Klintholm Kalkgrave

Området er Nationalt Geologisk Interesseområde. Her får man et indblik i, hvad der skete for 60 millioner år siden. I et blotlagt profil ses overgangen mellem to tidsperioder, hvor havet ændrede sig fra at være varmt til at blive et koldt polarhav.

Rekreative muligheder
Der er badestrande og fiskevande i området. Du kan også opleve klokkefrøernes vandhuller og kalkjordens planter. Du kan gå i hele det geologiske forskningsområde. Der græsser køer på arealet, men stien er hegnet fra. Af hensyn til køerne skal hunde være i snor.

 

Natur og geologi
På varme dage i forsommeren kan du være heldig at høre klokkefrøernes smukke hule kværken. Selv om den oprindelige bestand uddøde i 1980'erne, er der gjort en målrettet indsat for at få frøen til at yngle igen i vandhullerne. 
I Klintholm Kalkgrave får du indblik i jordklodens svimlende fortid. Fra dengang hajerne svømmede omkring i havet, og vulkaner og jordskælv ændrede det tropiske hav til et iskoldt polarhav.

 

Find vej
På landevejen mellem Nyborg og Svendborg - cirka 3 kilometer fra Nyborg - drejer du mod Vormark ad Klintholmvej og kører lige ud, til du når den fælleskommunale losseplads.

Besøgende kan parkere på parkeringspladsen ved Stenagergård og derfra følge skiltene til kalkgravene ved kysten.