Byggesagsbehandlere til Byg og BBR

Byggesagsbehandlere til Byg og BBR

Svendborg Kommune søger to nye byggesagsbehandlere til Byg og BBR.

Vil du vil være med til at gøre en forskel for borgere og erhvervsliv i Svendborg Kommune, så vil vi rigtig gerne høre fra dig!

Det går stærkt i Svendborg. Vi har travlt i byggesagsafdelingen og søger derfor to dygtige og serviceorienterede byggesagsbehandlere til administration af bygge- og planloven, både på erhvervs- og boligområdet. Stillingerne ønskes besat hurtigst muligt.

Hvad får du?
Du får ansvaret for dine egne sager, og du kommer til at arbejde med byggesagsbehandling i bred forstand. Du løser alle dele af sagen, der har med byggeloven, planloven og øvrige relaterede lovgivninger at gøre – med god sparring fra dine kolleger.
 
Vi vil gøre en forskel for vores borgere og erhvervsliv. Derfor løser vi opgaverne i dialog med ansøgerne, ligesom vi arbejder tæt sammen med vore kolleger i de øvrige afdelinger, for på den måde at sikre helhed i opgaveløsningen. Det er afgørende, at borgere og virksomheder oplever, at de får en god behandling hos os. Vi arbejder værdibaseret med fokus på helhed i opgaveløsningen, borgeren i centrum, læring og udvikling, samt trivsel.
Vi tilbyder dig et fagligt udfordrende, travlt, humørfyldt og engageret miljø, hvor ikke to dage er ens. Du bliver en del af afdelingen Byg og BBR, som består af 20 medarbejdere, der varetager alle former for byggesager, udstykningssager og landzonesager.
 
Blandt dine arbejdsopgaver vil være byggesager, fortrinsvis henholdsvis erhvervs- og boligbyggeri, plansagsbehandling, straksafklaring, dialogmøder, tilsyn på byggesager, sagsfremstillinger til det politiske udvalg og meget mere.

Hvad får vi?
Som udgangspunkt forestiller vi os, at du har en relevant uddannelse, måske arkitekt, ingeniør, konstruktør, byggetekniker eller lignende, men din baggrund er ikke afgørende. Det afgørende er, at du kan indgå i et stærkt fagligt team og evner at samarbejde og finde løsninger med stor vægt på at levere en høj service. Vi forventer, at du løbende udvikler din faglighed inden for byggesagsbehandling, hvad enten du har erfaring eller er nyuddannet. 

Jobbet kræver, at du kan tale med mennesker i mange forskellige situationer og sætte dig i deres sted, så vi leverer den bedst mulige service i mange forskellige situationer. Det er en egenskab, som vi vægter meget højt. I den forbindelse er det nødvendigt med gode kommunikative evner – både på skrift og i tale.

Vi lægger også vægt på, at du har drive, og at du tager ansvar og skaber resultater gennem en løsningsorienteret tilgang. Derudover er det vigtigt, at du er en holdspiller og besidder systematik og disciplin i opgaveløsningen.

Læs mere om Svendborg Kommune på www.svendborg.dk

Tiltrædelse
Hurtigst muligt.

Ansættelsesvilkår
Vi tilbyder en fuldtidsstilling. Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst. Der er mulighed for at forhandle individuel kvalifikationsløn.

Yderligere information
Hvis du ønsker yderligere information, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Rasmus Vium Fristed på tlf. 21 67 43 75.

Ansøgningsproces
Ansøgningsfrist: Onsdag den 20. februar 2019
Samtaler forventes afholdt den 25. -27. februar 2019.