveauer i organisationen
  • Er rollemodel og løser opgaverne via en motiverende ledelsesstil
  • Har et positivt livssyn, humor og en konstruktiv tilgang til opgaverne
  • Har overblik, arbejder fokuseret og kan sætte mål
  • Har alm. kørekort
  • Ser muligheder frem for begrænsninger og kan arbejde selvstændigt
  • Er i stand til at skabe et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø
  • Er indstillet på løbende kompetenceudvikling i form af uddannelse/kurser

Det vil være en fordel, hvis du har en håndværksmæssig baggrund, men det er ikke en betingelse. Herudover vil det være en fordel, hvis du har erfaring med beskæftigelse på særlige vilkår.

Vi tilbyder:

  • Et meningsfuldt arbejde, hvor du gør en forskel for mennesker og lokalsamfundet.
  • Et engageret og støttende team.
  • Gode muligheder for faglig og personlig udvikling.

Om os:
Du kommer til at referere til distriktslederen for Distrikt 5 i Ejendomsservice, og du indgår i den almindelige opgavevaretagelse i distriktet, når der er brug for det. Der er 38 medarbejdere i Distrikt 5, som drifter og vedligeholder 4 skoler, 14 dagtilbud og en række andre kommunale ejendomme

Center for Ejendomme og Teknisk Service arbejder selvfølgelig overordnet efter Svendborg Kommunes værdisæt. Herudover lægger vi vægt på ordentlighed, god dialog, rettidig omhu og ansvar og kompetence til den enkelte.

Om Svendborg Kommune
Svendborg Kommune er i vores øjne en arbejdsplads af en helt perfekt størrelse. Vi er små nok til at være tæt på hinanden i et varmt uhøjtideligt fællesskab med korte kommandoveje og uden skjulte dagsordner. Og vi er store nok til at have god plads til ambitioner, høj faglighed og rige muligheder for udvikling.

Vi holder af hverdagen og insisterer på, at det skal være rart at gå på arbejde. Vi har travlt, men ikke for travlt til at hjælpe hinanden.

Vores værdier findes ikke kun på papiret, vi bruger dem faktisk som kompas hver dag. Vi møder hinanden i øjenhøjde, i dialog og med tillid, og sammen skaber vi en tryg ramme, hvor vi alle kan løse vores opgaver selvstændigt, fleksibelt og ansvarligt.

Løn og ansættelse
Fuldtidsstilling med tiltrædelse den 1. februar 2025 eller snarest muligt. Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst.

Hvis du ønsker yderligere information om stillingen, er du velkommen til at kontakte distriktsleder Torben Birkholm på telefon 29 16 12 74.

Ansøgningsfristen er den 24. december 2024, og samtaler forventes afholdt i uge 2 eller 3, 2025.

HR Afdelingen indhenter straffeattest samt børneattest på de ansøgere, der bliver ansat. Det er en forudsætning for ansættelsen, at straffeattesten og børneattesten er tilfredsstillende i forhold til stillingen. Vurderingen foretages af Juridisk Kontor i samarbejde med direktøren for Miljø og Teknik.

Svendborg Kommune har røgfri arbejdstid. Vi ønsker, at røgfri arbejdstid skal bidrage til et sundt arbejdsmiljø for alle medarbejdere.

Velkommen til Svendborg - Øhavets hovedstad!
Svendborg har en suveræn beliggenhed midt i den skønneste natur, på kanten af det Sydfynske Øhav og med en mini-metropol, der byder på det hele. Vi tøver ikke, når vi med stolthed kalder Svendborg for Fyns kulturhovedstad. Vi har en charmerende bymidte og livlig handelsby med teatre og museer samt et rigt foreningsliv. Vores dagtilbud og folkeskoler er i top og med særligt fokus på bevægelse og sport, og vi har flere videregående uddannelser, som snart samles i et attraktivt uddannelsesmiljø ved havnen. Svendborg er placeret midt i landet med en halv time til Odense og under to timer til København og Århus. Svendborg er med sine knap 60.000 indbyggere Fyns andenstørste kommune.

Søg jobbet nu