Om Forebyggelse af rygestart
Svendborg Kommune har valgt at lægge en særlig indsats i forhold til at forebygge unges rygestart. Indsatsen er 1½ times undervisning i alle kommunens skoler samt privatskolernes og friskolernes 7. klasser.
Formålet er at forebygge, at de unge begynder at ryge. I en 7. årgang har 2/3 ikke prøvet at ryge, derfor er dette tidspunkt godt.
Undervisningen tager udgangspunkt i de unges egne erfaringer og holdninger til rygning. Der arbejdes med at gøre de unge bevidste om, hvor de står i forhold til rygning/at være røgfri, samt at gøre dem bevidste om egne valg og konsekvenserne af disse.
I undervisningen bruges metoden aktive vurderinger.
Der afholdes endvidere temadage om tobak på efterskoler og ungdomsuddannelser i kommunen. Temadagene tager afsæt i et koncept fra Kræftens Bekæmpelse, hvor formålet blandt andet er at motivere de unge til at holde op med at ryge, og at flere unge oplever, at rygningens skadelige konsekvenser er relevante for dem.
Der afholdes rygestopkurser specielt for unge. Kurserne er tilrettelagt efter Kræftens Bekæmpelses rygestoprådgiveruddannelse.
Målgruppe
Målgruppen for den særlige undervisningsindsatsen er 7. klasser i Svendborg Kommune, mens det er unge generelt, der er målgruppen for forebyggelseskonsulentens øvrige arbejde.
Praktisk info
Hvor
Forebyggelseskonsulenten tager ud på skolerne, hvor hun afholder sit oplæg.
Hvornår
Tidspunkt for oplægget fastlægges i samarbejde mellem klasselæreren og forebyggelseskonsulenten. Oplægget varer to lektioner.
Tilmelding
I starten af hvert skoleår udsendes der invitationer til alle skoler. Her opfordres skolerne til at tage kontakt til forebyggelseskonsulenten med henblik på at aftale et besøg.