Kultur- og Fritidsudvalget
Deltagere
+Punkt 1 Godkendelse af dagsorden
+Beslutningstema
Godkendelse af dagsorden.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 18-06-2020
Godkendt.
Steen Tinning (B) var fraværende. Som suppleant deltog Hanne Ringgaard Møller (B)
Punkt 2 Budget 2021 - temaer Kultur- og Fritidsudvalget
+Beslutningstema
Fortsat drøftelse af temaer til budget 2021 samt eventuel fremsendelse til de politiske drøftelser.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At udvalget beslutter, hvilke temaer der skal indgå i budget 2021, samt drøfter forslag til finansiering af eventuelle udgifter forbundet med temaerne.
- At udvalget drøfter, hvorvidt der er temaer, der fremsendes til Økonomiudvalget.
Sagsfremstilling
I henhold til budgetprocessen for 2021 har udvalget i foråret drøftet egne temaer/indsatser og eventuelle særlige udfordringer. På udvalgsmøderne i juni beslutter fagudvalget, hvilke forslag, der skal arbejdes videre med indenfor udvalgets område herunder forslag til finansiering.
Såfremt udvalget vurderer, at der er forslag, der skal indgå i budgetforhandlingerne, fremsender udvalget forslagene til Økonomiudvalget inklusiv forslag til finansiering af eventuelle udgifter.
Følgende driftstemaer er behandlet på udvalgets tidligere møder:
- Genindførelse af søndagsåbent på Svendborg Bibliotek i vinterhalvåret
(udmøntet besparelse i budget 2019)
- Udviklingsprojekt Ribers Gaard
- Fynsk laboratorium for ung kunst
- Maritim kulturarv på havnen
- Fortsættelse af Egnsteateraftalen – refusionsudfordring
- Styrkelse af ungeinvolveringen i Svendborg Kommune
Anlægstemaer, som er indkommet via facilitetsprocessen, hvor foreninger og andre har mulighed for at indsende ansøgninger om faciliteter til politisk behandling, er behandlet på tværgående møde den 15. juni mellem Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Erhvervsudvalget. Her var foreningerne indbudt til en kort præsentation af deres projekt. Der er indkommet 11 ansøgninger om etablering af faciliteter. Der vedhæftes udtalelser fra Haludvalget, Folkeoplysningsudvalget og SIS.
Kultur- og fritidsudvalget behandler på denne baggrund følgende projekter og fremsender eventuelt temaer til budgetbehandlingen ledsaget af eventuel prioritering samt udvalgets bemærkninger samt udtalelser fra de øvrige udvalg:
- Trailcenter Svendborg – Outdoorfacilitet
- Svendborg Tennisklub – anlæg af padelbaner
- Sydfyns squash Club – digitalt center ved Rantzausminde Skole
- Svendborg Idrætscenter - anlæg og drift af ny træningshal
- Svendborg Petanqueklub – udvidelser af baner ved Møllergade
- Rantzausminde Havbadeforening – ny sauna på Rantzausminde Havn
- Kom og Dans Svendborg – etablering af dansegulv på Lilletorv
- Svendborg Sund Sejlklub – faciliteter Strandgården Rantzausminde
- Skeifa Svendborg - Etablering af opvarmningsbane i Svendborg Vest.
- Egebjerg Fodbold – fodboldbane ved Vester Skerningehallen
- Thurø Ridelaug – etablering af ridesti
Beslutning i Haludvalget den 12-03-2020
Haludvalget har alene forholdt sig til ansøgninger, der vedrører Haludvalgets ressortområde:
Ansøgningen fra Sydfyns Squash Club anbefales under forudsætning af, at der i givet fald tilføres de nødvendige driftsmidler.
Ansøgningen fra Svendborg Idrætshal anbefales under forudsætning af, at der i givet fald tilføres de nødvendige driftsmidler.
Beslutning fra Sport og Idræt i Svendborg den 25-05-2020
Vedhæftet som bilag.
Beslutning fra Folkeoplysningsudvalget den 08-06.20
Vedhæftet som bilag.
