Direkte link til denne side: www.svendborg.dk /borgerservice/barn/mit+barn+og+skolen/principper+for+frit+skolevalg+og+klassedannelse
Logo Svendborg kommune - klik retur til forside

Print Print ikon

Principper for frit skolevalg og klassedannelse

Forældre har krav på at få deres barn optaget i en folkeskole efter eget valg i deres bopælskommune eller en anden kommune, hvis der er plads på den ønskede skole iht. folkeskolelovens § 36 stk. 3.
Udover retten til frit skolevalg opretholdes forældrenes ubetingede ret til barnets optagelse i distriktsskolen og den eksisterende ret til at forblive i en bestemt skole ved flytning indenfor kommunen eller en anden kommune.

Hvis forældrene har valgt en anden skole end distriktsskolen, herunder en fri grundskole eller efterskole, og efterfølgende ønsker at barnet optages i distriktsskolen, har barnet ikke ubetinget ret til at blive optaget på distriktsskolen. Optagelsen vil i lighed med reglerne om frit valg afhænge af de nærmere retningslinjer og skolens kapacitet.

Optagelse i børnehaveklasse – 9. klasse udenfor skoledistriktet:
Optagelse i børnehaveklasse – 9. klasse udenfor skoledistriktet kan ikke imødekommes, når børnetallet i en klasse herved kommer til at overstige 24 børn.

Optagelse i 10. klasse udenfor skoledistriktet:
Alle elever i Svendborg Kommune er sikret optagelse i 10. klasse, da 10. klasse ikke er en fortsættelse af grundskolen, men overgangen til en ungdomsuddannelse. Optagelse af elever i 10. klasse uden for kommunen kan ikke imødekommes, når børnetallet i en klasse herved kommer til at overstige 24 børn.

Hvis der er flere ansøgere end ledige pladser, optages eleverne efter følgende prioritering:

  1. Kommunens egne borgere går forud for borgere fra andre kommuner 
  2. Børn, der i forbindelse med overgangsordninger ved ny skolestruktur pr. 1.8.2011 er placeret på anden skole end bopælens distriktsskole, og som har søskende på bopælens distriktsskole, har fortrinsret til bopælens distriktsskole 
  3. Børn, der i forbindelse med overgangsordninger ved ny skolestruktur pr. 1.8.2011 er placeret på anden skole end bopælens distriktsskole har fortrinsret til bopælens distriktsskole 
  4. Søskende til børn på skolen går forud for andre 
  5. Børn, der bor tættere på skolen går forud for børn, der bor længere væk
  6. Lodtrækning i det omfang objektive hensyn ikke fører til en prioritetsorden

Kommunen yder ikke fri befordring, hvis forældrene vælger anden skole end distriktsskolen i eller udenfor bopælskommunen.

Kommunen anvender de af undervisningsministeren fastsatte regler om bopælskommunens betaling til skolekommunen.

Retningslinjerne træder i kraft pr. 30-03-2011.

Principper for klassedannelse:
En klasses størrelse er maksimalt 26 børn.
Såfremt skolen i særlige tilfælde ønsker et højere elevtal i klassen, ansøger skolen med udtalelse fra skolebestyrelsen herom.

----------------------------------------------------------------------------

Tillæg til principperne for frit skolevalg

Søskende, der i forbindelse med overgangsordninger ved ny skolestruktur pr. 1.8.2011, bliver placeret i forskellige skoledistrikter, kan optages udenfor skoledistriktet, såremt børnetallet i en klasse ikke derved kommer til at overstige 26 børn.
Børnetallet må dog ikke ved skoleårets begyndelse overstige 28.
Hvis der er flere ansøgere end ledige pladser, optages børnene efter følgende prioritering:

  1. Kommunens egne borgere går forud for borgere fra andre kommuner
  2. Børn, der bor tættere på skolen, går forud for børn, der bor længere væk
  3. Lodtrækning i det omfang, objektive hensyn ikke fører til en prioritetsorden