Punkt 11 Befolkningsprognose 2024
Beslutningstema
Svendborg kommune laver hvert år, i samarbejde med Cowi en befolkningsprognose. Prognosen for 2024-2037 er netop udarbejdet, og er således til orientering for udvalget.
Indstilling
Direktionen indstiller til Økonomiudvalget, at:
- Befolkningsprognosen 2024-2037 tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Befolkningsprognosen beskriver forventningerne til den fremtidige befolkningsudvikling. Prognosen anvendes bl.a. til overordnet kapacitetsmæssig planlægning af aldersrelaterede serviceområder. Den danner ligeledes grundlag for udarbejdelse af mere specifikke prognoser bl.a. på dagtilbudsområdet og klasse- og elevtalsprognosen på skoleområdet.
Det vedhæftede notat indeholder, ud over en beskrivelse af prognosen, en kort opsummering af Svendborg Kommunes befolkningsudvikling i 2023, som viste et fald på 15 personer, hvor der i den seneste prognose var forventet en stigning på 278 personer. Der er medtaget flygtninge fra Ukraine, andre ind- og udrejste, fødselsbalance og mellemkommunale flytninger.
Prognosen for 2024 og frem, viser en forventning om en moderat stigning i folketallet i hele prognoseperioden, som går frem til år 2037.
Boligprogrammet er udarbejdet af planafdelingen på baggrund af de generelle kommuneplanrammer, den historiske udvikling og aktiviteten på boligmarkedet. I 2023 blev der bygget færre boliger end forventet. Dette kan måske skyldes det høje renteniveau. Den høje rente har to effekter; dels stoppes nogle planlagte byggeprojekter, da de med de høje renter ikke er rentable, og dels udskydes nogle projekter til et senere tidspunkt med udsigten til muligt faldende renter de kommende år.
Det forventes, at udskudte projekter i kombination med nye projekter vil stabilisere det påbegyndte byggeri i 2024 og 2025. De ret høje forventninger til boligbyggeriet i de næste år bygger på konkrete projekter, som der arbejdes aktuelt med. Mange projekter kan tænkes at være udskudt pga. inflationen, men forventes ikke at gå i stå. Forventningen til den høje byggeaktivitet bygger på en fortsat stigende interesse for at investere i nye boligprojekter, fra private udviklere.
Notatet indeholder desuden en kort redegørelse for afvigelser dels ift. sidste års prognose, og dels prognosen fra Danmarks Statistik (2023).
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Udviklingen i befolkningen kan have afledt økonomiske konsekvenser på bl.a. dagtilbuds-, skole- og ældreområdet.
CO2-Konsekvensvurdering
Ej relevant
Sagen afgøres i
Økonomiudvalget
Beslutning i Økonomiudvalget den 23-04-2024
Godkendt.
Afbud fra Jørgen Lundsgaard (B). Som suppleant deltager Hanne Ringgaard Møller (B).