Attraktiv stilling indenfor GIS og data

  • Har du helt styr på hvad der ligger bag ved forkortelserne GIS, IOT og SQL?
  • Brænder du for analyseopgaver, drift og udvikling, databaser og geografiske fagsystemer?
  • Har du teknisk flair og er god til at finde løsninger - og kan du samtidig formidle dem?
  • Har du blik for detaljen - og kan du se det store billede?
  • Kort sagt, har du kompetencer og lyst til at arbejde med GIS og data i en kommunal kontekst?
Så er her chancen for at blive GIS-konsulent i et dedikeret team på 6 personer, der alle har høje ambitioner og brænder for arbejdet med data og digitalisering!

Vi søger en dygtig GIS-konsulent til at tage hånd om den daglige drift på dataområdet, (geo)dataanalyser til organisationen og håndtering af tekniske setups og dataflows.
Det er en nyoprettet fuldtidsstilling, som skal imødekomme den voksende efterspørgsel på anvendelse af data i hele organisationen.

Dine vigtigste opgaver
  • Drift og vedligehold af Svendborg Kommunes dataplatform
  • Optimering af SQLdatabaser og dataflow imellem forskellige platforme
  • Opsætning og drift af KortInfo
  • Bundne statslige opgaver indenfor GIS- og Dataområdet
  • Dataudtræk, registrering og analyser bl.a. ind i større projekter som Landsstævne 2021 og Kommuneplan 2021
  • Indgå i understøttelse af organisationen i dens GIS- og dataanvendelse
  • Udstilling og modellering af data
  • Support, undervisning og sidemandsoplæring til brugerne

Din profil
For at trives og få succes i stillingen, er det vigtigt, at du arbejder selvstændigt og struktureret og at du sætter en ære i at sikre kvaliteten og validiteten af vores data. Du forventes at have en relevant uddannelsesmæssig baggrund, samt en solid viden og erfaring med GIS og data. Derudover er det en fordel, hvis du har erfaring med at arbejde i en politisk styret organisation.

Vi forestiller os at du:
  • Har en teknisk baggrund, f.eks. teknisk designer, geoinformatiker og/eller relevant erhvervserfaring indenfor GIS- og data-området
  • Besidder indgående kendskab til GIS (gerne QGIS, MapInfo og Kortinfo) og Databaser
  • Har gode kvalifikationer indenfor SQL, FME og dataarkitektur
  • Har gode kommunikative evner – både verbale, skriftlige og kartografiske
  • Formår at tænke i overordnede sammenhænge samtidig med, at du har fokus på detalje og kvalitet
  • Er initiativrig, opsøgende og samtidig god til at indgå i forskellige samarbejdsprojekter
  • Er udadvendt, åben, tillidsfuld, og først og fremmest nysgerrig på området

Vi tilbyder
Du vil blive en del af Stab for Økonomi, IT, og Digitalisering på kommunaldirektørens område i afdelingen IT, Data og Digitalisering. Stabens kerneopgave er at understøtte og påvirke fagområderne, så de kan løse deres kerneopgave - at levere velfærd, der skaber værdi for borgeren.

Den fysiske placering er Rådhuset, Svendborg Kommune, hvor du vil sidde i et team med 5 kollegaer indenfor data og digitalisering - heraf 2 personer allokeret til dataområdet. Vores primære dataplatform er MS SQL og vi arbejder i MapInfo og QGIS, mens fagområderne hovedsaligt anvender KortInfo. Vi fokuserer på at bringe data i spil og sikre en effektiv digital forvaltning og vores Datakøreplan understøtter et effektivt, tværgående og bedre arbejde med data.

Derudover tilbydes du:
  • Fleksible arbejdstider med frihed under ansvar
  • En funktion i et område i rivende udvikling, som du selv vil kunne påvirke
  • Samarbejde med engagerede og dygtige kolleger
  • En stilling i en værdibaseret organisation, der arbejder ud fra helhed i opgaveløsningen
  • Et miljø, hvor læring og udvikling er i højsæde, og trivsel og godt arbejdsmiljø tages seriøst

Ansættelsesvilkår
Stillingen som GIS-konsulent er en fast stilling på fuld tid.
Tiltrædelse d. 1. april 2020.
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst. Der vil være mulighed for forhandling af individuel kvalifikationsløn.
Tjenestestedet er Rådhuset i Svendborg, Ramsherred 5, 5700 Svendborg.

Ansøgningsfrist er den d. 25. februar 2020, kl. 12.00
Samtaler forventes afholdt d. 27. februar 2020.

Ønsker du yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Ulrik Hasselstrøm på tlf. 91801080 eller GIS-konsulent Berit Jonstrup på tlf. 51545830.

Velkommen til Svendborg - øhavets hovedstad!
Svendborg har en suveræn beliggenhed midt i den skønneste natur, på kanten af det Sydfynske Øhav og med en mini-metropol, der byder på det hele. Vi tøver ikke, når vi med stolthed kalder Svendborg for Fyns kulturhovedstad. Vi har en charmerende bymidte og livlig handelsby med teatre og museer, rigt foreningsliv, samt folkeskoler i top og med særligt fokus på bevægelse og sport. Svendborg er placeret midt i landet med en halv time til Odense og under to timer til København og Århus. Svendborg er med sine godt 58.000 indbyggere Fyns andenstørste kommune.