I forbindelse med drøftelse af budget 2021 vedlægges desuden opdaterede nøgletal for serviceområderne. Nøgletallene med udgangspunkt i budget 2020, var tidligere vedlagt til fagudvalgenes møder i marts. De er nu tilgængelige med udgangspunkt i regnskab 2019 og vedlægges derfor. På side 14 er de nøgletal, som er særligt relevante i forhold til Kultur og Fritid.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Fremgår af temabeskrivelserne.
Jævnfør budgetproceduren ledsages udgifter til temaer af tilsvarende finansieringsforslag indenfor udvalgets driftsramme eller ved omprioritering af anlægsbudgettet.
Lovgrundlag
Den kommunale styrelseslov.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 18-06-2020
Udvalget fremsender de vedlagte drifts- og anlægstemaer til budgetdrøftelserne.
Steen Tinning (B) var fraværende. Som suppleant deltog Hanne Ringgaard Møller (B)
Punkt 3 Finansiering i 2021 og frem af Silverrudder
+Beslutningstema
Finansiering i 2021 og overslagsår vedrørende Silverrudder – Challenge of the Sea.
Indstilling
Direktionen indstiller til beslutning i Økonomiudvalget,
- At finansiering af Silverrudder – Challenge of the Sea på 60.000 kr. årligt sker ved budgetomplacering fra Puljen til Synliggørelse af Kulturhistoriske værdier fra 2021.
Sagsfremstilling
Silverrudder – Challenge of the Sea
I budget 2020 blev det i budgetforliget besluttet fremover at bevilge 60.000 kr. til afvikling af Silverrudder – Challenge of the Sea. Tilskuddet gives tiI betaling af kajpladser. I 2020 er udgiften til kajpladser finansieret af Puljen til synliggørelse af Kulturhistoriske værdier, som er en anlægspulje.
Kultur- og Fritidsudvalget skal jf. budgetforliget finansiere udgiften fra 2021.
Puljen til Synliggørelse af Kulturhistoriske værdier har tidligere været disponeret til Kulturkanon og ekstraordinært tilskud til Ribers Gaard.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Finansiering vil kunne ske indenfor det afsatte budget til Synliggørelse af Kulturhistoriske værdier.
Lovgrundlag
Den kommunale styrelseslov.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 18-06-2020
Indstillingen blev godkendt.
Steen Tinning (B) var fraværende. Som suppleant deltog Hanne Ringgaard Møller (B)
Beslutning i Økonomiudvalget den 23-06-2020
Godkendt.
Afbud fra Dorthe Ullemose (O).
Punkt 4 Råderetsaftale med Rantzausminde Havbadeforening
+Beslutningstema
Tilsagn om råderetsaftale med Rantzausminde Havbadeforening for et areal på Rantzausminde Havn til opførelse af saunabygning.
Indstilling
Direktionen indstiller til Teknik- og Erhvervsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget til endelig godkendelse i Byrådet,
- at der indgås en 25 årig råderetsaftale med Rantzausminde Havbadeforening for et areal på Rantzausminde Havn til opførelse af en saunabygning.
- at Administrationen bemyndiges på Byrådets vegne til at indgå en råderetsaftale
Sagsfremstilling
Rantzausminde Havbadeforening ønsker at etablere en permanent saunabygning inkl. omklædning på et areal på Rantzausminde Lystbådehavn.
Rantzausminde Havbadeforening blev stiftet i 2015 med det formål at give lokalbefolkningen og gæstesejlere mulighed for at bade på den østlige side af Rantzausminde Lystbådehavn. Foreningen tæller i dag 75 medlemmer, og der forventes et øget antal medlemmer, såfremt faciliteterne forbedre.
Foreningen fik i 2017 en 3-årig tilladelse til opstilling af en tøndesauna på arealet. Da tilladelsen til den midlertidige sauna udløber, ønsker foreningen nu at få stillet et areal til rådighed til etablering af en permanent saunabygning.
Saunabygningen skal opføres som to sammenbyggede fiskerhytter, der placeres vinkelret på den eksisterende række af hytter. Dette vil give en naturlig udvidelse af det hyggelige og æstetiske fiskermiljø.
Rantzausminde Lystbådehavn har fået en forhåndsgodkendelse af placering fra Byg, Natur og Miljø i Svendborg Kommune, og ansøger derfor om at få råderet over det konkrete areal, således der gives mulighed for at ansøge fonde til finansiering af saunabygningen.
Brugerudvalget for Rantzausminde Lystbådehavn bakker op om opførelse af saunabygningen.
