Direkte link til denne side: www.svendborg.dk/om+kommunen/integration/alverdens+danskere+-+sydfynske+rollemodeller/rollemodellerne/payam+samarghandi
Logo Svendborg kommune - klik retur til forside

Print RSS

Payam Samarghandi

Baggrund: Min fortid er ganske ordinær og udramatisk; d. 9. juli 1990 kom jeg til verden på Svendborg Sygehus og siden da har jeg boet i denne dejlige havneby, som har vundet mit hjerte. Svendborg er og vil altid være en del af mig og min person.
I sommeren 2010 blev jeg student, og jeg arbejder nu som pædagogmedhjælper på Sundhøjskolen om formiddagen og bliver brugt som lærervikar og støtteperson på Hømarkskolen om morgenen. Næste år er det planen at læse jura. Min fritid bruges primært på at spille basketball.

Jeg er rollemodel fordi, jeg betragter mig selv som værende en heldig person. Jeg har haft de rigtige forudsætninger for personlig succes, altid været omgivet af folk, der kunne hjælpe mig i den rigtige retning og ikke mindst været i besiddelse af nogle ambitiøse forældre, der har prioriteret rigtigt. Det er måske disse forældre, der er de sande rollemodeller?
Men held kommer til den, som opsøger det, og det er netop sidstnævnte, jeg synes er interessant og mit egentlige incitament for at deltage i dette projekt. Jeg ønsker at vise andre unge, der måske ikke har haft de samme forudsætninger som mig, vejen og lære dem at benytte sig optimalt og korrekt af de mange muligheder, vores berigede samfund tilbyder.

Lige nu lever vi i et parallelsamfund, hvor subkulturerne lever et isoleret liv. Hvorfor ikke drage nytte af hinandens kunnen og forskellighed i åbensindet stil? Først dér lever vi i det multikulturelle samfund, vi har foregivet at være i i årevis.
Men det hele starter et sted, og til den dag, jeg dør, vil jeg advokere for, at man må kigge indad til at starte med - "hvad kan jeg gøre bedre?", "hvordan kan jeg hjælpe andre?", "giver jeg alt, hvad jeg har?" etc, er alle spørgsmål, som ikke kun nydanskere, men alle mennesker, burde have i baghovedet konstant.
Vi skal stoppe med at pege fingre ad samfundet og i stedet reflektere over os selv. Dette er i dén grad en forudsætning for, at vores samfund forbliver velfungerende. Men vi skal virkelig ville det af hele hjertet. Det er et fælles ansvar at indvie de forskellige grupperinger i det rigtige Danmark - det Danmark, hvor den personlige frihed er vægtet højt, og det enkelte individ bliver belønnet for sin indsats. Dette kræver en høj grad af åbensindethed, og vi skal derfor huske på, at livet handler om at forlade sin komfort-zone og gøre de ting, man er bange for.
En fremmed er blot en ven, du ikke har mødt endnu.