Prisfesten 2022
Svendborg Kommune uddeler hvert år en række priser inden for kultur, idræt, spejder og det øvrige foreningsliv til de ildsjæle, som har gjort en ekstraordinær indsats.
Vi kender dem alle sammen: Den, der altid kommer først og går sidst, er den kreative blæksprutte, skaber fællesskab, træner eller øver sig flittigt, udvikler og tænker nyt, yder en ekstraordinær indsats, sætter Svendborg på landkortet eller simpelthen gør en forskel.
Selve uddelingen af årets priser finder sted ved PRISFESTEN 2022.
En regn af guldkonfetti. Intet mindre kunne gøre det, da Svendborg Kommunes ni idræts-, kultur-, og spejderpriser blev uddelt fredag aften ved et brag af en fest i ”Koncerten” på Ollerup Efterskole. I den fyldte sal sad borgere side om side med politikere, foreninger og kulturaktører, som alle var mødt talstærkt op for sammen at hylde kommunens spirende talenter, ildsjæle, ekstraordinære indsatser og stærke samarbejder.
Prisvinderne blev afsløret én efter én under det to timer lange show, hvor bl.a. Ollerup Efterskoles Fælleskor, Tom Bjerg Band, Kasper Raunholst, Det Fynske Slagtøjsakademi og husorkesteret Svend Band stod for underholdningen. Til at uddele priserne var indbudt samarbejdspartnere og politikere, som på hver deres måde fik udløst spændingen og overrakt priserne til de glade prismodtagere.
Mere end bare en prisfest
Til at styre slagets gang var to meget oplagte værter, parret Christine Astid og Mikkel Schrøder fra Svendborg Sommerrevy Rottefælden. Deres opgave var blandt andet at begrunde overfor de 27 nominerede, hvorfor de var indstillet til de fornemme priser. Prisfesten handler ikke om at udpege vindere eller tabere, men det handler om at blive anerkendt, mener formand for Kultur- og fritidsudvalget, Hanne Ringgaard Møller, som blandt andet havde fornøjelsen af at uddele Årets Kulturpris:
-Prisfesten er en hyldest til fællesskabet og alle de frivillige, der hver dag året rundt er med til at skabe spændende aktiviteter, udviklende fællesskaber og unikke oplevelser for borgere. De mange ildsjæles engagement, kreativitet og energi er afgørende for Svendborgs sprudlende idræts-, kultur- og spejderliv, derfor er der blevet lagt mange kræfter i at gøre denne aften unik – som tak for indsatsen, siger Hanne Ringgaard Møller.