Børnekunstskib kommer til Svendborg i uge 32.

BIBIANA

Børnekunstskib kommer til Svendborg i uge 32.

Gratis aktiviteter for alle børn

Svendborg er så heldig, at Børnekunstskibet M/S BIBIANA har valgt at lægge til kaj ved Frederiksø på Svendborg Havn den 7.-12. august på deres sommertogt rundt til danske havnebyer. 

Coasteren M/S BIBIANA vil være lastet med verdens bedste børnebogsillustrationer, aktiviteter, udstilling og sømandsfortællinger fra verdenshavene.

Skibet er åbent hver dag kl. 10 – 17, og alle børn er inviteret om bord for at være med til at skabe et fantastisk mega-size kunstværk  i samarbejde med den professionelle børnebogsillustrator Anna Jacobina Jacobsen. Både ombord på skibet og på kajen vil en flok lokale frivillige hjælpere guide børnene med de mange sjove aktiviteter, der kommer til at foregå. Man kan gå på opdagelse i skibet og udforske sin kreativitet med bl.a. virtual reality. Det hele er gratis og der er ingen tilmelding.
Fredag den 11. august kl. 15.00 vil der være fernisering af det fælles kunstværk, som er blevet skabt i løbet af ugen, og som fremover vil få plads på Udrustningskajen.

To aftener kan børn og deres voksne få en helt særlig, gratis filmoplevelse, når den smukke tegnefilm Sangen fra havet bliver vist om bord. Filmvisningen er et samarbejde mellem Svendborg Kommune, Svendborg Skolebio og Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber.
Der er et begrænset antal pladser, så husk at booke plads på tilmeld.dabuf.dk til onsdag den 9. august eller torsdag den 10. august kl. 19.00 – 20.30.

Svendborg Kommune byder M/S BIBIANA velkommen på havnen som en del af projekt ’Leg med på kajen’ og ser frem til en spændende uge med kreative aktiviteter for børn i alle aldre.

 

Læs mere om M/S BIBIANA her