Fra spejderlejr til Landsstævnet

Fra spejderlejr til Landsstævnet

Pressemeddelelse:

Mikkel Harritslev Nielsen bliver manden der skal sikre, at deltagerne i Landsstævnet 2021- L2021 - i Svendborg får en god oplevelse.

Den 46-årige jyde fra Egtved er netop blevet ansat som projektleder i Svendborg Kommune med ansvar for L2021. Han starter i sit nye job 1. januar 2018.

Den kommende projektleder kender til at organisere og stå i spidsen for et stort arrangement. Han kommer fra en stilling som projektleder for Spejdernes Lejr 2017 i Sønderborg. Her deltog 37.000 spejdere i ni dage i juli i den store spejderlejr.

Og det er netop hans erfaringer og kompetencer fra hans sidste job, der gør ham velegnet til at være manden, der skal sikre at L2021 bliver en succes for alle deltagerne, DGI og Svendborg Kommune.

- Mikkel Harritslev Nielsen ved hvilke krav og udfordringer der er, når det store puslespil som et landsstævne er, skal samles og danne et flot billede. Det viste han med stor succes i Sønderborg. I vores samtaler med ham forud for ansættelsen, er vi kun blevet bestyrket i, at han er den projektleder, som både Svendborg Kommune og DGI tror, kan sikre at alle får en god oplevelse ved landsstævnet om treogethalvt år, siger kultur- og fritidschef Søren Thorsager, Svendborg Kommune.

Mikkel Harritslev Nielsen har en kommerciel baggrund. Han har en mangeårig karriere indenfor COOP, ligesom han har været ansat i tøj-virksomhed Jack & Jones.

Udvikling, overblik, langsigtet planlægning, motiverende medarbejdere og resultater. Det er fem af nøgleordene, når den kommende projektleder bliver bedt om at beskrive sig selv.

- Det tror jeg, også gælder i mit kommende job. Jeg glæder mig rigtig meget til at lære både Svendborg og det sydfynske område at kende, samt til at samarbejde med de tusindvis af frivillige fra foreningerne under DGI samt kulturens og erhvervslivets folk i Svendborg. Sammen skal vi få både deltagerne, publikum og hele Sydfyn til at mærke pulsen og møde magien, når L2021 kører, siger Mikkel Harritslev Nielsen, der aldrig selv har deltaget i et landsstævne

Til gengæld nyder han turene på sin mountainbike i de bakkede områder ved Egtved, ligesom han er en passioneret kender af whisky.

Han er gift med Maria og har to børn på 12 og ni år.

Der var i alt 107 ansøgere til jobbet. Landsstævnet 2021 afvikles fra den 1. juli til 4. juli.

 

Yderligere oplysninger:

Kultur- og Fritidschef Søren Thorsager, Svendborg Kommune, 29 66 91 80

Projektleder Mikkel Harritslev Nielsen, 27 90 04 75