Punkt 5 Forventede meromkostninger forbundet med fjernvarmeprojektet i Ollerup, Vester Skerninge og Ulbølle
Beslutningstema
Hvis fjernvarmeprojektet Ollerup, Vester Skerninge og Ulbølle realiseres er det nødvendigt med en tillægsbevilling til kommunens tilslutning til fjernvarmeprojektet samt forlængelse af den offentlige vej og cykelsti til fjernvarmeværket.
Indstilling
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales,
- At hvis fjernvarmeprojektet i Ollerup, Vester Skerninge og Ulbølle realiseres,
- At der gives en tillægsbevilling på 0,5 mio. kr. til anlægsprojektet ”Tilslutning til fjernvarme i Ollerup, Vester Skerninge og Ulbølle” og at dette finansieres fra anlægsprojektet ”CO2 – Reduktionspuljen til varmepumper”.
- At der gives en tillægsbevilling på 1,17 mio. kr., til anlægsprojektet ”Forlængelse af vej og cykelsti ved Industrivej”, og at dette finansieres af den resterende nettosalgsindtægt på 0,67 mio. kr. for salg af Industrivej samt 0,5 mio. kr. fra risikopuljen.
Sagsfremstilling
Etablering af fjernvarme vil få økonomiske konsekvenser for Svendborg Kommune på to områder
Tilslutning af de kommunale bygninger
Kommunalbestyrelsen godkendte på mødet den 26. april 2022, at syv kommunale bygninger tilsluttes fjernvarmen. Udgiften til tilslutningen til fjernvarme var estimeret til 2 mio. kr., og det blev politisk besluttet, at dette skulle finansieret via lånoptagelse.
Ollerup, Vester Skerninge og Ulbølle Fjernvarmeselskab har i februar 2024 sendt et opdateret tilbud på tilslutningen til Svendborg Kommune. De oplyser, at prisen for installationer i de enkelte bygninger i forbindelse med det nye fjernvarmeprojekt er blevet større end tidligere oplyst. Dette skyldes, at bygge- og anlægspriserne er steget kraftigt i løbet af 2022 og 2023, samt at renten steg kraftigt i løbet af 2023. På denne baggrund er tilslutningsomkostninger blevet genberegnet jævnfør bilag 1 (Bilag 1. Estimerede omkostninger over anlægsinvestering til fjernvarme, marts 2024).
Grundet prisstigningerne forventes det ikke at være muligt at afholde tilslutningsomkostninger indenfor den nuværende anlægsramme på 2,0 mio. kr. Udgifterne er på nuværende tidspunkt estimeret til ca. 2,5 mio. kr., hvilket en forventet merudgift på 0,5 mio. kr.
Etablering af vej til fjernvarmeværket
Den 6. oktober 2015 godkendte Byrådet, at sælge Industrivej matr.nr. 59c, Vester Skerninge By, Vester Skerninge til etablering af et fjernvarmeværk i Vester Skerninge.
For at kunne vejbetjene den ønskede grund, er det nødvendigt at forlænge Industrivej med ca. 85 meter offentlig vej med cykelsti. Jævnfør Byrådets beslutning den 6. oktober 2015, skulle etableringen af vejforlængelsen af Industrivej finansieres af Svendborg Kommune via realiserede salgsindtægter.
En skitse over vejprojektet er vedlagt som bilag 2 (Bilag 2. Skitse over forlængelse af Industrivej).
I 2015 blev anlægsudgiften beregnet til 1,38 mio. kr. På grund af de stigende priser er anlægsudgiften for etablering af en forlængelse af Industrivej med cykelsti skønnet til 2,55 mio. kr.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Tilslutning af de kommunale bygninger
Tilslutningsudgifterne var tidligere estimeret til 2,0 mio. kr. Med udgangspunkt i de nye informationer er tilslutningsudgiften nu estimeret til ca. 2,5 mio. kr., hvilket betyder en forventet merudgift på ca. 0,5 mio. kr.
Der søges på den baggrund en tillægsbevilling på 0,5 mio. kr. og at dette finansieres af anlægsprojektet ”CO2 – Reduktionspuljen til varmepumper”.
Etablering af vej til fjernvarmeværket
Jævnfør Byrådets beslutning den 6. oktober 2015 er mindsteprisen for salg af Industrivej matr.nr. 59c, Vester Skerninge By, Vester Skerninge sat til 2,27 mio. kr. eksklusive moms.
I 2015 blev anlægsudgiften til vejforlængelsen beregnet til 1,38 mio. kr.
Af salgsprisen blev det besluttet, at 1,38 mio. kr. skulle bruges til finansiering af vejforlængelse af Industrivej, og de resterende 0,89 mio. kr. skulle tilgå kassen, eksklusive eventuelle sagsomkostninger.
På grund af stigende priser er vejprojektet blevet genberegnet. Projektomkostningerne i forbindelse med forlængelse den offentlige vej og cykelsti er genberegnet til 2,55 mio. kr. og overstiger derfor den forventede salgsindtægt.
For at kunne realisere projektet på nuværende tidspunkt, vil det kræve at man omstøder den tidligere politiske beslutning om, at de resterende 0,89 mio. kr. skal tilgå kassen eksklusive sagsomkostninger, der estimeres til ca. 0,2 mio. kr. I stedet skal hele salgsindtægten, eksklusive sagsomkostninger, derfor indgå i finansieringen af vejforlængelsen samt en tillægsbevilling på 0,5 mio. kr.
Der søges på den baggrund en tillægsbevilling på 1,17 mio. kr., og at dette finansieres via den resterende estimerede nettosalgsindtægten på 0,67 mio. kr. fra Industrivej og 0,5 mio. kr. fra risikopuljen.
CO2-Konsekvensvurdering
Med udgangspunkt i fjernvarmeselskabets indsendte projektforslag fra 2024 og Energistyrelsens beregningsforudsætninger vil der opnås en markant reduktion af CO2-ækvivalenter (CO2e) ved skift til enten fjernvarme eller varmepumper i de kommunale ejendomme i Ollerup, V. Skerninge og Ulbølle. Ved omlægning fra fossile brændsler som gas vil CO2e-udledningen fra driften i 2025 reduceres med 94 % for individuelle varmepumper og 92 % for fjernvarmen. I 2030 vil reduktionen for individuelle varmepumper være 99 % og 97 % ved fjernvarme.
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 04-04-2024
Sagen oversendes til Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.