Fynsk kunst- og kulturfestival med udesidning, lydvandringer og savværkskunst

Hvidkilde

Fynsk kunst- og kulturfestival med udesidning, lydvandringer og savværkskunst

Det sker i Svendborg

Er du til udesidning med bål, lydvandinger og overnatning i det fri, er muligheden der nu på Hvidkilde Savværk. Her vil du også kunne opleve tilblivelsen af et mindesværk fra det gamle savværk, når billedkunstner Søren Assenholt sammen med en række lokale borgere genopbygger maskiner fra den gang i træ på savværkets udendørsarealer. Det er alt sammen en del af den kommende fynske kunst- og kulturfestival Mod.Strøm.  Er du mere til en alternativ discofest på taget af P-huset i Hulgade eller til et drama om livet mellem adelen og tjenestefolkene på Broholm Slot – eller en helt anden overraskende kulturoplevelse, er det også en mulighed. Alt sammen sker i perioden 8.-17. september, hvor Svendborg rammes af den fælles fynske festival Mod.Strøm.

Hvad er Mod.Strøm

Mod.Strøm er et innovativt kunst- og kulturprojekt, som kulminerer med en fynsk festival fra 8.-17. september. Samlet set kan man i perioden på Fyn og øerne opleve over 50 projekter, der er blevet udvalgt til at udgøre den kunstneriske og kulturelle rygrad i festivalen. Mod.Strøm binder fortiden, nutiden og fremtiden sammen med henblik på at synliggøre, nytænke og udvikle Fyn og øernes kulturelle arv og kreative potentiale.

I hver kommune er der udvalgt et hovedsted for festivalen. I Svendborg er det Hvidkilde Savværk, hvor kunstnerne med deres arrangementer forholder sig til kvaliteterne i det liv, der var engang, og de muligheder for liv, der kan genereres gennem kulturaktiviteter. Samtidig foregår der pop-up projekter på andre oversete eller glemte steder i kommunen. Pop-up projekterne skal forholde sig til Mod.Strøms grundidé – at iscenesætte eller formidle et sted, som fortjener mere synlighed.

Hvor får jeg yderligere informationer om arrangementer

Få yderligere information om tid og sted for de enkelte arrangementer i Svendborg og på hele Fyn på www.svendborgkultur.dk, http://modstroemfyn.dk/

Eller tag en brochure på Biblioteket og andre steder, hvor den er lagt frem.

Baggrund

Mod.Strøm blev søsat af Kulturregion Fyn i 2016 i samarbejde med en række kulturaktører på Fyn herunder Kulturarv Fyn. Projektet har til formål at vise det kreative potentiale, som Fyn og øerne rummer, samt at skabe en debat om områdets kulturelle og kulturhistoriske værdier og kvaliteter.

Dette gør Mod.Strøm ved at bringe borgere, kunstnere og kulturaktører sammen i nye partnerskaber, som genererer liv på forladte og uudnyttede steder i de ni kommuner, der tilsammen udgør Kulturregion Fyn, og ved at italesætte de fortællinger, steder og kulturelle tiltag, der historisk binder os sammen. Ved at inddrage borgere, kunstnere og kulturaktører i at nytænke og revitalisere forladte og uudnyttede steder gennem kunst- og kulturprojekter, skabes der grobund for nye drømme og visioner for Fyn og øerne som en region, hvor kreative partnerskaber er med til at synliggøre og markedsføre Fyn og øerne som et levende, legende og innovativt sted.

Links:

Fotos: http://www.kulturregionfyn.dk/sites/default/files/docs/hvidkilde.zip

http://modstroemfyn.dk/

http://modstroemfyn.dk/stederne/hvidkilde-savvaerk/

https://www.facebook.com/projektmodstroem/?fref=ts

https://www.instagram.com/explore/tags/kulturregionfyn/

http://www.kulturregionfyn.dk/