Monnet

Monnet
Monnet

Monnet

Danmarks fineste strandenge ligger på Sydtåsinge.

Med sine 126 hektar er Monnet den største strandeng i det fynske område. Beliggenheden midt i Det Sydfynske Øhav og udsigten fra den markante Vårø Knude er enestående.


Hvem ejer Monnet:

Vårø Bylaug ejer Monnet. Svendborg Kommune deltager i den vigtige naturpleje på strandengene.


Adgangsforhold:

Af hensyn til ynglefuglene er Monnet lukket for besøgende i perioden 15. marts til 1. juli. Resten af året er der adgang til fods. Hunde må IKKE medtages, heller ikke i snor.

Fugletårnet i Monnets nordøstlige udkant kan besøges hele året, her kan hunden komme med i snor.


Folder:

Du kan hente folderen om Monnet nederst på siden.


Fuglelivet:

Året rundt er der fugle at se på Monnet. Vinteren er præget af overvintrende rovfugle som fjeldvåge, musvåge, vandrefalk og blå kærhøg. Om sommeren yngler ænder, gæs og vadefugle uforstyrret på engene, da Monnet er lukket for besøgende i yngletiden. I fugletårnet hænger en planche om fuglene på strandengene.
Du kan hente planchen om fuglene på Monnet nederst på siden.

 
Planterne:

På grund af den ekstensive drift med afgræsning af området gennem århundreder, er Monnet et interessant sted for botanikere. Du kan hente plantelister fra 1985 og 2002 nederst på denne side.


Naturplejen:

Monnet er et ældgammelt kulturlandskab, der bærer præg af menneskers og dyrs ageren. Det er af afgørende betydning for Monnets flora og fauna, at området til stadighed afgræsses, ligesom opvækst af træer og buske bør undgås for at bevare det åbne kystlandskab.
Hvis du vil vide mere om strandenge, kan du hente Skov- og Naturstyrelsens bog “Strandenge – en beskyttet naturtype” ude til i højre side.
 

Naturbeskyttelse:

Naturen på Monnet er sikret internationalt og nationalt.


Natura 2000:

Monnet er en del af NATURA 2000 område 111, Det Sydfynske Øhav. Du kan se udpegningsgrundlaget ude i højre side.

Hvad er NATURA 2000?
Tre internationale naturbeskyttelsesområder, der samlet betegnes Natura 2000. Det omfatter:

  • EU-fuglebeskyttelsesområder
  • EU-habitatområder
  • Ramsarområder

Læs mere om det ude i højre side.


Naturbeskyttelsesloven:

Monnet er beskyttet naturtype jf. Naturbeskyttelseslovens §3 (strandeng og overdrev). Hent lovens §3 ude i højre side.

 

Fredning:

Monnet blev fredet i 1983. Du kan hente fredningskendelsen nederst på denne side.

Standengens rolle i landbruget:

Strandengene på Monnet har aldrig været drænet eller under plov; kun afgræsset af køer, får og heste. På Vårø Knude findes dog plovfurer, der vidner om dyrkning.

 

Vårø Bylaug:
Monnet – også kaldet Månen efter sin halvmåneform - ejes af det traditionsrige Vårø Bylaug, som kan spores tilbage til midten af 15-hundredetallet, og hvis formål det er at samarbejde om afgræsningen af Monnet.
Bylauget består af 9 gårde eller huse som ejer de 7 helparter og 4 halvparter af Monnet. Lauget ledes af Bysmanden, som udpeges for et år af gangen. Bysmandens opgaver er kontakt til offentlige instanser og videreformidling til medlemmerne af lauget. Desuden skal Bysmanden sikre, at de højtliggende vandingshuller ved oversvømmelse fra havet pumpes tomme for saltvand og sørge for at græsningsdyr der er kommet på afveje, reddes. Det daglige tilsyn udføres dog af en landmand udefra, hvis dyr afgræsser Monnet.
Endelig skal Bysmanden indkalde medlemmerne af lauget til de tre årlige sammenkomster: Bysmandsgildet ved Kyndelmisse, hvor en ny Bysmand udpeges, Sommergildet som foregår i jagthytten ved indgangen til Monnet, og endelig Ålegildet i oktober.

Kilde: Jesper Nielsen, Bysmand i 2008/2009



Dynamisk landskab under evig forandring:
Monnet er geologisk set et ungt landskab, som er dannet siden istidens ophør (for 11.500 år siden). Under istiden pressede isen landoverfladen ned, men da den begyndte at smelte væk, hævede landet sig igen. Det Sydfynske Øhav var på dette tidspunkt en del af et større landområde, der strakte sig fra Storbritannien til Sverige. For omkring 8.000 år siden steg havet igen på grund af de store vandmasser, der blev afgivet, da istidens gletschere smeltede helt væk. På dette tidspunkt blev Det Sydfynske Øhav dannet ved at havet oversvømmede morænelandskabet. Mellem fastlandet og en moræneø (Vårø Knude) har der udviklet sig en strandeng, hvor salttålende vegetation har fanget sediment, så området med tiden er blevet til tørt land. Strandengene overskylles jævnligt af højvande, som efterlader fine lerpartikler og organisk materiale, der aflejres som dynd på strandengen. På den måde vokser strandengen langsomt i højden. Vandet løber tilbage til havet ad tidevandsrenderne, de såkaldte losystemer. Andre steder fanges havvandet og der dannes saltpander (tørre lavninger med et højt saltindhold) når havvandet fordamper.

Kilde: Geolog Hans Peter Birk Hansen



Den væltede skov på bunden af Det Sydfynske Øhav:
Monnet er en del af Det Sydfynske Øhav. Efter istiden var det meste af øhavet tørt land dækket af løvskove, især lind, elm, bøg og eg. For omkring 7.000- 8.000 år siden steg havet og skyllede langsomt ind over skovene. Havet steg 30-40 meter i løbet af 1.000 år. Da skovene efterhånden stod “med fødderne I vand”, skulle der formentlig kun en almindelig, kraftig storm til at vælte træerne. Lige siden har de ligget i ensartede rækker på bunden af øhavet. Visse steder er det træstubbe som stikker op fra bunden – op til ½ meter under vandoverfladen, andre steder er det op til 16 meter lange stammer som ligger i rækker på bunden. Det er noget af et mysterium, at træet ikke er blevet ædt af pæleorm, men tværtimod er meget velbevaret. Træerne er for det meste fundet i de lavere, stille dele af øhavet, da de i områder med meget strøm vil blive slidt ned af sand og grus.

I det, der nu er øhavet, har der også boet mennesker i en jæger/samler kultur omkring søer og moser. Gennem seismologiske undersøgelser forsker Langelands Museum sammen med Geologisk Institut i at afdække samspillet mellem naturudviklingen i Det Sydfynske Øhav og kulturen blandt de mennesker som levede her for 7.000 år siden.
Du kan følge museets marinarkæologiske undersøgelser ude i højre side.

Kilde: Marinarkæolog Ole Grøn, Langelands Museum