Socialrådgiver/sagsbehandler til fast stilling i Ungeteamet samt socialrådgiver/sagsbehandler til vikariat i Handicapteamet i Socialafdelingen Myndighed

Da en af vores gode kolleger har fået anden stilling i afdelingen, søger vi en myndigheds-sagsbehandler i Ungeteamet pr. 1. juli 2020 eller snarest derefter. Stillingen er fast og på fuld tid.

Samtidigt søger vi en barselsvikar til Handicapteamet med tiltræden d. 1. august 2020 eller snarest derefter. Vikariatet løber minimum 6 måneder med mulighed for forlængelse.

Vi tilbyder en spændende arbejdsplads med kolleger, der tager stort ansvar både for det faglige og det sociale, og som sætter stor pris på godt humør og en positiv tilgang til hverdagens udfordringer.
Vores målgruppe i Ungeteamet er psykiatri, handicap og misbrug i forhold til unge borgere under 30 år.
Vores målgruppe i Handicapteamet er voksne handicappede over 30 år samt handicappede fra det 18. år, der har fået tilkendt førtidspension.

Team Unge består af 4 faste medarbejdere og Team Handicap består af 6 faste medarbejdere i en afdeling med ca. 30 ansatte.  

Vi søger til begge stillinger en engageret kollega, som vil være med til at videreudvikle et godt fagligt team, hvor myndighedsfunktionen og den rehabiliterende tilgang er i centrum.
Arbejdsområdet som myndighedssagsbehandler vil dække bl.a. råd og vejledning samt støtte, primært inden for servicelovens voksenparagraffer, særligt §§ 108/107, 103/104, 85.
Vi anvender Voksenudredningsmetoden (VUM) og benytter fagsystemet Nexus.

Vi ønsker derfor en kollega, som
  • Er uddannet socialrådgiver
  • Gerne har erfaring med psykiatri
  • Gerne har erfaring med myndighedssagsbehandling
  • Gerne har erfaring med Voksenudredningsmetoden (VUM)
  • Gerne kendskab til overgangsarbejdet ung til voksen.
  • Har en stærk faglighed med gennemslagskraft
  • Er stabil, fleksibel og personlig robust
  • Kan opstille tydelige mål for indsatsen og arbejde med dokumentation af effekten
  • Evner at opbygge stærke samarbejdsrelationer til interne og eksterne samarbejdspartnere
  • Evner at indgå engageret og anerkendende i pårørendesamarbejdet.
     
Du er en ansvarsbevidst og serviceorienteret person, der kan samarbejde på alle niveauer. Du kan arbejde selvstændigt og trives med en bred kontakt til borgere, kolleger og samarbejdspartner i en travl hverdag.

Løn og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst.
Stillingen i Ungeteamet er på fuld tid og til besættelse pr. 1. juli 2020 eller hurtigst muligt derefter. Arbejdsstedet er A P Møllers Vej 37 i Svendborg.

Stillingen i Handicapteamet er et fuldtidsvikariat af foreløbig 6 måneders varighed og til besættelse pr. 1. august 2020 eller snarest muligt derefter. Arbejdsstedet er Svinget 14 i Svendborg.
 
For begge stillinger skal der fremvises en privat straffeattest ved ansættelse.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 22. maj 2020.