Kultur- og Fritidsudvalget
Deltagere
+Punkt 1 Godkendelse af dagsorden
+Beslutningstema
Godkendelse af dagsorden.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 06-05-2019
Godkendt.
Punkt 2 Budget 2020 - Kultur- og Fritidsudvalget
+Beslutningstema
Drøftelse af temaer til budget 2020
Indstilling
Direktionen indstiller, at
- Udvalget drøfter temaer til budget 2020
Sagsfremstilling
På Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 1. april 2019 blev der drøftet temaer til budget 2020.
Der har desuden kørt en særskilt proces i foråret, hvor foreninger, borgere og øvrige interessenter kunne søge Svendborg Kommune om tilskud til projekter i en koordineret sagsgang, som har været til udtalelse i Haludvalget, Folkeoplysningsudvalget og Sport og Idræt i Svendborg (SIS). Temabeskrivelserne er ligeledes vedlagt som bilag. Der er gjort opmærksom på, at der ikke er afsat midler til realisering af nye projekter. Processen skal ses som et led i at skabe lige vilkår for alle projekter.
Følgende anlægstemaer vedlægges som bilag:
- Ubetjent hovedbibliotek
- Anlægsprojekter til Idræt og bevægelse:
- Bokseklubben Rollo: Udendørs træningsanlæg ved Midtbyhallen
- Lunde SG & I (Skytteafdeling): Ombygning af geværskydebane til pistolbane
- Thurø Ridelaug: Etablering af naturridestier på Thurø
- Svendborg Idrætshal, Vester Skerninge Tennisklub, Tåsinge Tennisklub og Svendborg Tennisklub: Varme i idrætshallen og indretning af klubmiljøer
- Egense/Rantzausminde Idrætsforening: Anlæg af nye omklædningsfaciliteter i Rantzausminde Hallen
- FDF Svendborg: Tilskud til byggemodning ifm. anlæg af klubhus
- FDF Tåsinge: Tilskud til byggemodning, Vindeby
Følgende driftstemaer vedlægges:
- Budgettema Ribers Gaard
- Fritidspas
- Social og sundhed: Unge og social sårbarhed
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Jævnfør budgetproceduren for 2020 ledsages merudgifter afledt af temaer af tilsvarende finansieringsforslag indenfor udvalgets budgetramme.
Lovgrundlag
Den kommunale styrelseslov.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 06-05-2019
Drøftet.
Punkt 3 Budgetopfølgning 1. kvartal 2019 - Kultur- og Fritidsudvalget
+Beslutningstema
B: Beslutningssag
Budgetopfølgning 1. kvartal
Indstilling
Direktionen indstiller at
- Budgetopfølgningen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Der foreligger budgetopfølgning for 1. kvartal for Kultur- og Fritidsudvalget.
Samlet viser opfølgningen et forventet regnskab på 79,1 mio. kr., der holdt op mod korr. budget betyder balance.
På Økonomiudvalgets møde den 19. marts, blev det besluttet at lægge den negative overførselspulje for 2019 under hvert fagudvalg. For Kultur- og Fritidsudvalget udgør andelen 2,3 mio. kr., som er opgjort på baggrund af overførsler til 2019. Fra regnskab 2018 er der tillige overført 0,4 mio. kr. vedr. negativ pulje 2018.
Det betyder, at udvalget samlet set skal præstere mindreforbrug, der som minimum svarer til 2,7 mio. kr., hvilket er tilfældet i skønnet pr. marts.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen
Lovgrundlag
Den Kommunale Styrelseslov.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 06-05-2019
Taget til efterretning.
Punkt 4 Naturama - samdriftsaftale mellem Kerteminde og Svendborg kommuner
+Beslutningstema
B: Beslutningssag
Naturama fremsender udkast til fornyelse af samdriftsaftalen mellem Kerteminde Kommune og Svendborg Kommune om det statsanerkendte museum Naturama for perioden 1. januar 2019 til 31. december 2022.
Indstilling
Direktionen indstiller, at
- Udvalget godkender samdriftsaftalen.
Sagsfremstilling
Svendborg Kommune og Kerteminde Kommune har siden 2013 haft en samdriftsaftale om Naturama med det formål at etablere en stærk Fynsk naturvidenskabelig attraktion. Det er målet, at det samdrevne museum skal være et nationalt førende videns- og oplevelsesmuseum, der formidler forståelse af naturens verden, samt varetager og understøtter forskning, talentudvikling og undervisning i naturvidenskab.
