Prisoverrækkelse
Prisoverrækkelse

Svendborg Kommune - Danmarks Friluftskommune 2012

Friluftsrådet har kåret Svendborg Kommune som Danmarks Friluftskommune 2012 for sine spændende og forskelligartede friluftsaktiviteter i de 'blå områder', dvs. hav, sø og å.

Prisoverrækkelsen fandt sted ved et større arrangement på Skansen i Vindebyøre den 18. september 2012. Prisåret går fra september 2012 til september 2013, hvor en ny kommune kan vinde titlen som årets friluftskommune.

Svendborg Kommune var en af de 21 kommuner, der var indstillet til prisen. Bag indstillingen til prisen stod Miljø og Teknik samt Kultur, Erhverv og Udvikling i Svendborg Kommune, Naturturisme I/S, Svendborg Naturskole og Maritimt Center. Der har således været tale om et succesfuldt og bredt samarbejde, hvilket også kunne aflæses i juryens meget fine begrundelse for prisen.

Ud over æren følger der 250.000 kroner, som skal bruges på projekter med fokus på det kreative, det sunde og det maritime liv.

Svendborg Kommune har valgt at bruge pengepræmien til at realisere nogle af de mange spændende friluftsprojekter fra ansøgningsmaterialet til Friluftsrådet.

Svendborg Maritime Oplevelser Rambla, Maritimt Center - forskellige sjove og anderledes maritime aktiviteter og formidlingstiltag på havnen omkring Maritimt Center.

Ekskursionsudstyr til Svendborg Natur- og Miljøskole til undersøgelser af marine miljøer og pleje af skovsøer sammen med gymnasier og skoler.

Ny bålhytte til Lundeborg Aktivitetsområde og Borgerforeningen Lundeborg, som er i gang med at udvikle et helt nyt kystnært aktivitetsområde.

Nye gå-spang til Syltemade Ådal som forbedring af den smukke og meget våde vandresti gennem ådalen.

Nyudviklet formidlingsprojekt ’HELT UD I DET BLÅ’ med 12 guidede naturture – én hver måned i hele 2013 samt en lille guide med beskrivelse og kort over områderne samt opsætning af pæle med QR-koder ude på områderne.