Folkeoplysningsudvalget er orienteret om sagen på mødet den 8. juni 2020.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Rantzausminde Havbadeforening har opstillet et budget, hvor den samlede anlægssum er 308.000 k r. + eget arbejde til 31.000 kr.
Foreningen vil finansiere saunabygningen for egne midler og fondsmidler, og har også søgt Svendborg Kommune om 75.000 kr. i forbindelse med facilitetsprocessen målrettet idræts- og bevægelsesområdet, ligesom foreningen selv foretager og finansierer den løbende vedligehold.
Beslutning i Folkeoplysningsudvalg den 08-06-2020
Orienteringen taget til efterretning.
Lars Erik Hornemann (V) og Anne Katrine Olsen (A) var fraværende.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 18-06-2020
Indstillingen blev godkendt.
Steen Tinning (B) var fraværende. Som suppleant deltog Hanne Ringgaard Møller (B)
Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 18-06-2020
Indstillingen godkendt og fremsendes til Byrådets endelige vedtagelse.
Afbud fra Jens Erik Laulund Skotte (liste Ø), Stedfortræder Jesper Kiel (liste Ø).
Beslutning i Økonomiudvalget den 23-06-2020
Indstilles.
Afbud fra Dorthe Ullemose (O).
Punkt 5 Godkendelse af den selvejende institution SFB Huset
+Beslutningstema
Godkendelse af vedtægter for den selvejende institution SFB-Huset samt optagelse i Haludvalget
Indstilling
Direktionen indstiller til Teknik- og Erhvervsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget til endelig godkendelse i Byrådet,
- at vedtægterne for den selvejende institution SFB-Huset godkendes
- at SFB-Huset optages som medlem af Haludvalget, når institutionen er i drift
Sagsfremstilling
Den nyoprettede selvejende institution SFB-Huset fremsender vedtægter for institutionen med henblik på godkendelse samt optagelse i Haludvalget i Svendborg Kommune.
SFB-Huset er en del af udvidelsen af Svendborg Idrætscenter, og forventes at stå klar maj måned 2021.
Med SFB-Huset får fodboldklubben SFB en ny og moderne klubfacilitet på 877 m2, indeholdende omklædningsrum, klublokaler og mødefaciliteter.
Faciliteten vil også kunne benyttes af andre folkeoplysende foreninger.
SFB-Huset bidrager dermed til at skabe et mangfoldigt idrætsmiljø i centret sammen med de øvrige kommunale og selvejende institutioner under Svendborg Idrætscenter, ligesom den indgår i samdriften med de øvrige institutioner på stedet i forhold til teknisk service, rengøring og tilsyn.
Haludvalget optager jf. dennes vedtægt med Byrådets godkendelse alle institutioner, som drives helt eller delvis for offentlige midler og hvis anlæg anvendes til idrætsformål, og hvis brugerne er medlem af Sport og Idræt i Svendborg. Alle kriterier er opfyldt.
Haludvalget er på dets møde den 12. marts 2020 orienteret om optagelsen af ny institution i udvalget, og anbefaler, at den selvejende institution SFB-Huset optages som medlem i Haludvalget med tilhørende økonomi, således den ikke belaster drifts- og anlægsøkonomien for de øvrige institutioner.
Lovgrundlag
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 18-06-2020
Indstillingen blev godkendt.
Steen Tinning (B) var fraværende. Som suppleant deltog Hanne Ringgaard Møller (B)
Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 18-06-2020
Indstillingen godkendt og fremsendes til Byrådets endelige vedtagelse.
Afbud fra Jens Erik Laulund Skotte (liste Ø), Stedfortræder Jesper Kiel (liste Ø).
Beslutning i Økonomiudvalget den 23-06-2020
Indstilles.
Afbud fra Dorthe Ullemose (O).
Punkt 6 Forslag vedr. forsamlingshusene i Svendborg Kommune
+Beslutningstema
Forslag til beslutning om hjælpepakke til forsamlingshusene i Svendborg Kommune
Indstilling
Søren Kongegaard foreslår følgende godkendes:
- Kultur- og Fritidsudvalget beder Lokaludvalget om at dække udgifter på 490.000kr, som forsamlingshusene har haft/mistet i forbindelse med Corona.
