Unik danseforestilling med dans af Svendborgs borgere

Unik danseforestilling med dans af Svendborgs borgere

En unik vandreforestilling på tværs af generationer

Snart kulminerer mange timers energisk dansetræning gennem vinteren i forskellige forsamlingshuse med premiere onsdag den 26. april. Knap 40 borgere, 14 elever fra Haahrs Skole og 30 efterskoleelever fra Bernstorffsminde Efterskole, har sammen med fire professionelle dansere under ledelse af Sofie Christiansen fra sART Danseteater skabt forestillingen Se byens krop.

Se byen krop er en vandreforestilling, der udspiller sig på fem steder langs Den grønne tråd. Publikum vandrer og vil undervejs møde dans i Byrådssalen, Guldsalen, på Torvet, Havnetrappen og Frederiksø. Koreograf Sofie Christiansen fortæller, at forestillingen handler om at opleve byen gennem dansens øjne. På vandringen vil publikum kunne opleve danseglade svendborgensere i alle aldre som performerne, der vækker rummet mellem bygninger og gader til live og skaber billeder og historier med kroppen. Sofie Christiansen fortsætter, at hun lægger meget vægt på, at det skal være sjovt at medvirke i en Dans med din nabo borgerforestilling, og at forestillingen derfor er fyldt med energi, poesi og humor.

Efter premieren onsdag den 26. april, spiller forestillingen yderligere to gange -  fredag den 28. og på Dansens Dag lørdag den 29. april. Alle dage klokken 19.45 med mødested ved Svendborg Rådhus. Danseforestillingen er gratis, men af hensyn til pladser ønsker arrangørerne tilmelding på dans@svendborg.dk. Man kan som publikum med fordel medbringe en pude eller en lille klapstol.

 

FAKTA OM DANS MED DIN NABO

  • Se byens krop er et Dans med din nabo projekt. Det tredje og sidste i rækken. De to første var Rejsegildet (2015) og Vejfester (2016).
  • Dans med din nabo 3 er en del af det treårige, landsdækkende projekt Ta´fat om dansen, der er blevet kaldt Danmarkshistoriens største danseprojekt.
  • Ta´fat om dansen vil tilbyde inspirerende og livgivende danseaktiviteter til alle.
  • Ta´fat om dansen foregår i samarbejde med 6 lokale/regionale dansefyrtårne, der koordinerer de mange danseaktiviteter.
  • Svendborg Kommune er partner i Dansefyrtårn Fyn, sammen med Faaborg-Midtfyn kommune og SDU (Institut for idræt og biomekanik)
  • Ta’ fat om dansen støttes gennem tre år af Nordeafonden med 20,5 mio. kr.
  • Svendborg Kommunes forsamlingshusudvalg støtter Dans med din nabo 3 med lån af lokaler til workshops
  • sART Danseteater og koreograf Sofie Christiansen er den kunstneriske leder af Dans med din nabo 3 i Svendborg.
  • Gratis billetter til vandreforestillingen Se byens krop d. 26., 28. og 29. april bestilles på dans@svendborg.dk

 







 

 

Foto: Ard Jongsma