Skolefritidsordning

Legende børn udendørs

Skolefritidsordning

Alle Svendborg Kommunes folkeskoler har en skolefritidsordning - i daglig tale kaldet SFO.

Skolefritidsordningen er et fritidspædagogisk tilbud til alle børn i 0. – 3. klasse. Ved Thurø Skoles SFO indskrives indmeldte 3. klasses elever i den private juniorklub "Værestedet Knasten". Børnene har mulighed for at benytte SFO'en i timerne umiddelbart før og efter skoletid samt på skolefridage, hvis barnet er tilmeldt heldagsmodul senest en måned før behovet.

Deltagelse i SFO er frivillig og kræver forældrebetaling.


Barnet tilmeldes SFO via Digital Pladsanvisning. Du bedes være opmærksom på, at barnet er garanteret en plads fra den oplyste startdato. Du vil ikke modtage yderligere bekræftelse fra Pladsanvisningen eller skolefritidsordningen. Ved tilmeldingen i Digital Pladsanvisning, skal du fortsætte indtil du kommer til en kvittering for at barnet er korrekt indmeldt. 
Der skal ligeledes ændres SFO-modul via Digital Pladsanvisning med én måneds varsel fra den 1. eller den 16. i måneden. Det er muligt at ændre modul fra morgenmodul til heldagsmodul med dags varsel. Dog ikke den modsatte vej. 

For at se SFO-takster - følg linket i højre side, under "Læs også".
Juli måned er betalingsfri. Der ydes søskendetilskud samt økonomisk friplads.


SFO’erne lægger vægt på at understøtte det enkelte barns udvikling af personlige, sociale og kulturelle kompetencer. Et barn har brug for at lære at vælge, for at kunne sige til og fra og dermed tage ansvar for sig selv i et socialt samspil med andre.

Med henvisning til bilag 6 i ”Vedtægt for Styrelsen af Svendborg Kommunes folkeskoler” er det skolebestyrelserne der fastsætter mål- og indholdsbeskrivelser for de enkelte skolefritidsordninger. Du kan finde din SFOs mål- og indholdsbeskrivelse på skolens hjemmeside.


I SFO’en har børnene mulighed for at være sammen med deres venner og udvikle nye venskaber, samtidig med at de kan deltage i forskellige aktiviteter inde og ude. SFO’en råder over lokaler, som er godkendt til formålet, men kan også benytte andre lokaler og faciliteter på skolen.

SFO'en må gerne have aktiviteter og arrangementer udenfor åbningstiden.


Der føres tilsyn med børn, som er indskrevet i SFO. 


Der er ved de fleste skoler ansat en SFO-leder, der har det daglige ansvar. Skolens leder har det overordnede ansvar for SFO'en.


Læs mere på den enkelte skoles hjemmeside for at se SFO’ens åbningstid. Er der spørgsmål vedrørende SFO'en, kontakt skolen.


Når du skal udmelde dit barn fra SFO, skal det ske med én måneds varsel fra den 1. eller den 16. i måneden via Digital Pladsanvisning.

OBS: Når dit barn udmeldes fra skolen bliver barnet ikke automatisk udmeldt fra SFO. Dette skal gøres med én måneds varsel fra den 1. eller den 16. i måneden via Digital Pladsanvisning