- Kultur- og Fritidsudvalget er opmærksom på, at det for forsamlingshusene kun er 1. del, idet spørgeskemaundersøgelsen kun dækkede perioden 9/3 – 8/6 2020.
- For at dække over de kommende tab for husene vil Kultur- og Fritidsudvalget (udover midlerne fra lokaludvalget) i direkte støtte frigives de resterende midler fra renoveringspuljen og arrangementspuljen (uden krav om arrangementer og renovering.)
- Midlerne fordeles løbende frem til 31/12-20 af forsamlingshusenes forretningsudvalg
Sagsfremstilling
Søren Kongegaard (A) fremsender følgende forslag til finansiering af hjælpepakke til forsamlingshusene.
På Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 07.05.20 besluttedes under punkt 7, konsekvenser af COVID-19:
Kultur- og Fritidsudvalget følger nøje resultaterne af den analyse af konsekvenserne for Forsamlingshusene, som Forsamlingshusudvalget og administrationen har igangsat. Udvalget anmoder administration om at udarbejde en sag til politisk behandling med henblik på at understøtte eventuelle tab som følge af Coronavirus, når resultaterne kendes, efter forsamlingshusenes svarfrist er udløbet den 15/5 2020.
På baggrund af følgende beslutning og analysen af konsekvenserne for forsamlingshusene, stiller Socialdemokratiet derfor følgende forslag:
- Kultur- og Fritidsudvalget beder Lokaludvalget om at dække udgifter på 490.000kr, som forsamlingshusene har haft/mistet i forbindelse med Corona.
- Kultur- og Fritidsudvalget er opmærksom på, at det for forsamlingshusene kun er 1. del, idet spørgeskemaundersøgelsen kun dækkede perioden 9/3 – 8/6 2020.
- For at dække over de kommende tab for husene vil Kultur- og Fritidsudvalget (udover midlerne fra lokaludvalget) i direkte støtte frigives de resterende midler fra renoveringspuljen og arrangementspuljen (uden krav om arrangementer og renovering.)
- Midlerne fordeles løbende frem til 31/12-20 af forsamlingshusenes forretningsudvalg.
Vores forsamlingshuse er det største aktiv i lokalsamfundet - og vi anser det som en yderst vigtig prioritering for udvalget for lokalområder, at bidrage til husenes fortsatte eksistens.
Med disse midler ønsker vi at holde hånden under vores lokalområder og vores forsamlingshuse, samt sikre, at kommunens 20 forsamlingshuse ikke står med et stort økonomisk efterslæb.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 18-06-2020
B og V begærer sagen i Byrådet.
Steen Tinning (B) var fraværende. Som suppleant deltog Hanne Ringgaard Møller (B)
Punkt 7 Forsamlingshusene og Covid-19
+Beslutningstema
Drøftelse af muligheden for støtte til forsamlingshusene i den nuværende coronakrise.
Indstilling
Direktionen indstiller:
- At udvalget drøfter muligheden for støtte til forsamlingshusene.
Sagsfremstilling
Forsamlingshusene har som følge af COVID-19 mistet lejeindtægter, hvilket betyder manglende økonomi til bl.a. de faste driftsudgifter.
Et fåtal af husene har så stor en økonomi, at de kan benytte statens hjælpepakke.
Forsamlingshusudvalget har gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt husene, for at få et overblik over de konkrete økonomiske konsekvenser.
Forsamlingshusudvalgets forretningsudvalg har på møde den 2. juni 2020 vurderet, at der for perioden 9/3 – 8/6 2020 vil være et behov for en hjælpepakke i størrelsesorden 490.000 kr. til dækning af mistet lejeindtægt og mulighed for midlertidig likviditetsmæssig understøttelse af enkelte huse i forhold til flyttede lejemål.
Forretningsudvalget kan ikke umiddelbart pege på finansiering og søger derfor politisk hjælp til løsning af problematikken.
Udvalget foreslår dog, at såfremt udvalgets renoveringspulje, ved årsskiftet ikke er opbrugt, kan restbudget anvendes som del af hjælpepakken.
Forretningsudvalget anmoder om, at hjælpepakken bevilges som en pulje, der administreres af udvalget efter kriterier, der er godkendt af Kultur- og Fritidsudvalget.
