Direkte link til denne side: www.svendborg.dk /erhvervsservice/miljø+og+vand/vandværker
Logo Svendborg kommune - klik retur til forside

Print Print ikon

Almene vandværker

Svendborg Kommune er myndighed for de seksten almene vandværker i kommunen. Det betyder, at Svendborg Kommune skal give tilladelse, inden vandværkerne bygger, ændrer væsentligt på anlægget eller laver nye boringer og lignende. Svendborg Kommune skal også give indvindingstilladelser, hvor det bl.a. fastsættes, hvor meget vand værket maksimalt må indvinde.

Vandforsyningsplan

Vandforsyningsplanen for Svendborg Kommune blev vedtaget af byrådet 31. august  2010. Planen er grundlag for den daglige administration af indvinding og fordeling af drikkevand. Link til planen findes til højre.

Indberetning af vandindvinding og pejlinger
Vandværker skal indberette sidste års indvinding og pejlinger i januar måned. Brug linket under 'Digital selvbetjening'. Brugernavn og engangskode til oprettelsen er blevet sendt fra kommunen.

Tilsyn
Svendborg Kommune fører tilsyn med vandværkerne. Kommunen skal sammen med vandværkerne holde øje med, at nogle bestemte stoffer og bakterier holder sig inden for grænseværdierne. Der bliver taget hyppige prøver i ledningsnettene og på vandværket. Lidt sjældnere bliver der taget prøver i vandværkernes boringer.

Laboratorierne sender automatisk en kopi af analyse-rapporterne til Svendborg Kommune. Hvis grænseværdierne overskrides, skal Svendborg Kommune sammen med det pågældende vandværk sørge for, at vandets kvalitet bliver god igen.

Derudover besøger Svendborg Kommune hvert vandværk én gang om året. Ved besøget gennemgår kommunens repræsentant vandværket og alle boringer. Anlægget skal fungere tilfredsstillende, og der skal være rent og ryddeligt.

Ansøgning om boretilladelse
Hvis et vandværk ønsker at anlægge en ny boring, skal der næsten altid søges om boretilladelse. Det er kun hvis en boring er brudt sammen, og der er akut brug for at anlægge en ny boring, at en ansøgning kan udelades. I alle andre tilfælde skal der søges om tilladelse.
 
Reglerne findes i den såkaldte boringsbekendtgørelse. En boring skal altid udføres af en autoriseret brøndborer. Som oftest vil borefirmaet hjælpe med ansøgningen, ellers er du velkommen til at kontakte Miljø og Teknik.

Ansøgning om indvindingstilladelse mm.
Hvis et vandværk ønsker at
• ændre på indvindingstilladelsens størrelse
• ændre væsentligt på anlægget
• bygge nyt
• rive gammelt ned
• eller lignende,
skal kommunen give tilladelse. Reglerne findes i ”Bekendtgørelse om vandindvinding og vandforsyning”.