Indflytning og hverdagsliv
Læs om hverdagen, mad og forplejning på Tåsinge Plejecenter
Indflytning
Vi tilstræber, at hverdagen på plejecentret afspejler den hverdag, du kender. Det kan være døgnrytme, hobby, sociale behov og respekt for privatliv. Derfor vil vi gerne inddrage dig og din familie i de daglige gøremål.
Vi ønsker at skabe en hverdag, hvor dine pårørende er velkomne og naturligt fortsætter med at tage del i dit liv.
Forplejning
Din varme mad
Den varme mad leveres af Det Gode Madhus. Her er du med til at vælge retterne, som personalet hjælper med at bestille. Dine pårørende vil også kunne bestille mad og spise sammen med dig.
Betaling af maden sker via din pension.
Din kolde mad og servicepakke
Hvis du bor i pleje- eller demensbolig, tilbyder vi dig en servicepakke, som dækker en række daglige fornødenheder, som for eksempel den kolde mad, drikkelse og artikler til rengøring og personlig pleje. Plejecenterrådet tager stilling til om servicepakken skal dække andre ting.
Betaling for servicepakken trækkes i din pension.
Hverdagslivet
Plejecentret fejrer højtider og mærkedage. Samtidigt har du og dine pårørende også mulighed for selv at arrangere fødselsdage og markere højtider.
Alle plejecentre i Svendborg Kommune er idrætscertificerede. Det betyder at vi har særligt fokus på idrætsaktiviteter og bevægelse i dagligdagen.
På Tåsinge Plejecenter prioriterer vi borgerens hverdagsliv, således at borgeren udnytter de ressourcer de har og borgeren kan leve et hverdagsliv med de ønsker de har til livet, både inde på plejecentret og ude.
På Tåsinge Plejecenter arbejder vi ud fra hverdagsrehabilitering med fokus på, at borgerne bevarer og udvikler deres færdigheder, så de kan leve længst og bedst muligt i eget liv. Hjælpen ydes først, når borgeren ikke selv kan, og alle forløb planlægges sammen med borgeren ud fra deres egne mål og ønsker.
Vi har tilknyttet en rehabiliteringsterapeut og mulighed for samarbejde med Svendborg Kommunes terapeuter.
Vi lægger vægt på frisk luft og tilbyder gå- og cykelture, bl.a. på vores duocykel og Rickshaw.
Traditioner og fællesskab betyder meget for os. Vores mål er, at beboere og pårørende trives og oplever en varm og positiv hverdag på Tåsinge Plejecenter.
Aktivitetscenter
Det er et dejligt samlingssted, hvor der er forskellige aktiviteter og tilbud, alt efter ønsker, behov, årstid m.m.
Vi har en dejlig terrasse, som vi benytter når vejret er godt
Aktivitetscenteret har ikke kun fastlagte aktiviteter. Det er også et samlingssted hvor man kan møde gamle bekendte og få nye venner. Så et slag kort, en snak og hygge er også en rigtig god aktivitet.
Vi tilbyder i øjeblikket:
- Kortspil, brætspil, banko, bowling, Jakkolo og ærteposekast
- Bevægelse
- Gudstjenester og udflugter
- Musikalsk underholdning og fællessang
- Fællesspisninger og fester
- Vi gør meget ud af årets traditioner. Både med hensyn til mad og aktiviteter
Vi samarbejder med lokalområdet. Vi har samarbejde med:
- Tåsinge skolen hvor vi blandt andet, har adopteret to 4. klasser hvor elever kommer og laver aktiviteter med beboerne og daggæster. Eleverne er tilknyttet os til og med 9. klasse.
- Børnehaven solsikken der kommer på besøg og benytter vores have.
- Dagplejen, hvor vi har besøg af dagplejebørnene i vinterhalvåret
- FGU skolen, hvor eleverne kommer og laver aktiviteter i samarbejde med personalet.
- Bregninge Kirke og Landet Kirke
(læs mere om aktivitetscentret på nedenstående link).
Plejecenterlæge
På Tåsinge samarbejder vi med Camilla Tørrild fra SvendborgSund Lægerne – et privatpraktiserende lægehus, der er fast tilknyttet centret.
Samarbejdet mellem læge og personalet styrker kontinuiteten og sikrer et mere sammenhængende behandlingsforløb.
Du vælger naturligvis selv, om du ønsker at benytte vores plejecenterlæge eller foretrækker din egen.