Forretningsudvalget gør opmærksom på, at såfremt samfundet ikke åbnes for større forsamlinger, vil der opstå yderligere behov for hjælpepakke i efteråret 2020.
Forsamlingshusudvalget sendte, før resultatet af spørgeskemaundersøgelsen forelå, en ansøgning til Lokaludvalget om en puljen på 1 mio. kr. til kompensation for indtægtsnedgang for forsamlingshusene.
Ansøgningen er behandlet i Lokaludvalget den 9. juni 2020.
Forsamlingshusområdet henhører under Kultur- og Fritidsudvalgets portefølje, hvorfor ansøgning om hjælpepakke besluttes eller indstilles herfra.
Beslutning i Lokaludvalget den 09-06-2020
Lokaludvalget ønsker at understøtte forsamlingshusene med 200.000 kr. fra Lokaludvalgets årlige pulje i 2020 til Borgerbudgetter og Potentialeplaner (pulje på 1.3 mio. kr.)
Dorthe Ullemose (DF) ønsker, at det fulde ansøgte beløb fra forsamlingshusene på 490.000 kr. bevilges fra Lokaludvalgets årlige pulje i 2020 til Borgerbudgetter og Potentialeplaner (pulje på 1.3 mio. kr.)
Jens Erik Laulund Skotte (Ø) var fraværende.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen.
Lovgrundlag
Kommunalfuldmagten.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 18-06-2020
.B og V begærer sagen i Byrådet.
Steen Tinning (B) var fraværende. Som suppleant deltog Hanne Ringgaard Møller (B)
Punkt 8 Eventuel tilbagebetaling af kontingent til elever i Svendborg Musikskole
+Beslutningstema
B. Beslutning
Eventuel tilbagebetaling af kontingent for elever i Svendborg Musikskole.
Indstilling
Direktionen indstiller
- At der ikke sker tilbagebetaling af forældrebetaling for elever i musikskolen som følge af regeringens tiltag mod COVID-19, da undervisningen i perioden i vid udstrækning har været gennemført som online undervisningstilbud.
Sagsfremstilling
Kommunernes Landsforening har forespurgt Kulturministeriet, hvorvidt kommunerne er forpligtet til at tilbagebetale opkrævet kontingent til musikskolen for perioden, hvor skolen har været lukket som følge af regeringens tiltag mod COVID-19.
Kulturministeren meddeler, at der ikke foreligger love og regler, der forpligter kommunerne til at tilbagebetale forældrebetaling for perioden, hvor skolen har været lukket på grund af COVID-19, men opfordrer samtidig til, at kommunerne understøtter musik- og kulturskolernes fortsatte virke i videst muligt omfang i denne ekstraordinære situation og så forældrene undgår at betale for en ydelse, de ikke modtager.
På baggrund af svaret konkluderer KL, at med ministeriets tilbagemelding vil kommunernes eventuelle udgifter vedr. tilbagebetaling af opkrævninger på musikskoleområdet formentlig ikke være dækket af KL´s aftale med regeringen omkring kommunernes udgifter vedr. COVID-19.
Svendborg Musikskole har fra dag ét i nedlukningsperioden satset på at udvikle online undervisningstilbud med henblik på at bevare kontakten og relationen med eleverne. Tilbuddet strækker sig fra personlig direkte undervisning via skype eller lignende til kollektiv undervisning til eksempelvis dagtilbud og hold af yngre elever via Facebook og YouTube. Dette er lykkedes for ca. 90% af eleverne.
Dog oplyser musikskolen, at der er stor forskel på indholdet og udbyttet af den digitale undervisning. Soloelever har haft størst udbytte, hvorimod online undervisning af 0. og 1. klasses hold har fungeret mindre godt.
Musikskolen har kun modtaget få henvendelser fra forældre om eventuelt tilbagebetaling af opkrævet kontingent.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Den økonomiske konsekvens af fuld tilbagebetaling i 11 uger udgør ca. 600.000 kr.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 18-06-2020
Indstillingen blev godkendt.