Samdriftsaftalen regulerer ikke Svendborg Kommunes forventninger til Naturama som kulturinstitution i Svendborg Kommune. Dette vil fremgå af en samarbejdsaftale mellem Naturama og Svendborg Kommune på linje med de aftaler, der indgås med de øvrige kulturinstitutioner.
Kultur- og Fritidsudvalget i Kerteminde Kommune har godkendt fornyelsen af samdriftsaftalen og fremsendt den til Svendborg Kommune, underskrevet af borgmesteren.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Samdriftsaftalen med Kerteminde Kommune har ingen økonomiske konsekvenser for Svendborg Kommunes tilskud til Naturama, der i 2019 og budgetoverslagsårene udgør netto 3.674.162 kr.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 06-05-2019
Indstillingen godkendt.
Punkt 5 Demokratifestival 2019
+Beslutningstema
B:Beslutningssag
Ansøgning fra de fire frie skoler i Ollerup: Gymnastikhøjskolen, Den Frie Lærerskole, Ollerup Efterskole og Ollerup Friskole om en underskudsgaranti på 50.000 kr. til dækning af eventuelt underskud i forbindelse med gennemførelse af årets grundlovsarrangement den 5. juni 2019 på Ollerup Gymnastikhøjskole.
Indstilling
Direktionen indstiller, at
- der bevilges en underskudsgaranti på op til 50.000 kr. til det ansøgte formål. Beløbet afholdes af De frie Kulturmidler.
Sagsfremstilling
De frie skoler i Ollerup har siden 2015 oparbejdet en tradition for at fejre grundloven og hele demokratiets kerne ved at invitere til deltagende og debatterende arrangementer om det danske demokrati og den danske grundlov.
Formålet med Demokratifestivalen er at skabe en større bevidsthed om de muligheder og udfordringer, vores demokrati i dag står over for. Via kunst, kreativitet, bevægelse, foredrag, fortællinger og ikke mindst dialog i form af en lang række forskelligartede samværs- og samtaleformer er det målet, at skabe et indholdsrigt og nyskabende nærvær mellem medborgere -børn, unge, voksne og gamle.
Demokratifestivalen afvikles i 2019 som et grundlovsarrangement den 5. juni, med en stor og folkelige fejring af Grundlovsdagen med taler, workshops, optræden og aktiviteter. Som noget nyt er der i år lavet en særskilt ungedag for elever i Svendborg Kommunes 8. klasser. Denne dag foregår den 28. maj 2019.
Det endelige program for demokratifestivallen foreligger endnu ikke, men der er indgået aftaler om følgende indslag ved demokratifestival 2019:
- Grundlovstalere: Margrethe Vestager (Konkurrencekommissær i EU), Uffe Elbæk (Alternativet) samt Mette Frederiksen (Socialdemokratiet)
- Musikalsk underholdning for hele familien, hvor der arbejdes på et navn kendt af de fleste børn fra DR Ramasjang
- Der forhandles pt. med en kunstner indenfor stand-up / skuespil, der kan levere en humoristisk vinkel på samfundet
Budgettet for arrangementet er på 283.300 kr., hvoraf de væsentligst poster er: skolernes arbejdskraft mv. 65.500 kr., lyd-og lysanlæg 24.000 kr., varekøb 48.000 kr., PR 30.000 kr. og udgifter til oplægsholder og musisk underholdning på 40.000 kr.
Budgettet søges dækket ind ved sponsorstøtte på 125.000 kr., salg af mad og drikke 100.000 kr. og skolernes egenbetaling på 58.300 kr. Der tages ikke entré.
Administrationens bemærkninger
Svendborg Kommune har gennem en del år støttet grundlovsarrangementet, senest i 2018 med en underskudsgaranti på 50.000 kr., der kom til udbetaling.
Ansøgningen opfylder de generelle krav for tilskud fra De frie Kulturmidler og understøtter kulturløftets indsatsområder.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Der er pr. 23. april 2019 et ikke disponeret beløb på De frie Kulturmidler på 360.784 kr.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 06-05-2019
Indstillingen godkendt.
Punkt 6 Svendborg Dage med Brecht 2020
+Beslutningstema
Ansøgning fra foreningen Svendborg Dage med Brecht om tilskud på 125.000 kr. til realisering af Svendborg Dage med Brecht den 15. - 23. februar 2020.
