Caroline Amalielund

Om plejecentret

Caroline Amalielund er et smukt gammelt plejecenter, som i 1912 blev opført som Alderdomshjem. Huset er siden blevet grundigt renoveret og fremtræder nu som et moderne, tidssvarende plejecenter med plads til 37 beboere.
Caroline Amalie er beliggende i en grøn have, omgivet af skov og søer, og med græssende får på det fredede område ”Ørkild Voldsted”. Et naturskønt og fantastisk dejligt sted at blive ældre.

Plejecenteret er først og fremmest beboernes hjem og indrettet så det afspejler de behov som beboerne har. Samarbejdet med beboerne og de pårørende vægter vi højt og det er vigtigt for os, at man altid føler sig velkommen.
Rundt om plejecenteret er vores dejlige have, her er indrettet små terrasser, hvor vi tilbringer meget tid når vejret er til det. Haven benyttes som legeplads af børnehaven, som er nabo til huset. Vi har et drivhus, som hvert år giver friske tomater, agurker osv.

Søerne og stierne i Rottefælden er et yndet udflugtsmål både til at træne gangfunktion, søsætning af Aktivitetscenterets motorbåd og til ture hvor ænderne fodres.

Der er et motionsrum på 2.sal, hvor beboerne kan træne. Der kan sammen med personalet laves forslag til øvelser og personalet kan formidle kontakt til rehabiliteringsterapeuter. Aktiviteterne spænder vidt: Fra fredagsbar til banko, køreture m.v.
Derudover tilrettelægger personalet individuel rehabilitering i samarbejde med beboeren og evt. de pårørende.
Beboerne fra Plejecenteret kan benytte sig af Aktivitetscenteret i huset ca. 1 gang om ugen – hvis det ønskes. Beboerne fra ældreboligerne kan frit benytte Aktivitetscenteret.