Direkte link til denne side: www.svendborg.dk /byråd+og+politik/byrådsmedlemmer/(c)+henrik+nielsen
Logo Svendborg kommune - klik retur til forside

Print Print ikon

Henrik Nielsen - Det Konservative Folkeparti

  •   Hvad er Svendborg´s største politiske udfordring ?

Udfordringen på den korte bane bliver at sikre finansiering af det nuværende flotte serviceniveau på de borgernære områder, mens vi ser frem til et bedre indtægtsgrundlag gennem en udligningsreform og bosætning i bl.a. Tankefuld. Her er det vigtigt, at vi fastholder langsigtede løsninger.

Det forebyggende arbejde indenfor bl.a. børn og unge-området skal fastholdes og finansieringen af de kommunale udgifter skal skrues sammen, så vi også på den lange bane har et erhvervsliv i vækst.

Det bliver også en udfordring at finde den rigtige løsning på skolestrukturen i Svendborg By.

  • Hvordan slapper du af ?

Jeg slapper af ved at være aktiv og opleve noget. Det kan være på en cykeltur rundt i vores fantastisk dejlige kommune, hvor der venter betagende naturoplevelser uanset, hvilket verdenshjørne jeg cykler mod.

Jeg elsker at rejse og opleve andre kulturer og naturen i andre - gerne bjergrige lande.

Jeg har stor fornøjelse af at følge mine børns udfoldelser på diverse sportsbaner indenfor fodbold, håndbold, tennis, gymnastik og svømning.

Jeg kobler fra, når jeg sammen med mine holdkammerater entusiastisk spiller veteranfodboldkampe, hvor især 3. halvleg er munter.

Jeg slapper af i selskab med familie og venner - gerne i mine svigerforældres sommerhus i Revsøre. Alt for sjældent får jeg slappet af ved at læse en god bog.

  • Hvad gør dig glad ?

Jeg har en positiv tilgang til livet og glædes over både små og store ting. Først og fremmest gør det mig glad, at min kære hustru og vores børn stortrives. Om morgenen mødes jeg af en meget smuk og fra dag til dag forskellig udsigt over Svendborg Sund. Det er en glad start på dagen.

Samværet med gode kolleger og pragtfulde unge mennesker på Handelsgymnasiet i Svendborg får mig også til at smile hver eneste dag.

Jeg bliver glad, når vi vinder i veteranfodbold og det gør vi tit, men det er især samværet med mine herlige holdkammerater, der giver motion til lattermusklen og smil på læben.

Spil - alle former for spil: Krocket, Dart, Kongespil, Matador, Whist og meget gerne quizspil. Det er sjovt.