Indstilling
Direktionen indstiller, at
- Der bevilges en underskudsgaranti på 75.000 kr. til det ansøgte formål. Da arrangementet afvikles i 2020 afholdes beløbet af De Frie Kulturmidler 2020.
Sagsfremstilling
Svendborg Dage med Brecht har været afholdt 5 gange siden 2012, i starten hvert år, nu hvert andet år. Det er en uges festival med kultur – skæv, politisk, filosofisk og musikalsk – inspireret af Bertolt Brechts liv. Svendborg Dage med Brecht skabes altid i et fællesskab mellem kulturinstitutioner og enkeltpersoner, der frivilligt har engageret sig i foreningen bag festivalen. Arrangementsstederne er spredt i hele kommunen. I 2020 er temaet: HÅB.
Formålet med festivalen er at styrke samarbejdet mellem kulturinstitutionerne og skabe en fælles uge med internationale kultur på tværs af genrer. Kulturarrangørerne kan dermed dele hinandens publikum og tiltrække folk til byen. Festivalen er også en ramme om samskabelse for unge og ældre og en måde at levendegøre vores kulturarv.
Festivalens budget er på 331.830 kr., hvoraf de væsentligste poster er: kunstnerhonorar 77.000 kr., løn til koordinator, tekniker m.fl. 94.000 kr. og PR 83.500 kr.
Budgettet søges dækket ind via tilskud fra forskellige fonde, inkl. nærværende ansøgning, samt via entreindtægter på 45.000 kr.
Administrationens bemærkninger
Festivalen har tidligere været støttet fra Svendborg Kommune, senest i 2018 med en underskudsgaranti på 75.000 kr. Hele beløbet kom til udbetaling. Det ansøgte beløb har alle årene været større end det bevilgede.
Ansøgningen opfylder de generelle krav for tilskud fra De frie Kulturmidler og understøtter Kulturløftets indsatsområder.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Der er pr. 23. april 2019 et ikke disponeret beløb på De frie Kulturmidler på 360.784 kr.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 06-05-2019
Indstillingen godkendt.
Punkt 7 Verdensballetten på Broholm
+Beslutningstema
B: Beslutning
Ansøgning fra Verdensballetten, København om tilskud eller underskudsgaranti på 100.000 kr. i forbindelse med afvikling af en forestilling med internationale balletdansere og operasangere på Broholm Gods 14. juli 2019.
Indstilling
Direktionen indstiller, at
- Der bevilges en underskudsgaranti på 50.000 kr. af De frie Kulturmidler.
- Det meddeles ansøger, at der ikke kan forventes en fast årlig støtte fra Svendborg Kommune til en forestilling med Verdensballetten.
Sagsfremstilling
Verdensballetten turnerer fra den 10. juli og til den 15. juli, hvor publikum kan opleve nogle af verdens dygtigste balletdansere fra kompagnier som The Royal Ballet of London, Staatsballett Berlin og Mariinsky Ballet fra Skt. Petersborg på seks forskellige udendørsscener i Danmark og Tyskland heraf én opførelse på Fyn.
Budgettet for opførelsen på Broholm Gods er på 570.000 kr. Verdensballetten budgetterer med en entréindtægt på 300.000 kr. exl. Moms ved en billetpris på 295 kr. / 395 Kr. / 495 Kr. De forventer 1000 solgte billetter = 400.000 Kr. Herudover er søgt tilskud hos fonde og Svendborg Event, ligesom der budgetteres med en indtægt i form af reklamer i program. Der foreligger endnu ikke svar fra de ansøgte fonde.
Verdensballetten var sidste år på Fyn for første gang, hvor Broholm Gods stod som arrangør af arrangementet. Broholm Gods gik i samarbejde med Verdensballetten om arrangementet, da godset ønsker at være rammer om offentligt tilgængelige arrangementer og skabe indtægtskilder for at kunne bevare de kulturværdier, som Broholm Gods også repræsenterer.
Verdensballetten oplyser, at der siden sidste år er sket væsentlige ændringer på Broholm Gods på grund af generationsskifte. Stedet bliver fremover alene drevet som landbrug, idet hovedbygningen er forpagtet ud til hotel og restaurant som tidligere, og arrangører af events kan leje stedet mod en leje på 25.000 kr. Verdensballettens samarbejdspartner på Broholm er derfor iår forpagter af hovedbygningen. De står for catering og servicering til publikum. Samtidig stiller de “Møllehuset” til rådighed, hvor vi kan klæde om og opholde sig under forestillingen. Aftalen betyder også at de byder kunstnerne på frokost, og at de betaler 15.000 kr. til Verdensballetten for at være en del af arrangementet.
