Langt de fleste virksomheder med et cvr- eller p-nummer i Svendborg Kommune skal være med til at betale for administration og håndtering af affald. Det sker via det såkaldte affaldsgebyr, som bliver opkrævet i august eller september 2011.
Er det muligt at blive fritaget for affaldsgebyret?
En virksomhed kan søge om at blive helt fritaget for affaldsgebyret, hvis den kan dokumentere, at
- virksomhedens omsætning for 2009 er mindre end 50.000 kr.
eller
- virksomheden overhovedet ikke skaber nogen former for affald
En virksomhed kan søge om delvis fritagelse for affaldsgebyret, hvis den kan dokumentere, at
- virksomheden får en affaldstransportør til at fjerne affaldet.
Producerer vores virksomhed affald?
Miljøstyrelsen har udarbejdet en liste over, hvilke typer affald der typisk opstår for de enkelte erhverv. Denne liste indgår i vurderingsmaterialet for, om en virksomhed kan fritages for affaldsgebyret eller ej. Se listen under ’Læs også’.
Sådan søger en virksomhed om fritagelse for affaldsgebyret
Der kan kun søges elektronisk via linket under ’Digital selvbetjening’. Husk at vedhæfte dokumentation såsom aftale med en affaldstransportør, samarbejdsaftaler, vejesedler eller lignende.
Svendborg Kommune kan vælge at foretage tilsyn på de virksomheder, der søger om fritagelse for affaldsgebyret.
Det er kun muligt at blive fritaget for affaldsgebyret for ét år ad gangen
Virksomhederne skal søge om fritagelse hvert år. En fritagelse for affaldsgebyret i 2010 gælder således ikke for 2011. Der er ansøgningsfrist den 1. juni 2011.