Retningslinjer for tildeling af priserne

  1. Svendborg Kommunes priser til det frivillige sociale område er stiftet af Social- og Sundhedsudvalget i 2019 til uddeling første gang i 2020:
  • FrivilligSocialPrisen
    Hylder en frivillig forening/organisation eller gruppe, der har gjort en særlig indsats i det frivillige sociale arbejde. 
     
  • RespektPrisen
    Hylder en person i det frivillige sociale arbejde, der har gjort en ekstraordinær og/eller vedholdende frivillig indsats.
  1. Svendborg Kommune har en frivilligpolitik ”Fællesskab og Frivillighed”, der overordnet har en ambition om et endnu mere fokuseret og målrettet samarbejde mellem kommunen og det frivillige sociale område. Frivilligpolitikken anerkender det frivillige sociale arbejde som en væsentlig del af den samlede sociale indsats i kommunen.
     
  2. Priserne til det frivillige sociale område skal medvirke til at sætte fokus på det frivillige sociale arbejde og har til formål at anerkende og synliggøre det frivillige sociale arbejde samt fremme det frivillige sociale engagement.
     
  3. Priserne uddeles en gang årligt i forbindelse med Senior-, Social- og Sundhedsudvalgets årlige fejring af det frivillige sociale område. Priserne uddeles til en forening/organisation, gruppe og enkeltperson, der har udvist et særligt engagement jf. kriterierne for priserne.
     
  4. FrivilligSocialPrisen består af et kontant beløb, der går til foreningen/organisationen eller gruppens fortsatte arbejde. RespektPrisen består af et personligt gavekort og erindringsgave samt et pengebeløb til den forening/organisation eller gruppe vedkommende er tilknyttet til det fortsatte arbejde.
     
  5. For at komme i betragtning til priserne skal foreningen/organisationen, gruppen eller personen indstilles. Indstillingen kan foretages af alle, der har en relation til og dermed et kendskab til den frivillige sociale aktivitet. Den indstillede forening/organisation, gruppe eller person skal have sit virke i Svendborg Kommune. Indstillingsskemaet skal anvendes i forbindelse med indstilling og findes på Svendborg Kommunes hjemmeside. Her findes også information om priserne og frister for indstilling. Det frivillige sociale område får direkte information om priserne og det sikres at priserne annonceres via relevante lokale/sociale medier.
     
  6. Alle indstillinger bliver behandlet af et prisudvalg, der består af repræsentanter fra Senior-, Social- og Sundhedsudvalget, Svendborg Kommune, Svendborg Frivilligråd og Frivilligcenter og Selvhjælp Svendborg. Prisudvalget peger på kandidater til priserne og indstiller til Senior-, Social- og Sundhedsudvalget, der godkender kandidaterne.
     
  7. Priserne til det frivillige sociale område kan tildeles foreninger/organisationer, grupper og enkeltpersoner, der har sit frivillige virke inden for det sociale område eller arbejder med en social indsats.
    Ved frivilligt arbejde forstås:

- at det udføres uden fysisk, retlig eller økonomisk tvang
- at det er ikke-lønnet
- at det udføres over for og er til gavn for andre end én selv og familie
- at det har en vis formel og organiseret karakter

Ved det sociale område forstås:
En frivillig social indsats kan bredt defineres som handlinger, der sigter på at give enkelt individer eller grupper en øget velfærd og omsorg.

Retningslinjer er udarbejdet af prisudvalget i 2019.