Steen Tinning (B) var fraværende. Som suppleant deltog Hanne Ringgaard Møller (B)
Punkt 9 Udmøntning af puljen til kulturaktiviteter i relation til Landsstævnet
+Beslutningstema
B. Beslutning
Godkendelse af ansøgningskriterier og proces for puljen til kulturaktiviteter under Landsstævnet
Indstilling
Direktionen indstiller, at
- Ansøgningskriterier og proces godkendes
Sagsfremstilling
I det vedtagne budgetforlig for 2020 blev der afsat 500.000 kr. i 2020 og 1.000.000 kr. i 2021 ekstra til Kulturpuljen til understøttelse af lokale kulturaktiviteter under DGI Landsstævne 2021.
Det foreslås, at kriterierne følger de gældende kriterier for Kulturpuljen, suppleret med krav om at; 1) aktiviteten afholdes under DGI Landsstævne 2021 (1. - 4. juli 2021) og/eller 2) at aktiviteten har en direkte kobling til Landsstævnet.
Det foreslås, at der åbnes for to ansøgningsrunder med ansøgningsfrist 1. oktober 2020 og 1. marts 2021.
Midlerne for 2020 er disponeret til projektet ”Fjeren og Rosen”, hvilket betyder, at begge ansøgningsrunder vil være med disposition fra de i 2021 afsatte 1 mio. kr.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Midlerne er afsat ifm. budgetforliget for 2020.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 18-06-2020
Indstillingen blev godkendt.
Steen Tinning (B) var fraværende. Som suppleant deltog Hanne Ringgaard Møller (B)
Punkt 10 Projekt LYS.MUR
+Beslutningstema
B.Beslutning
Ansøgning fra Stine Kähler Madsen om tilskud på 20.000 kr. til projektet LYS.MUR – en midlertidig pop-up udstilling på gavle i Møllergade samt parkeringspladsen på Bycentret.
Indstilling
Direktionen indstiller, at
- Udvalget træffer beslutning i sagen.
Sagsfremstilling
LYS.MUR afvikles i perioden august til og med september 2020 på tre lokationer i Svendborg, hver torsdag aften kl. 20. Oprindeligt skulle det have været på gavl-muren ved Hulgade, men er flyttet pga. trafiksikkerheden.
LYS.MUR er en pop-udstilling med det formål at give byens borgere mulighed for at opleve samtidskunst sammen, men på afstand. Det handler om at skabe rum og plads til nye blikke, tanker og ideer, og samtidig gøre adgangen let og tilgængelig for alle i en svær tid. Med projektet er det ønsket at give taletid til samtidskunstnere, som særligt i denne tid mangler offentlige, tilgængelige vægge og åbne udstillingsrum.
Ansøger anfører endvidere, at et af projektets formål også er at gøre borgerne opmærksomme på samtidskunstens væsentlighed og berettigelse og skabe en samtale om kunsten i Svendborg og mulighederne for kunst i det offentlige rum i byen.
Projektet skabes i et samarbejde med den kunstnerdrevne udstillingsplatform Radar Contemporary og 8 udvalgte kunstnere. Udgiftsbudgettet er på 55.250 kr., der foruden nærværende ansøgning søges dækket ind ved tilskud fra Statens Kunstfond og Liv i min by puljen.
Afdelingens bemærkninger
Der er ikke umiddelbare lignende ansøgninger at henvise til, men det er givet, at samtidskunstens muligheder i Svendborg ved flere lejligheder nævnes som et område, der kunne fremmes betydeligt. Ansøger henviser bl.a. til den kunststrategi fra 2017, der blev lavet som en del af Liv i min by projektet. Det er administrationens vurdering, at LYS.MUR projektet støtter op om denne kunststrategi. Et eventuelt tilskud bør gives under forudsætning af, at der opnås tilskud fra Statens Kunstfond som ansøgt. Det bemærkes, at Liv i min by puljen ikke er at betragte som en kommunal pulje
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Eventuel bevilling vil være at afholde af Kulturpuljen, hvor der pr. 2. juni 2020 er et ikke disponeret beløb på 104.000 kr.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 18-06-2020
Udvalget bevilgede et tilskud på 20.000 kr. af kulturpuljen under forudsætning af, at der opnås tilskud fra Statens Kunstfond som ansøgt.
Steen Tinning (B) var fraværende. Som suppleant deltog Hanne Ringgaard Møller (B)
Punkt 11 Svendborg Kirkegårde
+Beslutningstema
B.Beslutning
Ansøgning fra Svendborg Kirkegårde om tilskud på 100.000 kr. til gennemførelse af kirkegårdsspillet august 2021.
