Mountainbikerute
Mountainbikerute

Svendborg Mountainbike-spor

I Stævneskoven, Hallindskoven og Gl. Hestehauge øst for centrum har Svendborg Kommune i samarbejde med Naturturisme og Svendborg MTB klub etableret et afmærket mountainbike(MTB)spor på i alt ca. 8 km.

MTB-sporet er inddelt i 2 separate sløjfer, der kan køres separat eller i forbindelse med hinanden. Begge spor er ca. 4 km. og tager udgangspunkt i p-pladsen ved Hallindskovvej. Sporene er ensrettede og tydeligt markeret med pile, der viser sporenes forløb. MTB-sporene ligger i egne trace, adskilt fra det øvrige stinet i skovene, men krydser flere steder veje, gang- og cykelstier.

Det røde spor, med sværhedsgrad middel, blev indviet i sensommeren 2016. Sporet går gennem Stævneskoven og den gamle grusgrav.

Det blå spor, med sværhedgrad let/middel blev indviet i sommeren 2017. Sporet går gennem Gl. Hestehauge og Hallinsskoven.

Sporene må benyttes af alle der har lyst til at prøve kræfter med MTB. Husk at læse retningslinjerne for brug af MTB-sporene.

Svendborg kommune håber med etableringen af et afmærket MTB-spor i eget trace, at skabe færre konflikter mellem de mange mennesker, der hver eneste dag bruger kommunens skove. Der skal i kommunens skove være plads til alle, både dem der ønsker en gåtur med hunden i snor, og dem der har lyst til af få pulsen op ved at løbe eller cykle en tur. Ved at lave afmærkede ruter adskilles trafikken og der skabes mere plads til alle.


Retningslinjer for brug af mtb-spor:

  • Som mountainbike-rytter bør du vise hensyn til andre skovgæster. Hold dig til det afmærkede spor. Afstem farten, vær høflig og se dig for, når du krydser skovens øvrige veje.
  • Sporet er designet specielt til mountainbikekørsel. Af sikkerhedsmæssige årsager bør andre skovgæster færdes på øvrige veje og stier.
  • Ridning på mountainbike-sporet er forbudt da underlaget er sårbart.
  • Brug af sporet sker på eget ansvar. Svendborg Mountainbikeklub, Svendborg Kommune eller Naturturisme I/S kan ikke stilles til ansvar for person- eller materielskade.
  • Sporet kan lukkes eller omlægges i særlige tilfælde. Respekter venligst dette.
  • Kør ansvarligt, hjelm er påkrævet og husk sygesikringskort og telefon (gerne med 112 app). Kør helst flere sammen.
  • Natkørsel, med brug af lys og lygter, på sporet forbudt, både af hensyn til sikkerheden og af hensyn til dyrene, der bor i skoven.
  • Smid ikke affald.