Punkt 17 Dagsordenspunkt fra Enhedslisten, Rasmus Feldingbjerg Drabe og Venstre vedr. Koordinationsgruppen Fælles om unge i Svendborg Kommune
Indstilling
Det indstilles fra Enhedslisten, Rasmus Feldingbjerg Drabe og Venstre, at
- Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget indstiller til Kommunalbestyrelsen, at Koordinationsgruppen ”Fælles om unge i Svendborg” nedlægges.
- Som erstatning afholdes der 2-3 årlige tværpolitiske fællesmøder mellem de respektive politiske fagudvalg. Fællesmøderne afholdes med en åben dagsorden.
Eller
- Der nedsættes et bredt politisk repræsenteret §17, stk. 4 udvalg.
Sagsfremstilling
På møde i Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget den 7. februar blev udvalgsmedlemmerne orienteret om Koordinationsgruppen med overskriften ”Fælles om unge i Svendborg”. Koordinationsgruppen er en uformel selvbestaltet gruppe, som består af udvalgsformænd for de fire politiske fagudvalg; Børne, Unge og Uddannelse, Senior, Social og Sundhed, Kultur- og Fritid samt Borger og Arbejdsmarked. Derudover understøttes gruppen administrativt af de samme direktører og øvrige administrative medarbejdere, som tilsvarende understøtter og servicerer de politiske fagudvalg indenfor samme respektive fagområder.
Af et rammenotat fremsendt til medlemmer af Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget fremgår det, at formål og fokus for Koordinationsgruppens arbejde overlapper det politiske ansvars- og fokusområde i bl.a. Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget, hvilket underminerer det politiske arbejde i fagudvalget. Vi finder det hverken hensigtsmæssigt eller demokratisk, at der sideløbende med Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget og de øvrige fagudvalg er nedsat en uformel selvbestaltet gruppe, som på lukkede møder og med administrativ assistance behandler samme dagsorden, som de formelt etablerede fagudvalg. Derfor foreslår vi, at Koordinationsgruppen nedlægges.
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 10-04-2024
Drøftet. Udvalget anbefaler, at partierne drøfter løsningsmulighederne.
Henrik Nielsen (C) var fraværende, hvorfor Johan Emil Sevelsted (C) deltog som suppleant.
Karl Magnus Bidstrup (A) forlod mødet kl. 20.40.