Indstilling
Direktionen indstiller, at
- Ansøgningen udsættes til behandling, når Byrådet har vedtaget budget 2021.
Sagsfremstilling
Forestillingen i 2021 vil være den sidste i rækken af kirkegårdsspil, der er gennemført siden 2003 under overskriften ”Livet der var engang”. Kirkegårdsspillene er lokalhistorie serveret på en charmerende og lidt utraditionel måde. Historierne skrives og kædes sammen af Marianne Kjær fra Svendborg Fritidsteater og aktørerne er en blanding af skuespillere fra Svendborg Fritidsteater og frivillige fra byen, der finder det spændende at deltage i opførelsen af de historiske fortællinger.
Budgettet for 2021 forestillingen ”Livets park og dødens have” er på 220.000 kr., der søges dækket ind ved fondsbevillinger og tilskud samt forventet entré og cafésalg.
Afdelingens bemærkninger
Erhvervs-, Beskæftigelses- og Kulturudvalget har tidligere støttet kirkegårdsspillene med en underskudsgaranti, senest i 2016 en underskudsgaranti på 20.000 kr. Kirkegårdsspillene har ikke søgt siden da.
Almindeligvis behandles ikke ansøgninger til Kulturpuljen, før Byrådet har vedtaget det pågældende års budget. Der ses ikke umiddelbart udgifter i budgettet, der vil være at afholde i 2020.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
En eventuel bevilling vil skulle afholdes af Kulturpuljen 2021.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 18-06-2020
Indstillingen blev godkendt.
Steen Tinning (B) var fraværende. Som suppleant deltog Hanne Ringgaard Møller (B)
Punkt 12 Kulturpuljen 2020
+Beslutningstema
B.Beslutning
Oversigt over bevillinger fra Kulturpuljen til arrangementer, der er flyttet til 2021 grundet COVID 19.
Indstilling
Direktionen indstiller, at
- Sagen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Udvalget efterspurgte på sidste møde et overblik over, hvilke arrangementer med bevilget tilskud i 2020, der flyttes til 2021 grundet COVID 19.
Administrationen er for nuværende bekendt med tre arrangementer for et samlet bevillingsbeløb på 210.000 kr., der er flyttet til afholdelse i 2021. De enkelte arrangementer og bevillingen hertil fremgår af oversigten over Kulturpuljen 2020.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Det forventede mindreforbrug i 2020 på 210.000 kr. vil blive overført til 2021.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 18-06-2020
Sagen taget til efterretning.
Steen Tinning (B) var fraværende. Som suppleant deltog Hanne Ringgaard Møller (B)
Punkt 13 Status på konsekvenserne af Coronavirus/COVID-19
+Beslutningstema
Orientering om status på konsekvenserne af Coronavirus/COVID-19.
Indstilling
Direktionen indstiller, at
- Orienteringen tages til efterretning
Sagsfremstilling
Danmark er midt i gradvis genåbning af samfundet efter den store nedlukning ifm. Coronavirus/COVID-19. Det betyder, at det i stigende grad bliver muligt for kultur- og fritidslivet at udbyde aktiviteter. Der er dog forsat en række restriktioner og krav til de aktiviteter, der gennemføres, ligesom der fortsat er enkelte nedlukninger og et forsamlingsforbud, der vanskeliggøre større aktiviteter.
Lokalt er Svendborg Kommune, Sydfyns Elforsynings Almennyttige Fond (SEAF) og SvendborgEvent gået sammen om ”Genstart Svendborg”, der har til formål at støtte arrangementer og aktiviteter, der kan skabe liv og omsætningen i kommunen sommeren over.
Opdateret statusnotat er vedlagt som bilag.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen.
Midlerne til Genstart Svendborg blev bevilget på Økonomiudvalgets møde den 19. maj 2020.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 18-06-2020
Sagen taget til efterretning.
Steen Tinning (B) var fraværende. Som suppleant deltog Hanne Ringgaard Møller (B)
Punkt 14 Status for de 6 kulturspor
+Beslutningstema
Orientering
Status for kultursporene.
Indstilling
Direktionen indstiller, at
- Sagen tages til efterretning
Sagsfremstilling
Med udgangspunkt i milepælsplanen vil der på mødet blive givet en status på de enkelte spor.