Administrationens bemærkninger
Broholm Gods modtog en kommunal underskudsgaranti på 50.000 kr. til arrangementet i 2018. Regnskabet udviste et underskud på 167.875 kr.
Arrangementet opfylder kriterierne for støtte fra De frie Kulturmidler. Der er intet der tilsiger, at udvalget ikke kan støtte udefra kommende arrangører og dermed muligheden for at tiltrække større kulturelle begivenheder. Uagtet størrelsen på det ansøgte beløb, ses der dog ikke at være faglige begrundelse for en større bevilling end sidste år.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Bevilling vil være at afholde af De Frie Kulturmidler, hvor der pr. 23. april 2019 er et ikke disponeret beløb på 361.000 kr.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 06-05-2019
Indstilling om bevilling af underskudsgaranti på 50.000 kr. godkendt.
Anden ”bullit” i indstillingen udgår.
Punkt 8 Status på De frie Kulturmidler
+Beslutningstema
Orientering
Status på De frie Kulturmidler
Indstilling
Direktionen indstiller, at
- Orienteringen tages til efterretning
Sagsfremstilling
I henhold til bemyndigelse er der truffet følgende afgørelser siden seneste møde:
- Bevilget underskudsgaranti på 10.000 kr. til ”Vinter-Antifoni” i Vor Frue Kirke
- Meddelt afslag på ansøgning om tilskud til produktion er værker til forårsudstillingen på SAK
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Det p.t. ikke disponerede beløb på De frie Kulturmidler fremgår af vedlagte oversigt.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 06-05-2019
Taget til efterretning.
Punkt 9 Forsamlingshuspuljen 2018
+Beslutningstema
Orienteringssag
Regnskab for anvendelse af Forsamlingshuspuljen samt afrapportering for 2018 til orientering
Indstilling
Direktionen indstiller, at:
- Regnskab for anvendelse af Forsamlingshuspuljen samt afrapportering for 2018 fra Forsamlingshusudvalget tages til efterretning
Sagsfremstilling
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte 9. april 2018, at Forsamlingshusudvalget blev bemyndiget til at udmønte Forsamlingshuspuljen, med virkning fra 1. januar 2018. I henhold til aftalen skal Forsamlingshusudvalget hvert år aflægge regnskab til Kultur- og Fritidsudvalget.
Forsamlingshusudvalget fremsender hermed regnskab for anvendelse af puljen samt kort afrapportering for 2018 til udvalgets orientering.
Puljen er årligt på kr. 200.000, heraf er der i 2018 anvendt kr. 86.500 til i alt 9 kulturelle aktiviteter, i 7 af de i alt 20 forsamlingshuse.
Ved årets start havde flere af forsamlingshusene allerede planlagt deres årsprogram, hvorfor puljen ikke blev fuldt udnyttet i 2018. Det blev dog til en del arrangementer, hvoraf flere ikke var blevet til noget uden den nye tilskudsordning.
Der er i Forsamlingshusudvalget tilfredshed med, at der blev afholdt 9 arrangementer, heraf flere med forholdsvis kort varsel.
Forsamlingshusene, der har afviklet aktiviteter, melder om stor succes og fin opbakning til aktiviteterne, med stor deltagelse fra lokalområderne i forhold til antal gæster.
I 2019 har forsamlingshusene allerede planlagt flere arrangementer, end i 2018. Forsamlingshuspuljen forventes derfor fuldt udnyttet i år.
Forsamlingsudvalget takker i øvrigt for tilliden i forhold til at administrere Forsamlingshuspuljen.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen for Svendborg Kommune
Lovgrundlag
Kommunalfuldmagten
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 06-05-2019
Taget til efterretning.
Punkt 10 Bevæg dig for livet
+Beslutningstema
Orientering
Status på Bevæg dig for livet.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 06-05-2019
Orienteringen taget til efterretning.
Punkt 11 Landsstævne 2021
+Beslutningstema
Orientering
Orientering om det forberedende arbejde med Landsstævne 2021.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 06-05-2019
Orienteringen taget til efterretning.
Punkt 12 Meddelelser og orientering
+Beslutningstema
Orientering
Meddelelser og orientering.
Sagsfremstilling
Udvalgsformanden:
Udvalgsmedlemmer:
Direktøren:
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 06-05-2019
Taget til efterretning.