Endvidere henvises til vedlagte to kortlægninger af henholdsvis faciliteter og af tilbud og samarbejder i Den åbne skole.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
P.t. kendte afledte udgifter er rejst som budgettemaer 2021.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 18-06-2020
Sagen taget til efterretning.
Steen Tinning (B) var fraværende. Som suppleant deltog Hanne Ringgaard Møller (B)
Punkt 15 Orientering om Landsstævne 2021
+Beslutningstema
Orientering
Orientering om det forberedende arbejde med Landsstævne 2021
Indstilling
Direktionen indstiller:
- At orienteringen tages til efterretning.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 18-06-2020
Sagen taget til efterretning.
Steen Tinning (B) var fraværende. Som suppleant deltog Hanne Ringgaard Møller (B)
Punkt 16 Meddelelser og orientering
+Beslutningstema
Orientering
Meddelelser og orientering til udvalget.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Udvalgsformanden:
- Orientering om bevilling af underskudsgaranti på 30.000 kr. til Rytmisk Råstof – drive in koncert 16. maj 2020 ved Idrætscentret. Hele garantien er kommet til udbetaling.
Udvalgsmedlemmer:
Direktøren:
- Budgetopfølgning pr. maj 2020
- Europæisk Hovedstad 2031
- Prisfest 2020
- Afvikling af fotokonkurrence på facebook
- Pulje til sommeraktiviteter for Børn og Unge
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 18-06-2020
Taget til efterretning.
Steen Tinning (B) var fraværende. Som suppleant deltog Hanne Ringgaard Møller (B)
Punkt 17 Projekt Puls, væsner og natur
+Beslutningstema
B: Beslutning
Ansøgning fra Nanna Grønbech Petersen om tilskud på 55.000 kr. til afholdelse af en række kulturarrangementer i Work2gether, Tinghuset under overskriften Puls,væsner og natur.
Indstilling
Direktionen indstiller, at
- Udvalget træffer beslutning i sagen.
Sagsfremstilling
Arrangementerne vil finde sted i perioden juni til begyndelsen af efteråret 2020 fordelt på en løbende udstilling samt minikoncerter og oplæsninger i cafeen på en række fredage i tidsrummet 15-17. Formålet er at skabe en række kulturbegivenheder, som forener kunstarterne maleri, musik og litteratur via temaet ”Puls, væsner og natur” og derigennem formidle nutidig sydfynsk kunst på tværs af genrer på inkluderende og levendegørende vis. Formålet er desuden at styrke og understøtte Svendborgs kulturliv og vise byen som en kulturelt forankret by samt medvirke til, at Svendborg bliver mere attraktiv for såvel lokale som turister og potentielle. Arrangementerne afholdes i et samarbejde med Work2gether og litteraturtidsskriftet uDKAnt og de optrædende er lokale kunstnere.
Budgettet er på 55.000 kr. til dækning af honorarer og PR. Der er ingen form for indtægter, da der ikke tages entré, ligesom der ikke er søgt tilskud andre steder. Forud for nærværende ansøgning til Kulturpuljen var der søgt tilskud ved Genstart Svendborg puljen. Ansøgningen hertil blev ikke imødekommet.
Afdelingens bemærkninger
Work2gether er et privatejet kontorfællesskab, der huser en lang række virksomheder. Husets café beskriver de som byens nye arbejdscafé. Cafeen er åben for alle, uanset om det er for at arbejde, nyde en kop kaffe eller andet. Ønsket er, at arbejdscaféen bliver et sted, hvor folk netværker på kryds og tværs. At det bliver et sted, hvor folk bliver introduceret for nye mennesker med helt andre fagligheder. At nye spændende samarbejder opstår over en god kop kaffe. Caféen er støttet af LAG-Fonden.
Arrangementer i caféen vil kunne støttes med kommunale midler, men udvalget kan med fordel drøfte udvalgets holdning til, at der ingen yderligere medfinansiering er på arrangementerne.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Eventuel bevilling vil være at afholde af Kulturpuljen.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 18-06-2020
Udvalget bevilgede et tilskud på 20.000 kr. af Kulturpuljen.
Steen Tinning (B) var fraværende. Som suppleant deltog Hanne Ringgaard Møller (B)